AoC stiller til start i Chasing Cancellara, kom og vær med!

Sidste år deltog vi både i Silkeborg og i Farum, og det var mega sjovt begge steder, en rigtig sjov dag på rammen. Du kører som et hold på 4 personer, der skal give den max gas på en 54,6km rute, samme distance som Fabian vandt OL guld i Rio på. Good times

Af Uggi Kaldan

Samarbejdet i centrum

Man kan selvfølgelig køre efter at blive de hurtigste, men der bliver virkelig kørt hurtigt i front, så for de fleste vil det sjoveste element af Chasing Cancellara være samarbejdet på det hold man nu får sat sammen. Sådan var det i hvert fald for os sidste år. Nogle er stærke, andre er knap så stærke. Men det er faktisk utroligt sjovt at få samarbejdet til at fungere bedst muligt.

I Silkeborg havde vi Søren Kuipers til start, og han gjorde det glimrende sammen med sine 3 makkere, hvor én af dem kørte super godt, og de to andre havde deres kamp med at følge med!

Chasing Cancellara 2018

Samme scenarie udspillede sig i Farum, hvor jeg havde samlet et “all stars” hold, hvis eneste opgave var at slæbe mig i mål. Holdet bestod af Jeppe Tolbøll (A), Mathias Matz (A) og Michelle Quaade (Dame A). Det blev også en mega sjov dag, hvor jeg havde mit hyr med bare at sidde på dæk, men vi endte da på en fin 4. plads.

Desværre har vi ingen billeder af holde ude på ruten fra Farum, men sjovt var det!

Team øl i Silkeborg og AoCs bedste venner i Farum

AoC er igen i år til start både i Silkeborg og i Farum. I Silkeborg er redaktøren blevet inviteret med på “Team Beer”, et utroligt seriøst hold (som navnet antyder), vi er 4 mænd plus 40, og vi regner naturligvis med at slå alle andre, inklusive Cancellara :D :D haha.

I Farum har jeg sammensat et fantastisk hold, dog ikke så stærkt som sidste år, men med nogle af AoCs gode venner, Michelle Quaade stiller op igen, hvilket jeg er virkelig glad for, hun er altid en humørspredere, og så kører hun hurtigt.
Ultracyklisten Michael Knudsen er også til start, han har krydset Rusland på cykel, og kører en ond enkeltstart.

Sidste mand er Niki Byrgesen, tidligere banelandsholdsrytter, gæsteskribent på AoC – stoppede med at cykle en periode, men er nu tilbage på rammen. Han siger selv han bare træner for sjov, men jeg kender de der gamle cykelryttere der bare siger de ruller for sjov – og så kører de én midt over…

Det bliver nok en dag på hjul, igen, i Farum – men faktisk tog jeg én føring sidste år, så måske fordobler jeg det antal i år haha.

Kør som Cancellara

Èn af partnerne på Chasing Cancellara er ABUS, og dem har vi fået med på en sjov konkurrence blandt de hold der er meldt til, eller melder sig til én af de to afdelinger af Chasing Cancellara. 4 cykelhjelme til holder der vinder, hold øje med AoCs Facebook senere i dag.

De 4 hjelme er modellen “AirBreaker” og har en værdi af 6000 kroner, så det er ikke en dårlig præmie. Hjelmene udleveres på dagen til løbet, i str. til de 4 deltagere på jeres hold, og i valgfri farve. Så får I taget et prof billede, med ens hjelme til evig arv og eje, hjelmene må i naturligvis også beholde.

Læs mere om ABUS Airbreaker her!