Vi havde bestemt at vi ville køre efter at komme først over stregen, og det gjorde vi!

Af Tine Rasch Hansen

AltomCykling.dk stillede til start i Tour de Femme med 3 ryttere, Johanne, Kristina og Tine, her er Tines beretning fra en fed dag, som vist ikke kunne være gået meget bedre for det lille blog hold :)  

Jeg var den der mødte mest frisk op. Johanne havde været til polterabend og Kristina havde drukket øl på cykelbanen efter Cykelcross festen Groethe Preijs III. Jeg havde som den fornuftige cykelrytter valgt at holde  mig på sofaen lørdag aften inden løb. Rimeligt røvkedeligt, men det kom mig altså til gode på dagen. I øvrigt ville jeg have været døden nær, hvis jeg skulle ha kørt med de tømmermænd, jeg normalt bliver udsat for efter en bytur, så det turde jeg ikke løbe an på.

Vi placerede os helt i front af startboksen og kørte helt i front hele vejen igennem Marselisskoven. Det blev vi enige om fordi skoven kan være lidt ”farlig”. Usigtbare sving, vådt asfalt, der kan komme en hest på tværs, busser og fulde campister og den slags.. Ja der kan ske så meget. Så vi havde det bedst med at sidde forrest. Det var først da vi drejede til højre ved Fulden vi lod os falde lidt ned igennem frontfeltet, så vi lige kunne se folk an. Det skabte en del forvirring blandt damerne. Hvem skulle nu gå frem, og det blev lidt nervøst og gik også lidt i stå et øjeblik. Men så var der nogen der gik frem og det virkede som om de godt kunne træde, og det fik de lov til, uden at vi slap fronten helt.

Kør, kør, kør

Det gik stadig meget langsommere end det tempo vi er vant til at køre sammen med drengene, så jeg sad og fik utroligt meget lyst til at gi mere gas… fik lyst til at køre lidt ræs. Vi havde talt lidt om at stikke på en bestemt bakke lige efter vi havde kørt fra ved en hovedvej efter Odder by, men Johanne sagde lige pludselig, da vi ramte toppen af en bakke inden Odder, at det var nu: ”Kør kør kør !!!” Så kørte vi 3 ca. 10-15 min i det røde felt med frontfeltet indenfor rækkevidde et stykke tid… Det lykkedes os at få rulleskiftet til at glide og vi fik skabt en god afstand til feltet, som gjorde at vi kunne få plads til at få pulsen lidt mere ned på normalt race leje. Mega fed fornemmelse at sidde der os 3 og bare holde distancen i lækker høj fart. Vi var alle lidt spændte på om det kunne lade sig gøre at holde den rullende de sidste 70 km hjem. Jeg havde utroligt gode ben, hvilket betød at jeg kunne tage lidt længere føringer (jeg var jo den eneste uden tømmermænd), så jeg følte mig ret sikker på vi kunne gøre det, hvis ikke vi fik en defekt.

Flyvende kagestop / Pas på med at få bremserne smurt ind i en hindbærsnitte.

Johannes kæreste var rundt på ruten og gav og lidt info om tider ned til feltet og det gav os moral. Det virkede som om feltet ikke havde rutinen og styrken til at køre os ind, men vi var godt klar over at vi var nødt til at blive ved med at holde kæden stram. Vi kørte forbi det ene og det andet depot. Der er altså mange lækre depoter i Tour de Femme, og vi vidste at der lå masser af hindbærsnitter i depoterne. For pokker det var fristende. Vi talte om at vi nok godt lige kunne nå en hindbærsnitte med det forspring vi havde.. Det var sådan lidt en joke, men da vi ramte Hou tog Kristina en beslutning, og vi kørte i depot efter en hindbærsnitte. Det var en lyn visit i pit, vi var alle fast besluttet på at vi ikke skulle sætte sejren til grundet en hindbærsnitte. Jeg måtte stoppe en halv hindbærsnitte i gabet, da den var ved at falde fra hinanden, så jeg kunne næsten ikke få luft bagefter. Ret upraktisk når man gerne vil køre stærkt. Små grinende over vores stop, tonsede vi videre, men kom desværre ud i en farlig situation fordi Kristina ikke kunne bremse. Hun var blevet fedtet totalt ind i den hindbærsnitte, og der var bremserne åbenbart også. Shiiit – men vi kom os hurtigt ovenpå forskrækkelsen og fandt igen vores pace og rytme.

Ajstrup bakken skabte udskillelsen, gode ben stod for afgørelsen.

Vi mistede nok 30 sek. på det hindbærsnitstop, men det var virkelig en lækker hindbærsnitte (bare lidt ærgerligt den ikke rigtig kunne nydes), og jeg tror den bidrog en del til farten på de sidste 25 km hjemad. På Ajstrup bakken måtte Kristina slippe. Johanne og jeg overvejede om vi skulle vente, men blev enige om at give gas selv, da Kristina havde siddet en del på kanten i vores udbrud. Vi håbede bare hun kunne holde fast i 3. Pladsen hele vejen i mål. Vi samarbejde igennem Marselisskoven, og da vi ramte den lille bakke ved Varna Palæet, så jeg mit snit til at trykke speederen fuldstændigt i bund. Jeg fik helt enormt ondt i mine ben, men det skabte et hul og jeg kom først over stegen. Johanne er klart hurtigere en mig i spurten, så min eneste chance for at komme væk og tage sejren var den lille stigning. Det føltes dog ret tamt at skulle køre imod sit eget team, så jeg håber der er flere at køre ræs med til næste år.

På målstregen stod både holdkammerater fra team AltomCykling og vores sponsor TRX Aarhus og tog imod og delte glæden med os. En helt igennem fed oplevelse og dejligt at få mod på cykelløb igen, efter en ret ubehagelig oplevelse ved Marselisløbet, som jeg personligt aldrig kører igen. Der blev kørt alt for aggressivt, og der opstod mange farlige situationer grundet trafik.

Alt i alt er Tour de Femme et rigtigt gennemført og godt arrangeret løb. Ruten var perfekt skiltet, og der var folk der holdt trafikken tilbage på de udsatte steder. Jeg følte mig tryg hele vejen. Gaveposen, depoter, massage og service var i top. Skønt at støtte brysterne en søndag formiddag på den måde!