Her på AoC har vi deltaget flere gange i de bjergrige Haute Route events. I oktober 2023 forlænges sæsonen en ekstra tand, når Søren deltager i versionen Haute Route Mount Ventoux. En løbsserie som forsøger at give os dødelige motionister cykeloplevelser udover det sædvanlige – et setup som er World Touren værdig. Du kan her læse med om strabadserne i det sydfranske.

Af Søren Kuipers // Foto: Søren Kuipers & Haute Route

Travel Thursday

Torsdag morgen op kl. 3.00 og køre til lufthavnen i Billund. Tjekker ind i P-afsnittet P9 KINA. 8 minutters gang. Intet problem med mindre der er dømt monsunregn. Jeg finder et hul i regnen og mellemlander i München. Ankommer i Terminal 2 – det summer af mennesker, hver femte har mundbind på, og tanken om at blive syg strejfer mig. Jeg slår tanken ud af hovedet og tager det interne shuttle train til min gate og får turens første belønning: knasende sprød chokolade croissant med en varm flat white til. Skønt.

Kl. 11.26 lukker jeg øjnene med ro, da jeg ser min kuffert være på båndet i maskinen videre mod Marseilles. Vi lander rettidigt, og idet jeg stiger ud mærker jeg allerede den salte middelhavsduft og 25 grader til trods er luften friskere end jeg havde regnet med.

Shuttle-bussens bronze-agtige farver skinner på lang afstand. Mænd og kvinder står med cykelkufferter, cambelbags og drikkedunke. Det er dem jeg skal med. Jerome – chaufføren – kan ikke et ord engelsk, men hele det franske ordforråd bliver vi præsenteret for, idet vi lidt over kl. 14.00 ruller mod Bédoin. Det kan godt være det koster på den anden side af 300kroner at komme med bussen, men det er nemt, bekvemt og de rullende bakker, de gyldne marker og de orangegule klipper kan nydes som passager.

BONJOUR LAPIERRE!

Vel ankommet i Bédoin er det tid til at få kigget lidt nærmere på grejet.

Jeg sætter direkte kurs mod France Bike Rental, hvor jeg skal se nærmere på det materiale, som skal være min følgesvend de næste tre dage i det sydfranske. Cyklen er fin. Den har en cool sølvgrå lakerin og Ultegra di2 i 12speed versionen spinner som ventet Selv vægten havde jeg frygtet værre med de DT-hjul, som den kommer med. Gråspurven skal nok vise sit værd, det er jeg sikker på.

Hjemmefra har jeg skruet pedaler og min wattarm af, og mekanikeren fra den officielle cykelsponsor France Bike Rental formår lynhurtigt at få skruet delene på, finpudse justeringerne inden jeg bevæger dybere ind i Race Village – som Haute Route kalder det lille lukkede område, hvor der er cykler, grej, lir, mekanikere, massagestande, madtelt osv. Det er virkelig fedt – det er sådan lidt mini-cykelfestival-agtigt. Stemningen er god, det samme er temperaturen. Mine svedplamager vidner om en lang dag, idet jeg får udleveret nummer, jersey, en taske og lidt andet lir.

Godt mør tjekker jeg ind på Bed & Breakfast-stedet, hvor jeg skal bo de næste dage. Domaine de Pierravon à Bédoin hedder stedet. Det drives af verdens sødeste værtinde Stéphanie, som tager pænt imod mig. Hun kigger lidt op og ned af mig og udbryder så på charmende engelsk-fransk We also have pool in the garden. Så er lykken gjort.

Aftenen rundes af i Race Village, hvor fredagens etape bliver gennemgået inden et overdådigt pastamåltid sender mig hjem på hovedet i seng. Her bliver jeg transporteret i en god gammeldags kolonivogn. Tak for liftet.

Race Friday

Done and dusted 1. etape: Bédoin – Chalet Reynard (Mount Ventoux)

Verdensklasse. Intet mindre! 1. etape forløb fuldstændig som den skulle; alt klappede – selv lidt publikum var der på ruten.

