Det er et af højdepunkterne i kalenderen, årets mini gadeløb i Aarhus. En kort og intens affære, ligesom festen under og efter, en fest der i cykelsammenhænge er stor og gennemført, men væk næsten inden den går igang. Jeg var hjemme klokken 21:10 – men følte det som om jeg havde været ude til klokken 04. Det måske mest autentiske cykelarrangement i DK!
Af: Uggi Kaldan
Grand Prix – Gruppo Sportivo Velopresse!
For mit vedkommende gik optakten til cykelløb allerede i gang fra morgenstunden da jeg var sendt til Hobro for at dække Amatør VM af DCU, det kan du læse mere om i løbet af weekenden, og i øvrigt se billeder inde på DCUs FACEBOOK.
Anyway, det blev en hektisk optakt, landede hjemme klokken 17:30 – hurtigt bad, på med noget cykeltøj, tømme kamera for billeder, pakke en taske, ud på cyklen. Ankomst på Ingerslevs bvld. klokken ca.18:10. Indskrivning, som på dagen foregik ved at man fik tegnet et nummer på højre hånd med en sprittusch! Skyde et par billeder, køre et par omganges opvarmning – hmmm benene føltes lidt stive, men et par spurter fik låst kroppen op, og pulsen var flink nok til at komme ned igen, så det skulle nok gå.
Først junior race… hvor drenge bliver til mænd, om ikke andet så i hvert fald på podiet!
Da der blev kørt juniorrace stod jeg klar til at få en plads på stregen, så jeg har desvære ingen billeder herfra. Der bliver kørt én omgang med master, og så en omgang “fri fyr” – 1.1 kilometer er runden, så det er fuld gas fra start til slut… det blev Frederik Bjørn Sørensen der tog sig af sejren, og der blev kørt om den, for der var mulighed for lidt nærkontakt med et par kønne podiepiger, og den slags lader man jo ikke gå fra sig :)
Seniorrace – gik ikke helt som planlagt, sådan går det, når man er en kylling!
Fik tilkæmpet mig en udemærket position på stregen, men må også sande at jeg ikke er særligt god til at holde en god position i et hurtigt felt. Den aldrende redaktør er sgu ikke helt så frygtløs som jeg var engang. I hvert fald var jeg røget en del placeringer tilbage allerede på masteromgangen, og bedre blev det ikke på 2. omgang, hvor feltet foranlediget af masteren kørte forkert (master MCen kom også til at skyde en genvej på første omgang). Jeg kom i hvert fald ind i andet sving efter start på yder – ydersiden, og endte med at blive presset ind på et lukket fortov – mere flygtløse ryttere havde givetvis bevaret pladsen i feltet, men sådan går det når man er den der trækker sig lidt i nærkampene.
Desværre betød det at jeg endte ca.50 meter bag bagerste mand i det 60 mand store felt, allerede inden løbet var ordeligt igang, det var jo lidt en bet – der var ikke andet for end at køre sig op. Jeg nåede op til det der skulle vise sig at være en godt kørende gruppe 2, men det kostede. De fleste omgange sad jeg bagerst i gruppen som det tynde øl, og på næstsidste omgang måtte jeg slippe, og i sidste sving inden sidste omgang inkassere ydmygelsen at blive hentet af de hurtige i front – æv, man ryger ud når man er lappet, surt show.
Benene var ikke på nogen måde til at køre med i front, men til GPGSV hvor der er proffer, A ryttere og andre hurtige folk til start, så er målsætningen som regel (for mig altså) ikke at blive taget med en omgang og gennemføre, den målsætning holdt så ikke i år.
Danmarks flotteste podie – cykelløb er og skal være en fest!
Først over stregen blev Morten Abel. Det er lidt atypisk for Abel at vinde et gadeløb, da han ellers mest er kendt som en fremragende TT rytter, der lige har manglet det afgørende punch. Det manglede han ikke i går! Den gamle ræv fra cykelbanen, Michael Berling, betroede mig efter løbet, at Abels deltagelse i den åbne banetræning hver onsdag på Aarhus Cykelbane har gjort ham til en mere komplet rytter, man burde komme lidt mere ud på banen næste år!
Abel er i øvrigt nybagt far til Mynte på 6 måneder (TILLYKKE!!) – som naturligvis var med på podiet! De øvrigt pladser blev besat af Jakob Frandsen fra Team Jutlander Bank på 2.pladsen der henviste Thomas Bank fra Team Ridley-Briancon til 3.pladsen!
Lidt hurtigt fakta… Abel kørte sin hurtigste omgang med 56 km/t… og da han passerede feltet i sin spurt udefra peakede han på 62,4 km/t… #monster!
Vi ses næste år!