Temmelig forskrækket over de høje råb trækker jeg helt ind i højre side af cykelstien på Nordre Strandvej i Aarhus i retning mod byen. Sekundet efter farer 5-6 mand forbi mig i højt tempo. Det ligner relativt uerfarne cyklister, men attituden er ikke til at tage fejl af, her kommer en flok verdensmestre, der på deres dyre cykler, og cykeltøj fra det samme mærke, hver og én; mener de har mere ret til vejen og cykelstien, end alle andre.
Cykelløjsere og Mad Max på to hjul
Tekst: Hans Plauborg | Grafik: ChatGPT | Foto Uggi Kaldan
Det er aften og der er masser af andre trafikanter, der bevæger sig i meget forskellige hastigheder: børn med deres forældre på cykler, ældre damer på elcykler, gående, kørende hele molevitten. Der er absolut intet i verden, der forsvarer den type kørsel som den her flok cykelløjsere har gang i. Gruppen kører som om de skal afgøre verdensmesterskabet mellem sig. Og det skal de sikkert også – fyraftensverdenskabet. Så verden omkring dem er fuldstændig ligegyldig. Uden betydning. De befinder sig i deres egen boble.
Jeg overvejer kortvarigt at sætte efter dem for at give dem en omgang gedigen voksen-skældud. Jeg dropper det heldigvis per instinkt. Men jeg er rasende over den hensynløse og totalt ulirens cykeladfærd, som jeg i forskellige variationer har oplevet adskillige gange.
Selvtægt på cykelstien
For det er blevet Mad Max på to hjul derude i cykellandskabet. Glem for en stund konflikterne med bilisterne. De er voldsomme og bliver både flere og farligere. Det er slemt nok de mange cyklister imellem. Alle vil eje vejen eller cykelstien og bestemme farten og alle kører på hver sin ”Interceptor” (Mad Max’s berømte bil fra filmserien) med licens til at smadre alle og enhver. Det er langt fra kun midaldrende (mandlige) cykelryttere, der er problemet. Det er mødre på stadig større og bredere el-ladcykler, der bare giver en fuck for det hele. Det er hipstere, der udlever deres sølle drømme og frihed på et el-løbehjul, og unge der slingrer frem og tilbage over en bred cykelsti, mens de kigger på deres mobiltelefon (det får man heldigvis en bøde for nu) eller knejter der kører rundt med deres store over ear noise cancelling høretelefoner, som var de totalt alene i verden (dét får man af en eller grund IKKE en bøde for). Ja sågar ældre og handicappede i deres stadig større kabinescootere hævder deres selvudnævnte ret til cykelstien.
Det er altså en meget diversificeret gruppe af cyklister, der tilsyneladende er enige om at suspendere alle regler for god opførsel, så snart de sætter sig op på en cykel. Regler de fleste af dem garanteret overholder, hvis de færdes til fods eller i bil.
Ingen cykelopdragelse
Hvorfor er der opstået et post-apokalyptisk anarki på cykelstierne og vejene i kongeriget? Gamle mænd som mig har altid og til enhver tid talt om sædernes forfald, men det er alligevel svært at forstå, og ikke mindre når man lige er kommet hjem fra ferie sydpå og der oplever en langt større hensyntagen alle trafikanter i mellem (ja, jeg ved at anekdotisk bevisførelse ikke holder en skid, men alligevel, jeg tror mange har oplevet det samme).
Jeg skal ikke gøre mig klog på alle mulige årsagsforklaringer til den generelt dårlige cykelopførsel, men når det gælder cykelryttere – altså sådan nogle som dem jeg mødte på Nordre Strandvej forleden – har jeg nogle ideer.
En af grundene er, at mange nye cykelryttere aldrig har fået en cykelopdragelse i en cykelklub. En del kommer måske fra spinning i motionscentre eller har opdaget cykling via Zwift og andre onlineplatforme, hvor man hverken skal tage nogen hensyn eller være teknisk dygtig. Man skal bare trampe i pedalerne og stirre på sine watt. Det er der mange, som har fundet ud af, at de er gode til. Men den logik kan man bare ikke overføre til fyraftensverdensmesterskabet på en offentlig vej. Det burde sige sig selv, men når man har gejlet hinanden op, forsvinder fornuften.
Kulturbærere
Når man ikke får en cykelopdragelse, mangler man cykelkultur. Før i tiden, når man meldte sig ind i en cykelklub, kunne man være sikker på at møde et par halvgamle stoddere – som ikke nødvendigvis var så gamle men bare erfarne kulturbærere – der fortalte andre, hvad man gjorde og absolut ikke gjorde, når man som cykelrytter skal dele vejen med alle mulige andre. Hvordan man kører tæt og roligt sammen ud af byen, gestikulerer og advarer hinanden mod huller, trafikanter og viser god stil. Og ja, der var også nogle af dem, der var nogle fjolser, men jer, der har mødt kulturbærerne, ved hvad jeg taler om.
Det kan godt være vi skal afgøre fyraftensverdensmesterskabet, men det foregår altså ude på den øde rundstrækning. Det var sådan nogle typer, der satte de unge og/eller uerfarne på plads, når sidstenævnte pludselig brød dekorum og fx helt umotiveret skabte ravage ved at begynde at spurte på en 150 meter kort 3% stigning. Kort sagt: de satte spillereglerne både af hensyn til oplevelsen i cykelgruppen, de andre trafikanter og den fælles sikkerhed. I dag er der ikke så mange af den slags typer og endnu færre, der tør tale alvorsord med en cykelrenegat. De erfarne tør ikke rigtig give andre en cykelopdragelse for ingen vil belæres – uanset måden og intentionerne.
Mod til at gå i rette med skør adfærd
Den lille gruppe på Nordre Strandvej i dyrt cykeltøj – men for korte sokker – var givetvis ikke med i en cykelklub (man ser virkelig ikke mange i klubtrøjer længere) og dyrker sikkert primært cykling i deres eget selskab. Gode venner, der er begyndt at cykle og finder glæde og fornøjelse ved det. Fantastisk. Men også folk, der aldrig har fået en cykelopdragelse eller en justering af en kulturbærer. De har skabt deres egne regler (eller snarere deres eget anarki), som står uimodsagt i den boble, de befinder sig i.
Det er svært at se, hvordan vi skaber en bedre cykelkultur uden opdragelse. Den opdragelse sker desværre for sjældent i (motions)cykelklubber, så der er ikke nogen vej udenom at have modet til at gå i rette med dum, skør og hensynløs adfærd, når vi møder den. Selvfølgelig primært i vores egne cykelfællesskaber, men også når vi møder særligt grove tilfælde i andres.
Jeg gjorde det ikke selv den aften på Strandvejen. Jeg var for vred, for chokeret og sikkert heller ikke modig nok.