I dag nåede AltomCykling.dk´s redaktør en milepæl!
Det kræver en forklaring. Hele årsagen til at jeg, redaktøren, Uggi Kaldan, begynderen, fedberg… kært barn har mange navne, startede med at cykle for ca.1 år siden, var den simple at jeg rundede 95 kilo på vægten. Jeg nåede frem til den konklusion, at enten gjorde jeg noget ved det, eller også ville jeg ende over 100 kilo, fylde 40 og være træt af det når jeg kiggede på mig selv i spejlet.
Målsætningen var at jeg på 1 år skulle tilbage til “kampvægten” hvor jeg ser ganske almindelig ud, ikke tyk, men heller ikke tynd, men 86 kilo fordelt over mine 186 centimeter, det skulle jeg ned på. Midlet til at nå målet blev at jeg købte en cykel hos Cykelexperten i København – en aluminiums Giant cykel med Ultegra, som jeg havde utroligt mange gode oplevelser på sidste år!
Selvom jeg ikke er nede på stabilt at veje 86, så kan jeg alligevel godt fejre at vægten i dag, efter en hyggelig 2 timers trilletur (der er røget lidt væske osv.) men har dog spist morgenmad og drukket fint, viste vægten 85,4 kilo! Det er ca.10 kilo mindre end sidste år, og jeg har ikke stået på en vægt, der viste så lidt i mindst 10 år!
Det er jeg sådan set jævnt tilfreds med, nu har jeg fået blod på tanden og vil prøve at nå ned på 80 til efteråret, det burde være muligt.
Husk – vægttab skal ske over tid, særligt hvis du vil træne samtidig. Du kan ikke både træne hårdt for at forbedre form og muskelmasse og være på stram diet samtidig, det er i hvert fald svært! Drop de hurtige kure med alt for få kalorier der smadrer både form og livsglæde, og sæt et langsigtet mål. Det er klart man ikke bare kan æde, bare fordi man træner, men det nytter altså heller ikke noget at gå på suppekur, eller grøntsags-whatever, og så samtidig forvente at form og muskler bare udvikler sig… der skal MEGET energi til at bygge muskler og højne kondien.
Vi ses til en helt masse motionsløb derude, DKs højeste er allerede på Torsdag, og Søndag står den på 200 kilometers smerte til Grejsdalsløbet!
Nu vil jeg ud og nyde en is, som motionist behøver man jo heldigvis ikke være fanatisk med hvad man spiser, heller ikke selvom man gerne vil smide lidt kilo.
Uggi Kaldan, Redaktør // AltomCykling.dk