H40 rytter Peter Holm Nielsen har gjort sig nogle interessante tanker om bagsiden af medaljen for os amatører, når en stor del af det profesionelle felt vælger at stå frem og bekende doping misbrug.
Under lørdagens træningstur med klubben, blev der snakket en del omkring de seneste nyheder omkring undskyldninger eller bekendelser fra tidligere topryttere. Alt dette fik mig til at tænke.
Som den glade amatørrytter jeg er, der slår sine folder i H40, er den seneste tids indrømmelser og undskyldninger fra tidlige topryttere, ikke noget der kommer som en stor overraskelse for mig. Ikke fordi jeg med min baggrund som cykelrytter ved mere end andre, men jeg havde et eller andet sted bare accepteret at det var mere sandsynligt at der blev brugt doping i pro feltet end at der ikke gjorde.
Jeg synes at det er godt at vi får det frem i det åbne, og at vi kan få en diskussion omkring doping. Jeg håber at alle der er involverede lige fra UCI, DCU, ryttere og holdejerne, vil kikke indad og ser at tiden (og muligheden) til at få renset ud er nu.
Desværre oplever jeg at toprytterenes bekendelser har det med at gå ud over os amatører der ligger ude på landevejen og træner, særligt tilråbet EPO-svin er brugt meget. Det har jeg hørt ofte gennem de sidste snart 15 år, jeg overlever nok, men jeg kan være bekymret for sportens fremtid på motionsplan.
Når jeg ligger og træner med klubbens unge ryttere, oplever vi også engang imellem tilråb, vi kan være ligeglade og stikke snuden i styret og træde til, men dette er jo mobning på et eller andet plan, det giver måske ikke psykiske problemer på sigt, men det kan være med til at fjerne lysten til at cykle, hvis man hver dag skal mødes med disse tilråb.
Råber du også narkoman efter folk hvis de går rundt med en guitar?
Der er lidt mærkværdigt at folk regerer således overfor amatørcykelryttere, bare fordi de professionelle har indrømmet doping. Rigtigt mange danskere har ladet sig besnære af vilde bjergtogter og “hovedløse” angreb under Tour’en og andre cykelløb. Vi har alle følt og nydt deres sejre, mærket deres nederlag når det ikke lige gik.
På samme måde som vi nyder god musik, f.eks Amy Winehouse eller andre store kunstnere. Jeg har hørt radioværter fortælle åbenlyst om Amy’s misbrug, og at det havde været med til at skabe hende som kunstner, rost hendes nye plade og spillet den i primetime. Der findes endda arrangører der hyrer disse “dopede” musikere til koncerter, vel vidende at unge mennesker ser op til disse musikere.
Flere af disse fortæller gerne at deres største nummer, er kommet til verden via brugen af stimulerende stoffer, stoffer som er på samme dopingliste som cykelryttere skal overholde, måske kan man ikke sammenligne de to direkte, men jeg synes alligevel det er tankevækkende at musikeres misbrug hyldes som kunst, hvorimod en cykelrytters misbrug er ganske forkasteligt.
I må gerne være uenige og give mig en over nakken for den holdning, men jeg har svært ved at se forskellen når vi taler om præstationsfremmende midler. Vi hylder den dopede musiker, mens vi rakker ned på den dopede cyklerytter. Nogen lader endda skuffelsen gå ud over den glade amatørrytter på landevejen, men ingen ville nogen sinde råbe narkoman til en person der komme gående med sin guitar, vel! Vi hører i nyhederne hvordan dopingssynder fra sportens verden har en dårlig indflydelse på de unge mennesker, men samme medier hylder musikere med årelangt misbrug bag sig, og giver dem priser i stort anlagte awardshows.
Det er mit håb at alle der læser det her vil huske at sige i deres omgangskreds at der altså er stor forskel på os motionister, der ligger og træner for sjov ude på landevejen, og så de professionelle der har valgt at bruge doping for at vinde. Det ændrer ikke verden at sidde i sin bil og råbe efter en “ældre” herre eller en 12 årig knægt der er ude på sin cykel, det ødelægger højest en god dag for begge parter.
Vi ses på landevejen, forhåbentlig med smil og vink, i stedet for trælse tilråb og med sure miner.
Peter