Specialized CREO SL COMP 2020

GEAR: Specialized CREO – drømmen om cykeleventyr, gjort til virkelighed

GEAR: Det er ikke længe siden at en el-cykel skabte billeder på nethinden af bedstemødre på tonstunge gammeldags damecykler, der kørte langt hurtigere, end de var vandt til, og dermed skabte skræk og rædsel på cykelstierne, bestemt ikke hjulpet af hjælpemotorer, der havde deres helt eget liv. Teknologien har heldigvis udviklet sig, og vi er nogen der bare har gået og ventet på at der begyndte at komme “fede” el-cykler, på markedet, mens andre har haft svært ved at se lyset, ja, sandsynligvis har de stadig svært ved at se det.

Jeg kan faktisk godt forstå dem, for er man en motionist i god form, hvilket de fleste af AoCs læsere nok må tænkes at være, så virker det jo som decideret snyd med en el-cykel, hvis du har brug for sådan én, så betyder det jo bare du er en slapsvans, der ikke har passet din træning. I år er jeg én af de slappe “tabere”. Covid19 har gjort sit til at jeg har fået cyklet alt for lidt, det her efterår, så da jeg fik mulighed for at teste den her model, så var jeg faktisk et perfekt sted, lidt for tyk, og i så dårlig form at selv en gravel tur på 60 – 70km var en decideret udfordring (- det plejer ikke at være tilfældet).

Men for nogle er træning faktisk ikke bare noget man ikke lige for gjort, for nogle, er træning i den mængde som et langt eventyr kræver, noget der simpelthen ikke er tid til, i en travl hverdag, eller måske vil kroppen ikke være med. Hvad gør man så, hvis man stadig har drømmen om et cykeleventyr? Man kigger i retning af el-cykler, og CREO leverer.

Den forbandede fartbegrænsing

CREO er tænkt som en cykel der både kan bruges på gravel, og på landevej, – men den danske lovgivning med en max-hastighed for el-cykel (hvor motoren hjælper) på 25 km/t, betyder at gravel vil være det mest oplagte valg, for de fleste motionister. 25 km/t er simpelthen bare ikke ret hurtigt, på en flad, lige landevej. Omvendt er 25 km/t ret hurtigt, hvis du er en ældre mand eller dame, inde i byen, særligt på en cykel, der måske ikke har de bremser der helt matcher den nyfundne ungdommelige hastighed på cykel. “I get it” – det er svært at lave en lovgivning, der rammer midten af skiven, for alle scenarier.

Hvor fartbegrænsningen sætter sit tydelige præg på morskaben på landevejen, så er 25 km/t langt mere brugbart på grus, hvor en gennemsnits tur ofte lander omkring de 25 – 26 km/t. Her føles det simpelthen mere naturligt, hvor det lavere dæktryk og modstanden i gruset, piller toppen af farten. Når man endelig kommer over de 25 km/t og motoren sætter ud, så føles “springet” sjovt nok mere glidende end på landevejen, hvor man med det samme bliver opmærksom på at man kører på en tung elcykel, når hjælpen stopper, (- min oplevelse).

Personligt mener jeg begrænsningen skulle sættes op til 30 km/t, det er bare en mere naturlig “marchhastighed” på cykel, for rigtig mange, og det vil gøre den her cykel langt mere brugbar på landevejen (i Danmark), end den er lige nu, evt. kunne man gøre øgede grænse, afhængig af størrelsen på bremser, og motortype, for at undgå de mest uheldige situationer inde i byerne, som jeg personligt mener, i høj grad OGSÅ afhænger af dårligt udstyr, og ikke blot skyldes, “gamle” borgerne, der ikke kan køre på cykel.

Jeg har selv prøvet nogle af de første el-cykler, med motor i forhjulet, dårlige bremser, og endnu dårligere teknologi, i forhold til at justere kraften der hjælpes med. Nogle af de gamle modeller burde nok aldrig have været godkendt til brug på vejen, og har helt klart været med til at give el-cyklen et dårligt ry. Det er synd. For den her CREO er vitterligt noget helt andet. Det er én af de fedeste el-cykler jeg nogensinde har prøvet.

En fantastisk fed el-cykel – med LANG rækkevidde

Batteriet er indbygget i skrårøret, så det ser man ikke, det er naturligvis udskifteligt, så selv hvis du slider det op, så kan det altså udskiftes. Motoren er en effektfuld lille pakke, der virkelig er skjult godt i kranken, på driv-siden er den usynlig, modsat ses motoren, men det er en elegant og lækker pakke der ses, hvis man overhovedet bemærker det. Effekten mangler dog på ingen måde, op til 240watt lover Specialized, vi har ikke udstyr til at teste denne påstand, men jeg kan konstatere at motoren uden problemer fragtede mine 90kg opad 17% grusstigninger, i solidt tempo, mens jeg selv præsterede hvad der føles som 100 til 150watt.

