En vindblæst og mindeværdig aften. Et værdigt afskeds-arrangement for betonovalen i hjertet af Aarhus, der ikke undgik byfornyelsen, men nu må lade livet for et moderne atletikstation, der på en god dag, trækker færre tilskuere end den marginale sport banecykling gør på en halvsløj aften. I går aftes bød på den magi kun en udendørsbane kan levere: skyernes dans på himlen, de omkransende træers skygger, der blev længere i takt med at mørket faldt på. Sådan et sted får Aarhus aldrig igen.

Tekst og Foto Uggi Kaldan – overskrifter inspireret af Dan Turèlls digt: “Gennem byen en sidste gang” | AltomCykling.dk

Livet er kort og mærkeligt

Det er svært at vurdere antal tilskuere, banen er stor, og der var fyldt godt op, jeg gætter på over 1000. Kritisk masse, suset i publikum når favoritterne vandt, eller tabte, banens sidste gisp efter luft. Storslået. Arrangørerne havde fået de danske cykelstjerner Lasse Normann Leth og Michael Mørkøv iført den legendariske trikot, med Nr.7 på skuldrene, foreviget af Gunnar Nu-Hansen og Lisbet Frandsen, med deres Evergreen, Par Nr.7. Par Nr. 7, for sidste gang på betonbanen.

I morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele

Det sidste bane-arrangement blev passende Jørgen Leths æresløb, hovedpersonen var selv tilstede, og han har om nogen oplevet at æstetikken kan blive sat under pres. Da han udgav sit udskældte selvbiografiske værk, “Det uperfekte menneske“, havde han næppe forestillet sig den mediestorm der fulgte, trods advarsler fra sin redaktør.

Informations Erik Skyum-Nielsen satte i 2019 ord på hele skandalen, der var tæt på at blæse Jørgen Leth helt omkuld, men Leth blev taget i nåde, selvom han aldrig undskyldte for at være et erotisk, legende menneske, der blandede, stilgreb, fantasi og erindring sammen, men hvem gider egentlig også undskylde til et blodtørstigt Ekstra Bladet, der insisterede på at manden skulle slagtes, med et velvilligt politiken segment som heppekor.

Et sidste beskedent ønske

Nu er det slut med fantastisk lys, lange skygger, aflyste cykelløb pga. regnvejr, kolde fødder og våd beton. Vilde Joachim Parbo vrider betonen for den sidste magi med sit Grote Prijs i slutningen af Oktober, inden banen endeligt skal være rømmet, d.1. November, og gravemaskinernes larvefødder erstatter smalle cykelhjul, og et stykke Aarhus historie pulveriseres og sælges i små stykker, som Berlinmuren der til sidst også måtte falde, da fremskridtet på den anden side blev umuligt at ignorere.

Afsked med alting og hinanden

Jeg er glad for det her ikke er den endelige afsked, for mig. Jeg opdagede først banen i forbindelse med Cykel Cross, selvom Berling og Johannes allerede havde set potentialet, før jeg så skønheden i banen, min afsked gemmer jeg til efter Grote Prijs. Tak til jer, for det kunstige åndedræt til betonen, måske er det rimeligt, at jer der åbnede vores øjne for banen, også var dem der træk tæppet væk under banen, og modarbejdede fredningen som banen var indstillet til. Jeg kommer altid til at mene det var en gigantisk fejl at den fredning ikke blev gennemført, oaserne forsvinder i Aarhus.