Hans Plauborg kritiserede sidste uge VM for masters i Aalborg for at være for farligt, er der udsigt til det bliver bedre? Hans har taget en snak med Erwin Verwecken der er den UCI-ansvarlige for VM-løbsserien. Den tidligere verdensmester i cykelcross har også noteret sig, at “begivenheden” blev lidt større, end man havde regnet med, og felterne måske for store, til skade for sikkerheden. Det er blot et af mange hensyn at tage, mener han.

Tekst : Hans Plauborg | AltomCykling 

Hvad er bedømmelsen?

Helt overordnet hvordan forløb Gran Fondo VM-arrangementet i Aalborg, set fra et arrangørsynspunkt?

Erwin Verwecken (EV):
Jeg synes det gik godt. Det var erfarne tekniske arrangører vi havde i Aalborg, som også arrangerede VM i 2015. Jeg var tryg ved, at det var Henrik Jess-Jessen og hans folk, der stod bag. Begivenheden blev lidt større, end vi havde troet, og der var tale om en ny deltagerekord med over 3000 tilmeldte ryttere og godt 2700 startende. De problemer vi oplevede, og den negative feedback vi har fået fra deltagerne, handler også primært om det store antal deltagere.

Hvad tænker du om antallet af deltagere? Er der en grænse for, hvor stort sådan et arrangement kan være i forhold til sikkerheden og den sportslige værdi?  

EV:
Ja, selvfølgelig er der en grænse, men der er ikke et fast tal. I 2018 i Italien havde vi også ca. 3.000 tilmeldte. Dengang besluttede vi at begrænse antallet af kvalificerede, så det kun var de 20% bedste fra kvalifikationsløbene, der kunne deltage. Men efter Covid-19 hævede vi det igen til 25%, fordi deltagerantallet var faldet betydeligt. Med 28 kvalifikationsløb spredt ud over verden kan det være meget svært at forudsige, hvor mange der ender med at melde sig til VM-løbet. I 2025 i Australien og 2026 i Japan vil der helt sikkert ikke komme nær så mange som i Aalborg. Men jeg er ret sikker på at vi vil skærpe kvalifikationskravet i 2027 i Frankrig, så det igen er de 20% bedste fra kvalifikationsløbene.

Men var du overrasket over det store deltagerantal?

EV:
Ja absolut. Vi havde ikke troet, der ville komme så mange. Når vi ser på gravel-serien (UCI har et tilsvarende gravel-VM med tilhørende kvalifikationsløb, red.) kommer langt størstedelen af rytterne fra lande som Frankrig, Italien, Spanien, Belgien og Holland. Men i Aalborg kom de vitterligt fra hele verden, og vi kunne jo ikke pludselig melde ud, at nu var det altså alligevel kun de 20% bedste, der havde adgang til løbet.

Men der endte med at være over 400 ryttere i de største startgrupper. Er det for mange til noget, man kalder et VM?

EV:
Det synes jeg ikke. Til flere af kvalifikationsløbene er der over 1000 ryttere i en startgruppe. Og det har fungeret.

Men hvad så med de blot 5 minutter mellem startgrupperne, som jo skabte kaos og farlige situationer, når ryttere fra forskellige startgrupper smeltede sammen? Hvis det var et motionsløb ville det være fint nok, men her kører folk jo om det, både UCI og de selv ser som et verdensmesterskab.

EV:
Det er nok også det, rytterne efterfølgende har klaget mest over. Jeg er dog overbevist om, at 99% af resultaterne ikke ville have ændret sig, hvis det havde været muligt at lade grupperne køre med en times forskel. Cykelryttere tænker ofte: “Hey, denne og denne rytter er kun kommet tilbage til fronten ved at blive samlet op og sidde med i en anden gruppe.”

Men jeg har været professionel rytter i 16 sæsoner, og jeg ved, at de stærkeste og bedste ryttere – fysisk og teknisk – stort set altid er dem, der kæmper om sejren. Så er der selvfølgelig forskel på, hvilke ryttere der er tale om, hvad enten der er tale om en sprinterrute som i Aalborg eller en mere kuperet rute.  

Der er plads til forbedring!

Fra et sportsligt og sikkerhedsmæssigt synspunkt synes jeg, at der er meget stor forskel på, hvordan man kan ”tillade sig” at arrangere et fladt VM-løb og et løb i kuperet eller bjergrigt terræn. Hvis der er lange bakker eller bjerge bliver felterne hurtigt spredt ud, de stærkeste kan komme frem og det hele bliver mere sikkert og fair, end når flere hundrede mand ligger tæt sammen med 50 km/t. Hvad tænker du om det?

