Det blev en forholdsvis kort tur for mit vedkommende, og på mange måder ikke specielt ultra. Jeg er vild med at kaste mig ud i skøre projekter, men også ret realistisk omkring egen formåen. Race Around Denmark Challenge unsupported (800km) var ikke muligt for mig at gennemføre i år.

Foto og tekst Uggi Kaldan

Man kan hvad man vil

Der er to ryttere der (sandsynligvis) ender med at gennemføre min kategori i år, den ene kom i mål, efter godt 37 timer tidligere i dag, en virkelig klasse tid! Den anden kæmper stadig ude på ruten, med over 100km igen, og kun godt 3 timer til at nå dem.

Han når 100% sikkert ikke i mål, indenfor tidsgrænsen, men han kører for at gennemføre, har han fortalt løbsledelsen. Jonas Lohmann Mikkelsen, det er virkelig sejt kæmpet, og jeg krydser alt hvad krydses kan, for at du undgår defekter, holder moralen, og kommer i mål. Det er så fortjent og så sejt.

Min tur blev kortere, og nåede faktisk aldrig at blive specielt hård. 2800km siger årets træningstriptæller, en god del af dem inden April måned, hvor det blev til godt 100km samlet. Maj har til gengæld budt på en rigtig god træningsperiode, hvor formen har været stødt opadgående, og kroppen har føltes god og frisk.

Jeg har også fået god hjælp af Rasmus Kragh fra Velo Massage. En god massør kan virkelig anbefales, hvis du har behov for at få kørt en masse kilometer, og trænet godt igennem, i en periode. Ja faktisk kan god massage altid anbefales. Hans massage har gjort underværker. Jeg forstår pludselig hvorfor alle profferne får massage jævnligt.

Så jeg synes faktisk jeg var klar, da jeg stod i det virkeligt hyggelige start – og målområde, som Race Around Denmark har bygget op, nede ved Horsens Arena. Men jeg vidste også at 800km var en STOR mundfuld, med min trods alt, noget begrænsede forberedelse.

Særligt vigtigt var det, at vejret skulle vise sig fra sin allerbedste side, hvis jeg skulle have en chance. Det startede også helt fortrinligt, og jeg havde en meget flot tur onsdag aften, med høj sol, og stort set ingen vind.

Høj sol og skyfri himmel varsler ofte kolde nætter

Sidste år kørte jeg alt for hurtigt, de første 150km, og var derfor temmelig træt da jeg ramte time-station 2, endda selvom vi kørte med følgebil, og vi var 4 mand til at tage føringer. Rutens første del er meget kuperet, omkring 1700hm – så her kan man hurtigt komme til at bruge for mange kræfter.

I år havde jeg lært lektien, og kørte roligt over alle bakkerne. Det lykkedes faktisk at cykle de første 100km uden at få den mindste sved på panden, i stedet nød jeg den flotte rute og Danmarks smukke natur. Det er virkelig en lækker tur arrangøren har stablet på benene.

Men da solen begyndte at gå ned, kunne jeg dog godt fornemme, at det ville blive en kold nat, hvilket under sidste års forsøg (hvor vi trods alt nåede 650km), hvor det også var rigtig koldt, gav mig problemer med mit venstre knæ. Det bryder sig virkelig ikke om at arbejde ved omkring 0 grader, åbenbart.

Efter 80km gjorde jeg ellers hvad jeg kunne for at undgå smerter. Jeg havde tape på knæet, det fik varmecreme (tog ingen piller, det synes jeg alligevel var for tidligt), iførte mig vinterbukser, og sørgede for godt med varmt tøj på resten af kroppen, samtidig havde det rolige tempo betydet at jeg havde fået spist fornuftigt, hele vejen. Alligevel ramte kulden mig ret hårdt, da solen endelig opgav kampen mod horisonten.

Men 150km? Det er altså ikke ret ultra?

Nej – det er faktisk overhovedet ikke ultra. Jeg kunne også godt have kørt længere, men ved Hadsund stod jeg ved en skillevej. Der var 60km hjem til Aarhus på cykel, eller 60 km til Aalborg, hvor jeg havde arrangeret mulighed for en seng og et bad hos en ven, inden vestkysten skulle besejres.

Det vil være løgn at sige jeg var frisk på det her tidspunkt, men jeg følte mig faktisk ok kørende. Desværre gjorde mit knæ ondt, ikke meget ondt, jeg kunne godt cykle videre, men det irriterede nok til at det var en faktor. Det var her jeg lod vejrudsigten beslutte min videre færd. Jeg havde håbet den ville ændre sig til det bedre.

For sådan som jeg havde det, efter 150km, og hvor jeg da godt kunne mærke det kostede kræfter at køre i den kolde nat, så vidste jeg også, at 800km ville kræve gunstige vejrforhold, hvis jeg skulle have en chance. Vejrudsigten bød i stedet på regn og 10m/s modvind (mindst), ned langs hele Vestkysten.

And that was it…

Jeg besluttede, at det var jeg simpelthen ikke forberedt til. Jeg kunne have fortsat til Aalborg, og have kørt mig selv i hegnet, vel vidende, at jeg nok ikke ville være nået meget længere end til Søndervig, og så kan man diskutere om en DNF hvor man er helt ude hvor man ikke kan bunde, er bedre for moralen, end en kalkuleret DNF, i god tid.

Det vil der være delte meninger om. I bjergene, hvor jeg er opdraget, er det en dyd at vende om i god tid, hvor man stadig kan slæbe sig selv hjem. Til et ultraløb i DK, kan man godt argumentere for at den nærmeste togstation, eller beboelse hvor man kunne søge ly, hvis man er HELT færdig, aldrig er ret langt væk, så hvorfor ikke bare køre kroppen i sænk?

Der kan argumenteres for begge dele. Jeg er dog helt sikker på at årets udfordring var for hård for mig. Det havde krævet meget mere træning end jeg har nået, eller større vilje end jeg besidder, sådan som løbet udviklede sig torsdag.

RAD din satan hehe…

Status er at jeg STADIG har unfinished business med RAD Challenge 800km, og det betyder at jeg vender tilbage i 2020, tror jeg i hvert fald.

Her vil jeg forsøge at træne LIDT mere inden start, og så vil jeg håbe på lidt bedre vejr, så udfordringen bliver knap så skrap. For den var godt nok hård i år. Væsentligt stærkere ryttere end mig, knækkede ude på vestkysten, mens slidere som Jonas Mikkelsen, bare må siges at være uendeligt seje!

Så sej er jeg ikke. Jeg har brug for lidt held med vejret, for at projektet skal lykkedes. Det har jeg det fint med at indrømme. Jeg vil dog gerne anbefale ultracykling til alle, der synes det er sjovt at give sig i kast med fysiske og ikke mindst mentale udfordringer. Ultracykling udfordrer i den grad på begge fronter, også selvom man kun når 150km.

Det er virkelig mange interessante overvejelser man ligger og kæmper med, allerede første nat, så hvis man synes den slags er interessant, så kan jeg bare sig – go try it. Det er ikke en dårlig oplevelse, heller ikke selvom det ikke lykkedes.

RAD – vi ses igen næste år!

PS: Der har været lidt kontrovers omkring reglerne, tidsstraffe, ryttere der kørte forkert mv. til årets løb. Det vender vi på AoC i en artikel der er på vej, hvor vi har interview med bl.a. løbets arrangør Peter Sandholt.