Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti står for døren! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne går i Bolzano på mandag den 24. juli. AoC’s Søren Kuipers og hans gode ven Jens på 77 år er afsted for at cykle det femdages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.
Af Jens Olesen & Søren Kuipers | Foto Søren Kuipers & Uggi Kaldan / AltomCykling.dk
Vi er klar til Dolomitterne
Jens er 77 år, og han og jeg har kørt uendeligt mange kilometer sammen. Vi har adskillige gange været cykelrejsemakkere. Efterhånden er niveauforskellen på os dog ved at være mere udtalt, så cykeldage i bjergene bliver ofte tilbragt på mere og mere forskellige steder på de europæiske skråninger, og hvad gør man så, når man fortsat ønsker at dele de unikke cykeloplevelser? Vi forsøger os i den kommende uge med det femdage lage motionsetapeløb Giro delle Dolomiti. Du kan læse mere om løbskonceptet her.
Vi var så heldige at være inviteret i Bagerstop af Martin Weibel i det tidlige forår. Har du ikke hørt episoden, så fang den lige her!
Jens’ tager dig med til dolomitterne
På 1. etape kommer vi over den mindre stigning San Lugano, som Giro delle Dolomiti lægger vejen forbi i år. En smuk tur med masser af humane højdemeter. Jeg glæder mig til giroens første etape og Alpe di Pampeago, som jeg ikke har kørt tidligere. Stigningen som går parallelt med Passo Lavazé, hvor man på toppen risikerer at skulle køre slalom mellem græssende køer. Om det samme gælder Pampeago. Det får vi at se.
Første gang vi kørte den berømte Sella Ronda var i 2012. Vi kørte dengang ud fra Canazei og mod uret som også er ruten i år i Giro delle Dolomiti på 2. etape. Dengang havde der været uvejr natten forinden, og der kunne måske være problemer med at passere Passo Gardena. Vi tog chancen, og heldigvis var der åbent. Det var første gang vi kørte i Dolomitterne, og er der noget smukkere sted end Sella Ronda? Tror det næppe. En betagende tur for sådanne fladlandsspecialister som os danskere.
Hvor ofte kan man køre fire pas – tre af dem i mere end 2.000 meters højde – på under 60 km?
På 3. etape venter det sagnomspundne Passo dello Stelvio: Der har vi været én gang før. I 2016. Udgangspunktet var Bormio. Og som ihærdig cykelrytter vil man jo gerne have Stelvio på sit CV. Vi havde over morgenmaden aftalt at bestige Stelvio fra to sider. Først fra Bormio, ned igennem Schweiz og så op fra nord via Prato dello Stelvio.
I 2016 kunne jeg, med Mortirolo og Gavia i benene fra dagen før, ikke overskue at skulle op ad Stelvio fra begge sider denne dag, så jeg i år skal jeg prøve fra Prato-siden med mulighed for at få denne skalp i bæltet også.
4. etape etape i årets Giro delle Dolomiti har i år også Passo Fedaia på menuen. Vi har et særligt forhold til opstigningen af dette bjerg. Første gang, 2012, var dette pas også med på vores rute. Vi vidste intet om at køre i bjerge, og endnu mindre om Passo Fedaia. Dengang kom vi fra østsiden: Vi havde en lille pause inden det for alvor gik løs, og pludselig blev vi overhalet af en masse cykelryttere. Vi blander os og kører med. Der er en lille tunnel, stigningsprocenterne stiger i det uendelige. Dejligt at have nogen at følges med, der bliver heppet og hujet, tilbudt vand og cola undervejs.
Vejen er spærret for anden trafik, så på den sidste hårde kilometer kunne man roligt køre slalom på vejen (der var også andre der kendte dette fif). Fantastisk stemning undervejs, og på toppen var der samling på feltet, fantastisk, endelig oppe og boder med mad og drikke, snak med forskellige mennesker,mange nationaliteter om, hvordan det var gået. Det var så første møde med Giro delle Dolomiti – det var nemlig dette løb vi var havnet midt i – og det glemmer man ikke sådan lige.
Det gjorde det noget nemmere at bestige dette fantastiske bjerg. Vi glæder os rigtig meget til – på fjerde etape – igen at bestige dette bjerg, og så fra vestsiden, som nok er noget nemmere forhåbentlig undgås der således slalomkørsel på vejen den sidste kilometer), og så igen at opleve den dejlige stemning, når vi samles oppe på toppen – og denne gang som fuldgyldig deltager.