EV:
Jeg er ikke uenig. Det er noget vi skal evaluere på – både feltstørrelserne og intervallerne. Men det vil rent praktisk være umuligt at undgå, at felter smelter sammen. I forhold til Aalborg lavede vi nogle beregninger, og vi troede at afstanden mellem de store felter ville være større, men det er svært at forudse løbsdynamikken i de forskellige klasser. I kategorien for mænd 45-49, var der en japaner, som tidligt rev sig løs og kørte hjem som solist. 

Skal UCIs Gran Fondo VM grundlæggende være ekskluderende eller inkluderende? Hvad er det for nogle ryttere, man egentlig gerne vil henvende sig til?

EV:
Det er et godt spørgsmål. Vores kvalifikationsløb rundt om i verden har deltagere på alle mulige niveauer. Her vil vi både henvende os til folk, der bare vil gennemføre og have en god dag på cyklen, og så dem, der er med for at kvalificere sig. Ved verdensmesterskabet skal målet selvfølgelig være at få de bedste ryttere fra disse kvalifikationsbegivenheder samlet. De vil og skal køre race. Vi kalder det ”Gran Fondo-VM”, og man kan diskutere, hvad er et gran fondo? Er det i et motionsløb (cyclo sportif)? Det er i hvert fald en konkurrence på højt niveau for yngre amatører og master-ryttere. 

Så har vi nogle eksotiske kvalifikationsbegivenheder fx i Costa Rica og Brasilien. Her er der relativt få ryttere til start, og vi har besluttet, at de tre bedste fra hver kategori, de kvalificerer sig altid uanset antallet af deltagere. Er det fair i forhold til rytterne fra de store cykellande i Europa? Men der kigger vi jo på udtagelserne til elite-VM og til fx OL, hvor der også er ryttere fra små cykelnationer med i løbene. Vi ønsker at sprede cykelsporten ud i hele verden, og det skal et Gran Fondo-VM også være med til.  

Det forstår jeg, men jeg spørger til, om man dermed rammer den bedste balance mellem eksklusivitet og inklusivitet, når man kalder det et VM?

EV:
Jeg forstår godt dit spørgsmål, og det kan godt være, at man skal arbejde med en differentiering i forhold til de yngre aldersgrupper, så de bliver mere eksklusive og felterne dermed mindre. Men det er en svær balance.

Var det for farligt?

Efter min mening bør sikkerheden og den sportslige værdi gå hånd i hånd. Men mange jeg har talt med mener, at VM i Aalborg var det mest nervøse og farlige løb, de har kørt, og at den sportslige værdi var for lille.

EV:
Jeg kan sådan set godt forstå, hvis flere synes, det var farligt og nervøst at køre i store grupper på en flad rute. Den tilbagemelding har jeg også fået fra nogle stykker. Spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det. Det er også risikofyldt at køre i en gruppe på 200 eller 150. Kan vi så ikke arrangere VM i et fladt land længere? Men jeg har heldigvis fået langt flere tilbagemeldinger fra folk, der havde en fantastisk oplevelse og kom og takkede os for at have lavet det her koncept.

Men der VAR rigtig mange styrt – store og små. Hvor mange er du villig til at acceptere? Og hvis skyld er de? UCIs, de tekniske arrangørers eller rytternes egen?

EV:
Målet er jo, at der ikke skal være nogen styrt, men styrt vil altid være en del af cykling. Ansvaret for sikkerheden er alle parters. Rytterne er ansvarlige for en god opførsel, men fordi det jo er et verdensmesterskab, er de meget opsatte og vil alle gerne sidde forrest. Det er ikke anderledes end i Tour de France.

Og netop derfor stiller jeg spørgsmålet, om ikke store felter og mange sammensmeltninger af felter er er reelt sikkerhedsproblem, som arrangørerne bør være opmærksomme på, når man laver VM på en flad rute? I må være klar over at hovedparten af rytterne er meget tændte og yderst kompetitive. Når man stiller op i en national trikot og kører om VM-striber, er mange villige til at tage enorme ricisi.

EV:
Jo, men det er bestemt noget vi tager med i vores evaluering. Hvordan gør vi både kvalifikationsløbene og især VM-løbet mere sikkert især på relativt flade ruter? Og her er min holdning, at vi primært må kigge på, hvor store felterne maksimalt bør være.