Efter en fantastisk tur til Unbound Gravel i Kansas i 2023, var min søgning efter det næste store eventyr sat i gang. Heldigvis introducerede en god ven mig ikke kun til The Gravel Earth Series, men vi indgik også et væddemål med en startplads til et af verdens mest unikke gravelløb som indsats – The Rift Gravel Race i Island. Jeg vandt væddemålet, og midt i juli rejste jeg sammen med to gode kammerater til Island for at deltage i det 200 km lange og udfordrende løb.
Af Kenneth Holm Lildholdt (Super-Cykelentusiast) | AltomCykling.dk
Let’s go – the Rift – we are ready!
Kufferterne var pakket til bristepunktet med ekstra sko, langt og kort i merinould fra PEdALED1, regntøj, veste, løse ben og ærmer samt en del værktøj og ekstra udstyr. Vejret er nemlig den helt store ubekendte på den vulkanske ø lige syd for Polarcirklen. Vejret er også er grunden til, at man først får det endelige starttidspunkt dagen før løbet og at arrangørerne har ret til at udsætte starten i op til 12 timer. Det var vi ikke lige opmærksomme på, da vi bookede flybilletterne med hjemrejse tidligt søndag morgen. Heldigvis var vejret med os, så vi nåede både løbet og det planlagte fly hjem.
The Rift er et gravelløb på ca. 200 km – der er også mulighed for at køre en 100 km rute – med knap 2000 højdemeter. Løbet foregår på den tektoniske grænse mellem Eurasien og Nordamerika og består hovedsageligt af en højslette af lava og sand samt bjerge og gletsjere. Fra gletsjerne løber en række gletsjerfloder mod havet gennem lavvandsområderne. For hvert år vokser Island med et par centimeter, når kontinentalpladerne fjerner sig fra hinanden, og sprækken fyldes med magma fra jordens indre, der størkner som lava. Det barske og uforudsigelige underlag er med til at gøre The Rift til en udfordring for udholdenhed og mental styrke.
Ankomst til Island
Vi ankom torsdag sidst på dagen og var desværre forsinket fra Billund, så det blev ikke til nogen cykeltur på ankomstdagen. Ude af ankomsthallen hentede vi lejebilen, fik samlet to af cyklerne og satte den medbragte TreeFrog på taget af bilen, klar til at køre til vores Airbnb i den lille by Selfoss, ca. 100 km fra lufthaven. Aftensmaden og en enkelt øl eller to blev indtaget på byens streetfood-sted, og så var det ellers på hovedet i seng på tremandsværelset, hvor de medbragte ørepropper gjorde stor gavn, når mænd i deres bedste alder deler værelse.
Dagen inden løbet
Fredag tog vi på en kortere cykeltur for at sikre, at alt udstyret var i orden efter at have været skilt ad under transporten. Knap ude af indkørslen til Airbnb’en ramte den fantastiske naturoplevelse Island er os med fuld styrke. Aldrig har jeg været et sted, der er så anderledes end noget, jeg kender. Til tider føles det som om, man befinder sig på en fjern planet, med et goldt månelandskab, mens andre steder byder på frodige marker befolket af hårdføre heste og får, vandfald og varme kilder. Som Europas tyndest befolkede land er der natur så langt øjet rækker langt de fleste steder. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men det Islandske landskab bjergtog mig fuldstændig.
Vi var også spændte på vejrforholdene, som på en god sommerdag i Island kan byde på alt fra vind af stormstyrke, kraftig regn og slud til sol og det, der minder om en mild forårsdag i Danmark. Vi var heldige at køre dagens tur i tørvejr og 15 grader, og nåede lige indenfor bygrænsen i Selfoss, inden dagens kraftige regn satte ind.
Løbsdagen
Lørdag morgen meddelte vejrudsigten, at vi nok ville komme til at opleve årets hidtil bedste sommerdag. Forventningsfulde iførte vi os korte bukser og lange ærmer i merinould fra PEdALED, for godt nok lovede de 20 grader midt på dagen, men da vi begav os afsted i bil de 50 km til startstedet, var temperaturen kun 9 grader.
