Så kom vi afsted til Fransk bjergeventyr Søren Kuipers og jeg, og af mange skøre cykelprojekter jeg har kastet mig ud i, så er det her nok alligevel det skøreste. Ikke fordi Haute Route er skørt, det er monster fedt – men optakten har mildest talt været anderledes. 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk 

Til bjergcykelløb, uden træning

Nu ved jeg godt at cykelryttere ALTID siger de ikke har trænet, men jeg har helt seriøst – ikke trænet – grundet en alvorlig hjernerystelse og derefter 14 dages sygdom, har jeg siden 1. April været på cyklen helt præcist – 150km, og i 2022 har jeg samlet cyklet ligegodt 1000km, altså inden jeg cyklede i dag (nu er jeg lige over 1000km).

Med den mængde træning kan det synes lettere hjernedødt at tage til Frankrig og still op i Haute Route – Alpe d’Huez, men beslutningen var taget helt tilbage i slutningen af Februar hvor jeg var i Belgien og køre Kuurne og Omloop, og da jeg skulle køre i bil med Søren, og det er en lang tur alene, så måtte jeg afsted.

Planlægningen kunne være bedre

Søren er i ret god form, selvom han siger formen er lidt nedadgående, men også han har haft travlt den sidste måneds tid, så mindre træning, og ingen af os havde rigtigt fået kigget sindsygt grundigt på løbet vi skulle afsted i onsdags.

Det skulle vi nok have gjort, for vi troede begge to at ture herned ville tage omkring 12 timer, plus lidt pauser, den var 17 timer, i ren køretid… ups, så var det lidt sent at tage afsted onsdag aften klokken 2030, når man skulle stå klar på stregen fredag morgen, klokken 07.00 sharp.

Det blev en frisk tur sydpå, hvor vi holdt pause i sammenlagt 30 minutter, og landede på hotellet fredag, klokken 13:30, præcis 17 timer senere. At sige vi var friske ved ankomst ville være en direkte løgn. Alligevel tænkte vi at det ville være godt at rulle benene igennem, og hvad er mere oplagt, dagen inden en bjergetape, end at rulle benene, op og ned af Alpe d’Huez… rigtig mange ting er mere oplagte, men det gjorde vi, og var totalt smadrede bagefter, begge to, arg men altså, gøg og gokke på tur.

Herefter var det ned til Race Brief, som var ganske underholdende, inde i et stort auditorium, hvor ruten gåes igennem, og reglerne opsummeres… hold dig i højre siden af vejen, hav rød baglygte på, lad være med at smide skrald – det almindelige.

Udenfor kunne man få justeret cykel, købe merchandise, få kaffe, eller en lille øl hvis man var til det, og der var også “pasta party” – det er virkelig et fedt set-up og folk er meget venlige og glade, franskemændende er dog stadig ikke verdensmestre i Engelsk, så i flere situationer måtte vi klare os med fagter og gebrokkent fransk, det har sin charme, synes jeg.

Himlen derimod varslede ikke just solskin, til morgendagens etape.

Regnvejr og ruteændringer

På Facebook (hvis du følger med der), havde jeg varslet at heldagsregn ville betyde en DNS for mig, jeg skulle ikke nyde noget af våde alpenedkørsler med et hovede der stadig er ved at komme sig efter hjernerystelse, men om morgenen så vejret fint ud, og jeg tog chancen, og håbede jeg ville nå dagens højdepunkt Croix de fer (2000 moh) og ned igen, inden den “lovede” regn på YR ville falde, det viste sig at holde stik, på nær de sidste 4km nedkørsel, som var gange tilforladelige i sværhedsgrad.

Den ringe vejrudsigt betød dog at alle skulle køre samme rute, og der altså ikke var en “Original” rute på 123km og 3750hm og en “Compact” på 90km og 3000hm, vi skulle alle køre Compact. Fint nok, og det passede også Søren meget godt, da han ikke synes han havde kongeben, på vores lille bjergtest på Alpen.

At Sørens knap så gode ben rakte til en sammenlagt 16. plads, kan han selv få lov at berette om i morgen, bæstet fra Beder er bare en adonis på cykel, der kører rocker hamrende godt, og helt naturstridigt godt opad, trods sin ganske almindelig “danskerstatur” på +85kg.

Mit løb, kontrolleret, sjovt, hårdt.

Det er utroligt hvilke tanker og følelser man kan nå igennem på godt 6 timer, vejen fra optur til total resignation er overraskende kort. Vi startede med en neutral masterkørsel ned ad Alpe d’Huez, en håbløs beslutning af arrangøren, det er aldrig sjov at ligge bag en bil der kører 30km/t nedad et bjerg, 250 mand, men det er også den eneste svipser jeg kan sætte en finger på, i et ellers rigtig godt arrangeret cykelløb.

