Mikkel Fenneberg – kun på AltomCykling.dk
AltomCykling.dk byder velkommen til Mikkel Fenneberg som skribent. Mikkel er netop udtaget til ungdomslandsholdet og er blevet godkendt til støtte fra Team Danmark. AltomCykling.dk synes det kunne være spændende at følge en ung cykkelrytter som Mikkel, hans udvikling og oplevelser og har spurgt om han ikke vil skrive om sine oplevelser og betragtninger bloggen – det vil han gerne, velkommen til, vi glæder os meget!
Familiens andel i resultatet.
Godt nok er det kun mig og min lillebror, der træder i pedalerne, når vi og vores familie i cykelsæsonen, kører rundt i hele Danmark efter guld, men dette betyder ikke, at det kun er min og Mads’ fortjeneste, hvis resultatet på dagen er godt.
For hver gang man er til cykelløb, har man jo, som rytter brug for hjælp. Der skal skiftes hjul, der skal fyldes drikkedunke, der skal laves morgenmad og så videre. Og alt dette kan det være svært at nå selv, som cykelrytter, når der også skal varmes op, strækkes ud og ikke mindst trænes, trænes og trænes. Uden hjælp fra forældre er det svært at nå det hele, ja faktisk næsten umuligt. Cykelryttere har deres forældre på sidelinien, det er vel bare en del af ’’the image’’, og vores forældre stiller sig troligt til tjeneste hver morgen og gør næsten lige, hvad de får besked på. Det er jo fantastisk! Ikke kun for cykelryttere, men for børn generelt.
Det er altså dårlig stil at stå og råbe og skrige af dem der hjælper dig!
Men hvis du spørger mig, bør dette ikke komme ugengældt, og det er her jeg ved, at jeg kommer til at skille vandene mellem de folk, der kommer til at læse det her. For de ryttere, der tillader sig at stå og råbe og skrige af deres forældre, både før og efter et cykelløb, på trods af de har hjulpet én på alle leder og kanter hele dagen, er ifølge mig dybt, dybt pinlige. Nu er det bestemt ikke fordi, at jeg skal sidde her og spille højhellig – for jeg gør det bestemt også selv, og jeg synes, at det er lige pinligt, hver gang jeg gør det. For det faktum, at dine forældre hjælper dig med ting, som du i virkeligheden måske kunne have gjort selv, men som de alligevel gør af kærlighed og respekt til dig, er da ret fantastisk.
Nu hvor jeg lige sidder og tænker lidt over det, så er det faktisk sådan en hel kultur, forældre med børn, som er cykelryttere, har. De har næsten aldrig et roligt øjeblik i løbet af en weekend. Jo, måske, når vi er ude på ruten, men så snart vi kommer ind over stregen igen, bryder helvede ud igen.
Dette er rimeligt kritisk øjeblik på dagen. For er det nu gået godt eller skidt derude? Det kan virkelig være en rigtig stemningsdræber at få sådan en muggen cykelrytter ind, forestiller jeg mig, og man bliver alligevel lidt imponeret over de forældre der står på sidelinien! Skal måske trøste den “lille stakkel” der lige har tabt, eller også skal de bare lade ham være? Hvis der er nogle forældre til en cykelrytter, der sidder og læser det her, så lad mig give jer et råd. Lad ham være. Det er den sikreste vej frem i livet på det givne tidspunkt.
Cykelryttere vil vinde, ikke trøstes!
Tro mig. Jeg har tænkt mig at tale lige fra posen nu, bare lige så I er advaret. Cykelryttere kan altså ikke bruge hverken ’’Du gør det bare bedre næste gang skat’,’ eller ’’De kører jo også som en brækket arm søde’’ til noget. Hvis I endelig skal snakke med ham, så spørg ham da, hvorfor i alverden, at det ikke gik bedre. Så kan man da få snakket ud om tingene. Giv ham da lidt modstand! Det skal ikke være sådan, at det er svinsk. Det jeg mener er bare, at det ikke nytter noget at gå hen og behandle en cykelrytter der træner +30 timer om ugen som et børnehavebarn. Det gør man altså fordi man vil vinde, ikke trøstes.
Så vis for gud skyld respekt overfor jeres forældre, når I er ude til cykelløb. Jeg gør det måske ikke selv hele tiden, men jeg prøver da i det mindste.