Vi havde 13 grader ved afgang kl. 8.00, og resten af dagen mellem 15-25 grader – afsluttende på i Chalet Reynard i knap 1.500 meters højde. Det findes ikke bedre. Og det er i oktober måned.

Det organisatoriske spiller bare – god plads på vejene, politi og marshalls utallige steder, hjælpere og bare højt humør, sindssygt gode forplejningszoner; ja, jeg er dælme godt tilfreds efter dagen i Provence. Men jeg har også lige fået 15 minutters massage og 2 kolde colaer.

Niveauet er afskyeligt højt. Efter en kort neutraliseret start blev der ellers lukket op, og selvom stigninger Col de Murs og den efterfølgende Col d’Ligne knap står på 5% i snit, så blev begge stigninger kørt med håndtaget helt i bund. Jeg sad med vel vidende at regningen måtte komme senere. Og det gjorde den.

Fredagens etape på 98km lyder måske ikke af så meget, men det går op og ned konstant her i baglandet omkring Mount Ventoux. Netop da vi rammer Col de la Liguière med knap 60 kilometer i benene slår jeg ud – helt ud. Jeg sidder på daværende tidspunkt i elastikken i gruppe 2, men kan mærke at det strammer til. Jeg kører den 10 kilometer lange stigning, går i depot og får fyldt godt på. Herefter venter dagens sidste stigning – Mont Ventoux. Etapen slutter i 1.420 meters højde, og jeg formår at finde mig selv igen på den lange opstigning. Det passer mig bare bedre at pace mig selv i bjergrigt terræn – jeg kører vidst for få cykelløb.

Jeg er placeret omkring nummer 40 i alt. Og vi er 320 deltagere til start. Men der er eddermame ikke meget off-season over det hernede.

Optakt 2. etape: Forventninger om mere smerte 

Mens mange mennesker i morgen glæder sig til en lørdagsdinger med vennerne i Danmark. Måske også Il Lombardia i fjerneren senere, da har vi udsigt til mere natur, flere stigninger, masser af smerte, sved – og godt vejr! Sådan en lørdag venter mig i det sydfranske. Jeg glæder mig, også selvom formen slet ikke er hvad den har været i år.

Ruteprofil: Bédoin – Mount Ventoux

Hvor fredagens etape var en etape med start i Bédoin og mål 6 kilometer fra toppen, venter der lørdag en rute med endnu en start i Bédoin og mål helt på toppen af Mount Ventoux.  Programmet lyder på 97 kilometer med 2.700 højdemeter. En fransk dude, som jeg spiste frokost med formanede mig – midt i én af mine lårkramper – at lørdagen er markant hårdere end 1. etape. Av.

Fra Bédoin går det stik vest i lutter nyt terræn. De første knap 30 kilometer er faktisk enten nedad eller fladt. Det vil ændre sig i løbet af dagen, men starten ser ganske human ud. Men jeg ved, at det minder om at køre Grejsdalsløbet i gruppe 1. Der kommer herefter tre-fire stigninger lige efter hinanden. Det er sådan et massive-centrale terræn, som jeg har hørt så meget om, når den gode Rolf Sørensen beretter om et ultrahårdt terræn. De er ikke markeret som selvstændige stigninger i roadbook, men nu ved jeg hvad som venter mig. Nå ja, og så til toppen af Mount Ventoux.

Her sidst på fredagen evaluerer jeg kort: I dag var noget af en mundfuld. Benene er tunge, men jeg er endnu engang imponeret over set-up’et hernede. Der er en sindssyg god stemning. Selvom alle deltagere på en eller anden måde er hinandens modstandere, så er vi også lidt på hold sammen, og man ønsker hinanden det bedste. Uanset hvad; når terrænet er så heftigt, så er konkurrencen med (mod) sig selv også rigeligt.