Sidste år ved den her tid stod jeg i Stillwater Oklahoma, klar til at deltage i Land Run 100. Et 180km ikonisk grusløb i USA. I år er rollerne byttet om. Nu er det grundlæggeren af LR100, Bobby Wintle, der kommer til Danmark og deltager i Dirty Jutland. Udveksling af viden og oplevelser, på højt plan, det er så fantastisk. 

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan & Salsa Bikes

Ready to race

Land Run er kendt for sit ikoniske røde mudder. Vejene man kører på, er egentlig ikke veje, men blot hårdpakket ler. Bland underlaget med vand, og tilsæt cykler, så står du med en udfordring, ulig ret meget andet der findes på cyklen. Det slap jeg heldigvis for.

Vi havde knastørre forhold i 2018. I 2019 ser vejret mere tricky ud. Min ven Jens fra Nordic Gravel er til start igen i år, og jeg regner med en status rapport eller to fra ham, i løbet af weekenden.

2017, året inden jeg prøvede løbet, var et helt ekstraordinært vådt år. Her gennemførte kun godt 100, ud af 1000 deltagere!! Flere hundrede deltagere måtte udgå, alene pga. med defekte bagskiftere. Det er selvfølgelig sejt at have gennemført sådan en omgang, men ærligt. Jeg er glad for det var tørt, når jeg nu var afsted.

Samlet start – hurtig spredning

Som med langt de fleste løb på grus, så bliver felterne flået i stumper og stykker, når først man rammer grusstierne. Land Run var ingen undtagelse. Jens forsvandt i mængden, og jeg var overladt til mindre grupper, hvor jeg kunne hænge på.

Løbet er på papiret self-supported, men halvvejs kører man faktisk igennem en by, der mere eller mindre minder om et depot. Man dog selv skal købe det man har brug for, men man kunne også få også få transporteret en kasse hertil med tørt tøj, forplejning, hvad man nu mener at have brug for.

I 2018 var det byen Guthrie der var “half way town”. I 2019 kører Land Run på en helt ny rute, hvor det er Perkins der er på halvvejen. Faktisk skifter de rute hvert 2. år, for at involvere flere forskellige nabobyer til Stillwater i det fede event. På den måde får de involveret hele oplandet omkring Stillwater. Det er smart.

Landskabet går op og ned, hele tiden, dog ingen vilde stigninger, men selvom ruten ligner MEGET lange lige stræk, så føles det sjovt nok ikke sådan ude på cyklen. Kortet er dog et stilstudie i hvordan USAs vejnet er indrettet.

Masser af marihuana

En anden sjov oplevelse ved Land Run var at jeg adskillige gange blev tilbudt slik tilsat cannabis, ude på ruten. Flere stater har jo lovliggjort salget i USA, og det er derfor blevet ret udbredt, åbenbart også i events som Land Run.

Jeg fulgtes på et tidspunkt med en gut, Jeff, der KUN havde vingummier tilsat cannabis, og vand, med til turen. Da jeg fik en snak med ham, var han allerede lidt bims, der manglede vi 150km. Da han ankom i mål, godt 2 timer efter mig, startede han med at tage en lur på 30 minutter. Det var altså ret sjovt. En helt anden måde at deltage på end mig.

Jeg holdt mig til almindelig slik og cola, men var også så “vild” at tage en whiskey i “surprise” depotet, godt 30km fra mål.

Jamen, var løbet ikke unsupported?

Jo, jo. Men det tog de altså ikke så højtideligt. I øvrigt kom depotet som sendt fra himlen. Der er er temmeligt øde i Oklahoma, og jeg var løbet tør for vand, og de fleste af os deltog jo for at have en sjov oplevelse. Det behøver ikke nødvendigvis blive til ren overlevelse. Det kan jeg godt li.

Jeg sad faktisk på cyklen og overvejede at stoppe ind på en gård og bede om en tår vand, men så kom jeg i tanke om at det ikke altid er en god idé, at komme på uanmeldt besøg, ude på landet, i USA, så den idé droppede jeg igen. Der var sikkert ikke sket noget, men sådan noget tænker man pludselig over når man er rundet 40, og har to børn derhjemme.

Så kom depotet heldigvis, med whiskey – som var overraskende opkvikkende at få på det her tidspunkt i løbet. Man drikker naturligvis ikke en kæmpe tår, jeg fik et lille glas, max. 2 cl… det virkede faktisk! Se hvor frisk jeg så ud bagefter hahaha.

Chase the chaise… genial markedsføring

Lidt tidligere i løbet var jeg i øvrigt kommet forbi Salsa Cycles sjove marketings gimmick, hvor de havde sat en chaiselong ud på ruten, flankeret af en prof. fotograf. Her kunne man så lige kunne stoppe op og få tage et billede, og lege model…

Nogle var mere frisindende end redaktøren. Nærmest alle stoppede, selv dem der lå forrest i løbet,  for at få taget et “snapshot” i chaiselongen. Vi overvejede at kopiere idéen til Dirty Jutland. Men der er ikke noget ved at kopiere andres gode idé.

I år har vi fået vores egen lille sjove idé ude på ruten, en kombination af “en lille én” og et lille event ude på ruten, det glæder vi os til at vise jer!

Men altså, så nu lige det billede her… det er bare genialt!

En virkelig god oplevelse

Jeg er faktisk misundelig på at Jens er til Land Run igen i år, og håber jeg kan vende tilbage en dag, for det var virkelig en stor oplevelse at være med.

Jeg fløj direkte til Chicago og havde herfra fundet et lift til Stillwater (ca.1000km hver vej!) Men man kan også flyve til Dallas, hvor der så er lidt kortere til start.

Det kan nok ikke gøres meget billigere end de 7500 kroner det kostede mig alt, i alt, men det var alle pengene værd, så jeg kan helt klart anbefale turen, hvis man har mod på et amerikansk eventyr, på grus.

Amerikanerne er fantastiske til at skabe stemning, og er både åbne og inkluderende, man føler sig virkelig velkommen! Stillwater er en lille by, og hele byen er indstillet på Land Run når man kommer, det skaber en helt særlig atmosfære.

I den kommende weekend køres Land Run 2019, og Jens har lovet at berette fra løbet, så hold øje med det på bloggen!

GEAR

Jeg kørte på min Specialized Diverge – med mini suspension, den gjorde det fremragende!

Specialized Trigger Dæk – der er var perfekte på en tør dag! (virkelig hurtige).

Ceramic Speed pulley hjul og kranklejer gjorde deres arbejde – og ruller her efter et år og masser af misbrug, stadig fuldstændigt som nye!

Og så naturligvis Supacaz styrbånd, som jeg synes er verdensklasse at holde på, jeg har givet den lidt gas med farverne, det bestemmer man jo selv om man kan holde ud at se på ;)

Jeg havde en 42er foran 1X og 10 – 42 bagerst, jeg kørte hverken 42 / 10, eller 42 / 42, så det var perfekt gearing.