Der er kraft nok til at hjælpe selv meget store ryttere, op af nærmest alle bakker, skal vi rose fartbegrænsningen lidt, så betyder 25 km/t, at man i praksis (med min vægt) ofte kører omkring 20 – 22km/t på de stejleste grusstigninger, hvilket ikke er nok til at nappe KOMer på STRAVA, så med mindre du snyder maskinen og omgår fartbegrænsningen (ja det er muligt – men naturligvis ulovligt) – så snyder du altså ikke nogen på den konto, men det kunne man naturligvis heller ikke finde på, hvis det var muligt… eller noget. Uden elektroniske begrænsninger hjælper motoren dig helt op på 45 km/t – men er det så mere en knallert end en cykel? Godt spørgsmål.

Forskellen er naturligvis, at cyklen ikke bevæger sig, med mindre du træder i pedalerne, kører du på max hjælp får du rigtig meget hjælp, 240watt er vitterligt en del, det går dog også kraftigt ud over rækkevidden, der eller er noget nær fænomenal, for mit vedkommende omkring 130km med det indbyggede batteri, og omkring 100km på  det ekstra batteriet der kan tilkøbes, hvis man kører laveste setting, der giver omkring 50watt i hjælp. Jeg har cyklet 200km gravel uden at være i nærheden af at løbe tør – det er vildt nok.

Det er ekstremt nemt at overskue hvor meget strøm der er på cyklen, både med og uden ekstra batteri. Herover ses et billede hvor batteri-indikatoren er opdelt i 2. Cyklen bruger som udgangspunkt begge batterier, men via APPen “mission control” kan du vælge at cyklen først bruger extenderen, den kan så (f.eks.) tages af og lades op, men du kører videre på cyklen. Der er 2 knappen på cyklen, tænd sluk, og så den øverste knap, hvor du kan vælge mellem ECO, Normal og TURBO hjælp.

Via APPen kan du dog indstille en helt masse ekstra ting, blandt andet om du vil have ekstra boost når du starter fra 0km/t – hvor mange kilometer eller timer du gerne vil have motoren hjælper, så indstiller den automatisk hvor meget hjælp du kan få på turen, ud fra hvor meget batteri du har tilbage, så du ikke løber tør, med 10km til mål. Det er smart. Jeg har testet det, men faktisk ikke brugt det så meget, da jeg endelig havde indstillet cyklen som jeg ville. Den mere simple indstilling, på selve cyklen, er nemmere og hurtigere at bruge, når du er på farten.

Cyklen kan få dig igennem det meste!

Cyklen kommer med et “flared” styr, som altså betyder at bøjlerne er “bøjet” lidt ud til siderne, for at give et bredere grab, og dermed bedre kontrol. På nogle cykler stikker det helt af, når styret f.eks. er 42mm fra greb til greb og bøjlerne er bøjet udad, kan det både se lidt fjollet ud (ja det synes jeg ærlig talt) og det er heller ikke i alle situationer det giver decideret mere kontrol, måske føles det naturligt hvis man kommer fra en MTB, men kommer man fra en landevejscykel, kan det føles direkte akavet.

Heldigvis er CREO udstyret med et 40mm styr, og knap så ekstrem “flare” hvilket jeg personligt er stor fan af, styret her har den perfekte balance mellem kontrol, mens det stadig føles rimeligt hurtigt og effektivt på flade landevejs og grusstykker. Nu har jeg i øvrigt aldrig ment at man skal anmelde en cykel på de dele, der BØR skiftes ud, hvis de ikke passer til din kørestil. Hvis en ny cykel kommer med en frempind, et styr, en saddel, eller dæk der ikke passer til det du skal bruge den til, så skift det for pokker! Der er ikke noget værre end en anmelder der mener at en fabriksny cykel er fantastisk, men at de dæk der følger med er dårlige… hverken dæk, styr, frempind eller saddel, bør fylde ret meget, i anmeldelse af en cykel!

Specialized CREO er monteret med deres egne Pathfinder dæk, som er et godt allround dæk, med god punktere beskyttelse, og en flad slidbane på midten af dækket, der gør at det er rigtigt hurtigt på både landevej og fladegrusstier. Der er dog ikke meget mønster i dækket, så skal du ud og køre decideret mudder, så får du ikke meget greb forærende fra de her dæk, og selvom CREO kun vejer imponerende 12 kilo i letteste udgave (min testudgave vejede 14,5kg med extender) – så kan man godt mærke der er en del kilo under én, hvis man f.eks. mister grebet, på et mudret singletrack. Her hjælper det dog helt gevaldigt, at man har følelsen af nærmest uendelig “power” uanset pedalstilling, på TURBO indstilingen, så man faktisk kommer igennem endda ret svære sektioner – især opad, på cyklen.

Skal du køre rødt spor på den her cykel, i mudder, så skal der nogle andre dæk på, og så er den faktisk ganske imponerende, uden naturligvis at være et down-hill vidunder, den har trods alt kun 2cm vandring i den indbyggede futureshock 2 suspension. Der behændigt styres med en lille skrueknap på styret. Jeg er for tung til at få ret meget ud at den kan justeres, jeg kører kun med helt låst indstiling, eller 1 hak fra helt låst, ellers oplever jeg at den simpelthen ryger i bund. Personligt gad jeg godt den der overordnet set, var lidt mere modstand i affjedringen her.

