Min pulsmåler er løbet tør for strøm, og jeg har derfor det seneste stykke tid alene kørt efter watt. Eller, jeg kører faktisk ikke efter watt. Jeg sidder bare og kigger på tallet med mellemrum ,og enten går det godt (+400 watt opad, uden problemer, partytime) eller knap så godt, (under 200 watt, på flad vej, og ben der er ved at eksplodere… festen er slut, som regel for tidligt).

Tekst og Foto Uggi Kaldan

Mange elsker wattmåleren, andre…

Wattmåleren er efterhånden blevet noget rigtig mange har. Det er ikke kun profferne, der kører med sådan én (nogle proffer kører faktisk uden), men nu er alle os motionister for alvor kommet med på vognen. Jeg synes det er sjovt.

Andre synes det er noget der kun er forbeholdt dem der træner seriøst, og måske endda heller ikke dem. Den holdning er det helt ok at have. Nogle gange kan det endda være direkte deprimerende, at blive bekræftet i hvor langsom og dårlig man pludselig er blevet. For nogle kan det ende med helt at ødelægge glæden ved at cykle.

Hvis det er tilfældet, så bør man sælge sin wattmåler, hurtigst muligt.

I dag var jeg ude og cykle en lang tur med min cykelbuddy Jonas, der i 2019 også stævner ud i AoC kluns ved lejligheder, og måske skriver han endda en enkelt artikel en dag. Jonas synes watt er præcis ligeså sjove som jeg gør.

Jeg havde gode ben, Jonas knap så gode. Så kunne vi sidde og nørde lidt tal. Normalt kører vi mere eller mindre lige op. I dag var jeg den friskeste. Man kunne naturligvis have snakket om at være frisk kontra ikke frisk, uden en wattmåler, men det var nu alligevel en meget sjov dimension at have med.

For fanden, kunne du holde 400 op over, så tror da pokker jeg ikke kunne holde hjul!? Kører du kun 300? Hvad vejer din cykel egentlig? Hvad med de der Over Sized Pulley Wheels fra CeramicSpeed, hvor mange watt tror du egentlig jeg sparer hvis jeg køber sådan nogen? osv….

Intervaller vs. long rides.

Intervaller er det nye sort. Hvis du vil i god form, så kør intervaller. Særligt hvis du ikke har masser af tid. Det er der ingen der har. Det er moderne at have travlt. Så derfor, intervaller. Jeg er mega dårlig til intervaller, endda selvom jeg har en wattmåler.

Det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af at køre dem, jeg synes simpelthen bare det er kedeligt. Selvfølgelig er det lidt paradoksalt at synes wattmåleren er et sjovt stykke værktøj, og så samtidig hade det den egentlig er udviklet til, men heldigvis er det jo ikke alt her i livet der skal give mening, på et højere plan.

Resultatet af at jeg synes det er kedeligt at køre intervaller, det er at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at holde en træningsplan, hvor de indgår. Det dræber simpelthen lysten til at cykle (for mig) – og det dur jo ikke.

Problemet er at jeg godt kan li at deltage i de lange distancer til div. motionscykelløb; Hærvejsløbet fra grænsen, Kongeetapen, Grejsdalsløbet 220km. mf. Der bliver man altså nødt til at træne lidt. Hvis det ikke skal være ren overlevelse at komme igennem. Men ingen intervaller?

Nej. Det der virker for mig, er kaffe! Eller rettere, gode kaffestop, og lange træningsture, uden intervaller. På billedet er det Velofit i Aarhus der har leveret kaffen, efter dagens 140km træningstur. Tanken om at den kaffe ventede, bar mig gennem de sidste 20 kilometer på turen.

Det sidste måneds tid har jeg nået minimum én tur hver uge, på mindst 100km. Det har virkelig rykket min form mærkbart. Så hvis du, ligesom mig, er dårlig til at overholde et struktureret træningsprogram, så prøv de lange ture. Du bliver måske ingen væddeløber, men der skal nok komme noget form, særligt hvis du også tillader dig selv en lille bakkespurt i ny og næ.

Hov… er det ikke en slags interval du kører der så? Jo, fuldstændigt rigtigt!, – men det er ikke et interval, der er dikteret til mig af en maskine, men et naturligt interval. Jeg vil vove at påstå at de fleste gerne vil køre lidt hurtigt, når de rammer en bakke, så sørg for at køre over nogle bakker, når du kører langt, hvis du gerne vil se din form gå opad, og ligesom mig har det lidt svært med 40/20, 10minutters medio, 8 x 2, og hvad det nu ellers hedder.

Sjovt nok, glemmer selv wattnørder, pludselig alt om watt!

Selvfølgelig kører jeg med det jeg kan på bakkerne, når benene føles gode. 400+, hu hej, gode ben i dag. Kæft jeg er god. Tænk hvis jeg vejede 30kg mindre. Så er 400 watt altså ret godt, tænker jeg… som om det nogensinde sker.

Eller tænk hvis jeg kunne træde 400 på alle bakkerne, hele vejen. Det kan jeg naturligvis ikke. Sjovt nok husker jeg som regel kun hvor mange watt jeg kørte på de første bakker, når jeg kommer hjem fra en lang tur. Men jeg rullede jo også bare af på turens sidste 30 – 40 kilometer, ikke?

Der findes også situationer hvor jeg helt holder op med at se på wattmåleren. Det sker særligt i medvind. Helt specifikt i medvind, på flad vej. Ikke sjældent på Langelinie, på vej mod øst. På vej mod Aarhus, på vej hjem.

Når jeg så banker afsted, i 20km, med 45km/t (og wattmåleren viser 200watt fordi det er tæt på stiv kuling fra vest), så er det som om jeg ikke rigtigt ser tallet 200, men kun kan se tallet 45. Så er jeg Cancellara. Så handler det pludselig bare om at køre hurtigt. Hvem fanden gider kigge på watt?

Jeg gider, bare ikke hele tiden.

God træning derude!

PS: Her kan du i øvrigt se lidt watt, fra dagens tur, hvis du synes den slags er sjovt: STRAVA