5. etape i Giro delle Dolomiti 2023. Det ser ud til at være en hård start med én benhård stigning, som kommer næsten med det samme. Området for os er en smule ukendt, men i 2016 havde vi et par dage i Castelfondo lidt syd for. Her boede vi hos Bruno. Han havde en del æbleplantager, så mon ikke vi kommer til at køre igennem de mange æblelunde. Dagens eneste stigning lyder på knap 1.110 højdemeter på cirka 13km. Sidste dag i Giroen, og med mange gode oplevelser i bagagen. Jeg tror det passer perfekt til ben som så verdens lys første gang i 1946.
Søren tager til Italien på Canyon Ultimate CFR eTap
Efter vores tur i Bagerstop i april måned har jeg fået muligheden af Carsten fra Canyon, Danmark, givet mig muligheden for at drøne op og ned af de italienske bjerge på en ægte landevejsracer.
“Når du nu skal i bjergene og cykle med ham den seje Jens, så synes jeg du skal prøve at køre på en moderne bjergcykel dernede!” Det var vel sæsonens største surprise!
Tysk køremaskine – på 2 hjul!
Det betyder, at jeg i næste uge stiller til start i Bolzano med en Canyon Ultimate CFR eTap. Den kommer med SRAMs topklasse gear- og bremsegruppe SRAM Red. Hookless hjul fra Zipp, 3D-printet saddel og meget andet lir. Fyffer – en bjergmaskine.
Carsten forventer til gengæld, at jeg sætter lidt spot på cyklens herligheder, og hvordan den (og jeg) klarer strabasserne i det norditalienske, når Giro delle Dolomitis fem bjergetaper skal forceres. Det bliver seriøst ikke noget problem, jeg er allerede imponeret, det er simpelthen en rocker fed cykel, og jeg kender den allerede særdeles godt efter et par måneders tilvænning.
En fed cykel, med de bedste komponenter!
Cyklen leveres med komponenter fra allerhøjeste niveau. Blandt andet har jeg fået fornøjelsen af at prøve kræfter med et omdiskuteret tubeless-ready hjulsæt fra Zipp. Omdiskuteret da det drejer sig om deres 353nsw hookless version, som jeg selv har monteret tubeless med GP5000s TR dæk i størrelse 28mm. Det kører som en drøm.
Hjulene ruller sindssygt godt, og jeg er blevet meget positivt overrasket over komforten ved 28mm dækkene, som måler lidt mere på fælgene og snarere ligner 29-30mm, når de er monteret. Dæktrykket lidt under 5bar har jeg allerede vænnet mig til – og jeg glæder mig til at køre på netop disse hjul i bjergene. Har aldrig prøvet noget lignende i bjerge.
CFR-rammen er Canyons letteste og bedste ramme designet til allround-terræn. Det er samme ramme, som bl.a. Movistar og Alpecin forcerer bjergrigt terræn på. Det er virkelig en drøm at køre rundt på sådan en ramme. Cyklen opgives til 6,66kg og med flaskeholdere og pedaler lander den lige omkring 7kg. Jeg kommer fortsat til at skulle huske på at lade de to batterier op til gearene – til både forskifter og bagskifter – ellers får jeg seriøse problemer derude.
Sadlen er også 3D-printet og er den perforerede Fizik Antares Versus R1. Denne high-performance sadel er virkelig stiv. Jeg sidder suverænt på den.
Cyklen er udstyret med SRAMs Red gear- og bremsegruppe, og det integrerede power-meter fungerer bare skidegodt; det er supernemt at kalibrere, skifte batteri og generelt holde. Jeg er fan. Foran har den 50/37 klinger, og de 12 gear bagpå spænder fra 10 til 33 tænder. Det er nok det eneste usikkerhedsmoment for mig. Er gearingen lav nok? Jeg satser på det holder i Dolomitterne. Det kræver gode ben, men det satser jeg også på at have. Træningen har jeg ihvertfald gjort – omend jeg har døjet med lidt knæsmerter de sidste tre uger.
Husk at hvis I skulle have fået lyst til at gøre os selskab til Giro delle Dolomiti her i 2023, så giver arrangørerne fortsat læsere af bloggen 10% rabat. Brug koden: 46DAN2023 Tilmeld dig her.
Hav en masse gode cykelture derude og læs videre om vores oplevelser – vi ses!