Hvor affjedringen i styret ikke giver det store på nedkørsler, så giver det til gengæld en super komfort på cyklen generelt, således oplever jeg at jeg kan køre rigtig langt på grus, uden de mindste gener i hænderne, hvilket er dejligt. Noget andet der har langt større betydning for kontrollen når du kører nedad, er den indbyggede “dropper post” – som den landevejsopdragede cykelmotionist jeg nu engang er, så glemmer jeg alt for ofte at bruge den, men når man husker at få knaldet sadlen de 5 centimeter ned, så er det vitterligt en helt anden oplevelse af kontrol du får, på nedkørslerne.

Faktisk kan det med stor succes også bruges på landevejsnedkørsler, hvor du kan tage svingene noget hurtigere (hvis du tør) med et lavere tyngdepunkt. Dropperposten udløses på styret, via en lille knap, jeg synes ikke det er den mest intuitive placering, og knappen glider ikke så let som jeg har oplevet fra andre systemer, men det er måske noget der kan justeres?

El-cykel, til 47.999,- DKK, med mekaniske gear?

Cyklen kommer med den rigtig fine GRX gravel-geargruppe fra Shimano, bremserne er fantastiske. Personligt synes jeg Shimano er dem med de bedste hydrauliske bremser på markedet lige nu, men efter at have kørt elektriske gear i flere år, må jeg sige at det føles gammeldags at komme tilbage på mekaniske gear, der ryger ud af justering, når det bliver koldt og hopper og danser, når der kommer mudder i gearene. Jeg har ikke savnet det.

Jeg er med på at man naturligvis ikke kan få det hele, på alle cykler, og springet op til næste model fra denne “SL Comp” til “SL Expert” er 20.000 kroner, så får du til gengæld elektroniske gear, samt C38 højprofil carbonfælge, så du får noget for pengene, men det er naturligvis også en pris hvor mange springer fra – 67.999 DKK er trods alt en sjat penge!

En cykel til dem, der drømmer om cykeleventyr!

Jeg har haft det MEGA sjovt på den cykel her, og må erkende jeg er totalt eBike fan. Jeg arrangerer flere cykelløb, hvor der skal testes flere tusind kilometers rute, og til det formål, er sådan en cykel her, intet mindre end perfekt. Du er aldrig for træt til lige at prøve en mulig vej af, hvilket ellers sagtens kan være tilfældet, efter 150km på f.eks. den jyske vestkyst, på jagt efter lidt ekstra lækkert grus… men med helt trætte stænger. Skal du på eventyr på Norge, Sverige eller Tyskland, så får du også alle oplevelserne med, på den her cykel, næsten uanset niveau.

Måske tænker du at du ikke er målgruppen, det tænkte jeg, at jeg ikke var, inden jeg testede den her cykel. Men nu har jeg ændret mening, jeg kunne sagtens forestille mig at have den her cykel stående, til et spontant cykeleventyr, på et tidspunkt hvor formen ikke lige er hvor den skal være. Lige nu dikterer økonomien at jeg ikke kan have mange dyre cykler stående i garagen, og med mine 43 år, og en krop der fungerer fint nok, så vælger jeg alligevel at binde mine begrænsede midler, i en klassisk cykel, uden indbygget hjælp.

Det kan dog hurtigt ændre sig. Jeg har f.eks. en hofte der nok skal skiftes på et tidpunkt, og en diskusprolaps, der ikke rigtigt kan bestemme sig for om den vil lade sig træne væk, eller om den kræver et indgreb. Begge dele har potentiale til ændre mine prioriteringer kraftigt og hurtigt, i retning af en eBike – og så vil CREO være øverst på listen.

Naturligvis skal cyklen lades op, men selv i Norges ødemark, eller Sverige uendelige skove, bør det med lidt planlægning være muligt at finde en stikkontakt, for hver 200 – 300km (400!?) – og cyklen KAN altså godt fragte dig, uden strøm, men det er naturligvist sjovest med – særligt opad!

Er du god motionist, så vil det her ikke være dit første valg, men har du mod på eventyr, men ikke tid til at holde en form, eller har du måske nogle skavanker, der afholder dig fra længere eventyr på cyklen, selvom lysten er der – så kan CREO være den helt rigtige cykel til dig. En TOP LIRENS eBike – bygget til at give oplevelser til personer, der har lysten, men af forskellige årsager, er afskåret fra komme afsted og udleve drømmen.

Køber du 2 extendere (2800 DKK) – kan du nå op på 300 – 400kms rækkevidde, på cyklen, det giver næsten uanede muligheder for cykeleventyr! CREO giver alle lov til at drømme, om vilde eventyr, på cykel.

Men drømmen er ikke gratis.

Testcykel: Specialized CREO SL Comp: 47.999,- DKK (Extender 2800,- DKK). 

//** Disclaimer: Cyklen er stillet til rådighed af Specialized Danmark. AoC har ikke modtaget betaling for denne anmeldelse.