Velankommet til startstedet i Hvolsvöllur, en lille by ved den sydlige kyst, fik vi hentet vores startnumre. Her kunne man også aflevere en taske med for eksempel tørre sokker, som ville blive bragt til depot #3, også kendt som Sock-drop. Men som alle ved, er cykelsko vandtætte indefra, og vi vurderede, at det med det gode vejr ikke gav meget mening at skifte til tørre sokker for derefter at træde ned i våde sko. Havde vejret været dårligt, som det havde været de foregående år, vil jeg klart anbefale at udnytte denne mulighed for at få bragt udstyr ud på ruten. Herefter tog vi afsked med profeltet, som blev sendt afsted en halv time før damerne og open-gruppen.
De første syv kilometer foregik på landevej og føltes lidt som stilhed før stormen, men blev udnyttet til at komme frem i feltet. De følgende næsten otte timer bestod, med få undtagelser, af grus – eller rettere en god blanding af grus og lavasten i forskellige størrelser. Vi blev mildest talt sønderbanket. Der er heller ikke noget, der hedder at ligge på hjul og putte sig lidt i det terræn; underlaget er simpelthen for udfordrende til det.
Efter 11 km var det tid til at krydse de to første floder og dyppe fødderne i det kolde, krystalklare gletsjervand. I alt krydser man fem floder med vand til op over krankboksen, så der er ingen mulighed for at undgå våde fødder.
Efter at have krydset de første floder begynder man at opleve de dramatiske landskabsændringer, som nok er det, der bjergtager mig allermest ved Island. Fra sort til grønt og fra fladt til bakket. På det stykke bliver det også muligt at få lidt mere fart på, men man skal ikke forlade sig på at ligge på hjul, da underlaget hele tiden skifter fra små til store sten og så pludselig til sand, hvor man, hvis ikke man har nok fart på, let kan styrte.
Længere fremme begynder den virkelige rå del af løbet. Her ramte vi en stribe af stigninger på mellem 15 og 20 procent og et enkelt sted var stigningen på 30 procent. Her måtte vi kapitulere og stå af og trække, som en ringe trøst måtte proerne også klikke ud på den stigning. Vi priste os lykkelige for at være iført cykeltøj i merinould, for på toppen af Hekla, blæste det kraftigt, og temperaturen faldt drastisk. Der er en grund til, at ordet ”Hekkenfeldt” er afledt af ”Heklafjeldet”, som ifølge islandsk folketro var indgangen til Helvede, og det var lige præcis den følelse der ramte os – ”det hele gik lidt ad hekkenfledt til”, da vi trak cyklerne op til toppen.
Det var til gengæld fantastisk at nå toppen og skue ud over det vilde landskabet, så langt øjet rakte. Jeg nåede også lige at tænke, ”hey, nu kan jeg slappe lidt af på nedstigningen,” men nej, nej – nedstigningerne trak om muligt flere tænder ud med sit løse grus og huller. Spændingerne i min nakke nåede helt nye højder.
Efter ’bjergetappen’ rammer man F-vejene, der også er kendt som ’vaskebrættet’, fordi det med sine regelmæssige bølger eller riller minder om et gammeldags metalvaskebrædt. At køre på det underlag føles som at blive rystet i stykker. Cyklerne hoppede og dansede under os, og det var umuligt at finde et nogenlunde lige spor, hvor vi kunne få et øjebliks fred for de vibrationer der gik gennem kroppen.
Den konstante rysten trak næsten energien ud af os, så for at få den bedst mulige linje valgte jeg at lægge mig forrest, da det her er nemmest at se, hvor man bør køre. I modsætning til i Danmark er der ikke flint og andre skarpe sten på ruten, så det er heldigvis muligt at køre med hurtigtrullende dæk. På dette stykke kommer der dog også en del turisttrafik i firehjulstrækkere, så man skal være opmærksom på, at man ikke bare kan køre, hvor man vil.
Heldigvis var der depoter efter hver 25-30. km. De var et tiltrængt afbræk for vores spændte og stive kroppe, og løbsarrangørerne havde virkelig lagt sig i selen for at gøre dem til en positiv oplevelse. Her blev vi serveret vand direkte fra kilderne i området, energiprodukter, sandwich, sodavand og slik i rigelige mængder. Derudover spillede de høj musik og gjorde deres bedste for at booste vores energiniveau.