Jeg befinder mig fint i et felt, og endte i forreste geled lige bag bilen, det passede mig bedst – og derfor var jeg så også forreste mand, da jeg endelig kom til det punkt hvor tidtagningen startede, her blev der giver MAX pulver ud af dagens eneste flade stykke på 2,5km – +40km/t, jeg sad med, uden at overanstrenge mig og i det øjeblik bjerget startede, fandt jeg mit eget, meget adstadige tempo, som jeg holdt hele dagen.

Croix de Fer starter med nogle ramper på omrking 10% som jeg synes pænt hårdt at forcere, og faktisk var jeg allerede her ved at tænke, ej, ej, ej, det går sgu ikke det her, og overvejede helt seriøst at vende om, og så rulle hjem, men turen retur opad Alpen det gad jeg heller ikke, og slet ikke hvis jeg var DNFet, så jeg tænkte nu kører du op på toppen af den knold her, så kører du ned igen, og hvis der er helt udsolgt, så må du jo DNFe i bunden af Alpen.

Så galt gik det heldigvis ikke, og faktisk er Croix de Fer en ret spiselig stigning, når de første stejle sektioner er oversået, så det gik faktisk fint, indtil 2km fra toppen, hvor jeg fik dagens første rigtige krise, 4km/t i timen tilbagelagde jeg de sidste 2km med, det er alligevel ret langsomt, men op kom jeg da.

Depotet var fint, uden at være ekstravagant, der var pizza, lufttørret skinke, noget energihalløj og cola – mere har man ikke brug for, vejret så til gengæld for alvor truende ud nu, så det blev et kort pitstop, og så ned igen.

Nedkørsel og de første kramper

Jeg kører naturligvis ikke ligeså stærkt som profferne, der tager den ned med omkring 80 i timen (sindsygt) – jeg ramte omkring 50, det synes jeg var rigeligt hurtigt, det var omkring 10 grader, og mine ben blev virkelig kolde på vej ned, da jeg endelig skulle arbejde lidt igen, satte kramperne ind, men jeg fik drukket lidt vand og arbejdet dem væk.

Kom helskindet ned, og havde nu kun 18km tilbage, den lange bagvej opad alpen, og nu regnede det, for alvor. Det gik ikke stærkt og jeg blev overhalet en del bagfra, fordelen ved at jeg var starter solidt i front, var jeg blev overhalet løbende hele dagen, det var meget hyggeligt, i stedet for at ligge solo, der kom mange opmuntrende tilråb.

De første 10km gik ok, selvom det gik langsomt, de sidste 8 var sindsygt hårde, temperaturen faldt til 6 grader, og jeg var helt tømt for energi, og fuldstændigt gennemblødt og iskold, med 4km til mål, var kunne jeg godt fornemme jeg ikke kom op til stregen, uden at gøre noget.

Så jeg måtte af cyklen, få pulsen ned, fandt et sted med læ, stod af, fik pulsen ned, spiste min “emergency” Kit Kat fra baglommen, og drak min sidste halve dunk energidrik. Det var det der skulle til, jeg var ikke flyvende, men jeg kom i mål, ret træt, og ret glad!

Det blev til en 200. plads, ud af 227 finishers, og der var vist en 40 stykker der DNFede på dagen, har jeg hørt, men har ikke selv fundet tal på det. Jeg var så træt af jeg ikke fik taget et eneste billede da jeg kom i mål, beklager, der var slukket.

Kanon velkomstkomite

Søren havde ventet, så da jeg kom ind i hallen vi har til rådighed kom han mig i møde med en stor krammer og et “godt kørt” – ja, det synes jeg faktisk også, også selvom jeg blev nummer 200 og han blev nummer 16. Danske Bundgaard fra Velofit endte først i mål, med 3 minutter ned til nummer to – hvor er han bare vild altså!

Det var virkelig en god dag, og tænk at det lykkedes at komme igennem, selvom det var været helt elendigt med træningen det sidste halve år, jeg forstår ikke helt selv hvordan det lykkedes, men det gjorde det altså!

Dagen blev afsluttet med massage, kaffe og en enkelt øl, og fantastiske pizza fra Pinocchio, jeg har trætte ben, men selfølgelig skal jeg ud og cykle igen i morgen. 2. Etape, 69km 2100hm, jeg håber benene vil det samme som i dag, så skal jeg nok snige mig igennem.