Efter cirka 130 km ramte vi endelig et asfalteret stykke vej, og kroppen fik endelig lidt ro. Herefter skiftede underlaget mellem grus og asfalt, hvilket gav os mulighed for at finde lidt godt gemte kræfter og forberede os på den sidste hårde del af løbet ved cirka 170 km. Jeg synes egentlig, vi havde et okay overskud, både form- og muskelmæssigt, men vi var alle enige om, at al jævnt underlag var meget velkomment, da vi på dette tidspunkt var godt mørbanket af det udfordrende terræn.
Mål
Endelig nåede vi målet efter godt otte timer. Følelsen var helt fantastisk, og stemningen var høj, når alle heppede på og lykønskede hinanden på målstregen. Vi var lykkelige for at have gennemført et af verdens hårdeste, hvis ikke det hårdeste, gravelløb.
The Rift er et ultra-krævende løb, men når man indimellem får tid til at kigge op og nyde naturen, befinder man sig i de vildeste og smukkeste omgivelser – mellem frodige græsmarker med græssende dyr og golde områder dækket af sort lava. Løbet tiltrækker cykelryttere fra hele verden, så der er rig mulighed for at få tips til cykelruter fra Californien til Japan. Stemningen blandt deltagerne er rigtig god, og dagen afsluttes med kolde øl og hotdogs samt mulighed for at hoppe i en pool opvarmet med vand fra de varme kilder.
Vi havde desværre bestilt flybilletter hjem allerede tidligt om søndagen, så for vores vedkommende var der ingen poolparty, men derimod pakning af cykler og gear, en hyggelig middag med evaluering af turen og så op igen kl. 3.25 for at køre mod lufthavnen. The Rift har vores varmeste anbefalinger, men husk at være i god form, da du ellers risikere at falde for tidsgrænserne.
Udstyr
Jeg havde sat cyklen op med de fede Cava 42mm dæk fra amerikanske Ultradynamico, som er super lette og hurtigt rullende. De var virkelig gode, og gjorde det rigtig godt. Men da de er lette, er karkassen ekstremt tynd, og man skal derfor være ekstra opmærksom på ikke at få cut’s. Jeg lavede en lille kørefejl og fik nappet dækket på en sten, men den fik en plug og alt var godt. Hvis man har muligheden, bør man klart foretrække at køre 47-50mm dæk.
Gearmæssigt kørte jeg SRAM Red 48/35 og 10-36. Det fungerede fint, men på de stejleste stigninger måtte den helt på pjevsen og der skulle presses godt til for at komme op (+400w), samtidig med at dækket skulle holdes i sporet. Omvendt fik jeg ikke brug for det tungeste gear på denne rute, så man kan sagtens køre med lavere gearing, hvis man har mulighed for det.
Med de ekstremt fine depoter for hver 25-30 km var det ikke nødvendigt med meget oppakning, så USWE-rygsækken blev efterladt i bilen. Jeg havde en mindre sadeltaske på med værktøj, plugs, CO2, letvægtsslange og geardrop samt en bar-roll (1,5 liter) under styret, hvor jeg havde min regnjakke, handsker, halsedisse, et par geler og lidt af min makkers overskydende udstyr. To små flasker passede helt perfekt, og jeg manglede aldrig væske. Jeg vil anbefale at medbringe små flasker, da de har den fordel, at de ikke så nemt hopper ud af holderne, og presset på skruerne er langt mindre under de konstante rystelser.
Efterrationalisering
Det er en virkeligt fed måde at opleve Island på, men jeg ville gerne have haft nogle flere dage på øen efter løbet, så vi kunne have oplevet både Reykjavik, den blå lagune og noget mere af den fantastisk natur der er. Men det at deltage i denne slags events, udelukkende med andre entusiaster, gør det helt unikt og det er fedt at kunne være 100% optaget af sin passion. Så, hvis I er lige så heldige og godt gift som jeg, så hold jer ikke tilbage og se at komme afsted.
