Lasse Norman Garmin Sharp, Photo © Uggi Kaldan 2014
Lasse Norman til Pinsecuppen i Herning, Photo © Uggi Kaldan 2014

Lasse Norman udtaget til Landsholdet… Hembo skuffet, Kamp bitter…

Dansk cykelsports enfant terrible Claus Hembo, støjer endnu engang højlydt i kulissen (i Feltet.dks kommentarfelt)

– og midt i alt “underholdningen” har DCU offentliggjort de første navne på “landsholdet” – der skal køre Post Danmark Rundt.

Til Post Danmark Rundt 2014 er følgende 6 ryttere udtaget, (der mangler altså stadig at blive udtaget 2 ryttere Red.) 

Lasse Norman Hansen (Garmin-Sharp)
Nicolai Brøchner (Bissel Development Team)
Kristian Haugaard (Giant-Shiamno Development)
Casper Folsach (Globeteam-Siesta Homes Group)
Christopher Lisson (Team Designa Køkken-Knudsgaard)
Mathias Dam Westergaard (Team Designa Køkken-Knudsgaard)

Stort tillykke, det er jo fedt at der kan blive plads til danske talenter, der ikke lige er på et hold der har vist niveauet til at komme med til Post Danmark rundt, men hvor er Kragh og Kamp fra Christina-Watches / KUMA?

De skal køre løb i Portugal, måske… og er det ikke rimeligt nok?

Lad os først lige kigge lidt på hvorfor det overhovedet er blevet aktuelt at Christina-Watches KUMA drager til Portugal for at køre etapeløb og ikke Post Danmark Rundt, som både de selv, og flere af holdets ryttere meget naturligt, hellere ville køre – (højere kategori, bedre eksponering af sponsorer og hjemmebane Red.).

DCU har opsat nogle udtagelseskriterier, og der er nogenlunde enighed om at de 3 hold der er udtaget, efter kriterierne, er de 3 stærkeste hold. Men er det nu bare så simpelt at CWK simpelthen bare ikke lever op til et sæt kriterier, og dermed umuligt kunne have været inviteret med? Det mener jeg bestemt ikke.

Hvad er udtagelses kriterierne?

Sådan her står de beskrevet på DCU´s hjemmeside.

Teams registreret som kontinentale hold hos den internationale cykelunion er som udgangspunkt tænkt som talent- og udviklingshold. Disse teams har under normale omstændigheder ikke adgang til Post Danmark Rundt og andre løb i kategori HC på den internationale cykelunions kalender.

UCI har dog åbnet for, at kontinentale teams kan inviteres til at deltage i HC-løb i deres hjemland. For at støtte op omkring talentudviklingen i dansk cykelsport har Danmarks Cykle Union besluttet at give adgang for tre af de fem danske kontinentale teams i Post Danmark Rundt 2014, og hovedformålet er at give de danske talenter mulighed for at konkurrere på højeste niveau mod nogle af verdens bedste cykelryttere og hold

Dog er Jesper Worre citeret i flere medier for til et pressemøde at åbne for muligheden for at et 4. hold kunne udtages, hvis de viste styrken til det, alså en noget gummiagtig invitation. Har læst et par steder at Post Danmark Rundt skulle kunne miste sin HC klassifikation hvis feltet ikke er stærkt nok. Jeg har ikke belæg for at kunne vurdere om CWK er så svage at det ligefrem kunne komme på tale at nedklassificere PDR hvis CWK blev inviteret? Mit bud er nej.

Det lyder som en and, UCI har jo netop åbnet for at man kan invitere kontinentale hold til løbet, velvidende at de ikke nødvendigvis har det niveau der normalt kræves. I øvrigt var det jo ikke et problem i Norge, hvor samtlige 7 kontinentalhold var inviteret til Tour of Norway.

I sidste ende synes jeg helt personligt det er monster ærgeligt at CWK ikke er inviteret, og for den sags skyld også Designa – det bør være sådan, at KAN danske kontinentalhold inviteres, så inviterer man dem, med mindre det ligefrem vil være pinligt, og ingen danske kontinentalhold har været direkte pinlige til de løb jeg indtil videre har set i år. Derudover så hænger de sponsorer der gider at smide de penge de koster at drive et dansk kontinentalhold på bordet, ikke på træerne, og derfor bør man fra DCUs side også kigge på hvad der er godt for sponsorerne, og ikke KUN det sportslige.

Ret beset har ingen af holdende jo faktisk lov til at køre HC, da de kun er kontinentalhold, så hvis man benhårdt gik efter det sportslige, jamen så inviterede man ingen konti hold, men satte som krav at de skulle se at blive pro konti… det ville faktisk OGSÅ være indenfor reglerne, men både absurd og utænkeligt.

Til sidst – så dårlige har CWKs resultater da ikke været når jeg ser på dem. Bevares, Øllegaard (Riwal) har taget en en del top 5 placeringer, og Kragh har godt nok halset efter ved “kun” at tage en lille håndfuld top 10 til udtagelsesløbene, men ingen kan da på den baggrund konkludere at CWK slet ikke har niveau til at være med i PDR. Derudover er flere af resultaterne afgjort på “S.T” – hvor Kragh altså bare ligger enkelte placeringer efter i en spurt, så CWK har altså ikke ligefrem været pinlige til løbene, i hvert fald ikke når man ser på top 10.

Hvordan resten af holdet så har klaret sig i feltet, ja der har jeg desværre været ude og se for få løb til at kunne vurdere, men det ligner ikke at CWK ligefrem ville sænke det sportslige niveau til PDR, ikke så meget at det kan bruges som argument for ikke at invitere dem i hvert fald. Kan nogen give en god analyse på at det vil være tilfældet, så lader jeg mig dog gerne korrigere, jeg er på ingen måde ekspert indenfor dansk kontinental cykling.

Men jeg lægger gerne hovedet på bloggen. Det ligner man godt kunne udtage CWK, indenfor de regler der er – spørgsmålet er hvorfor man har valgt ikke at gøre det, jeg køber ikke forklaringen om det sportslige alene.

Hembo skuffet, Kamp bitter, vi andre ser måbende til…

Det er egentlig forståeligt nok at Hembo er skuffet, så da han fik en invitation fra Portugal til at køre Tour of Portugal, så sprang han på, og han har nok i sit stille sind hygget sig med at han på den måde fik forpurret Worres planer om at hapse de talenter der vitterligt er på CWKs hold og sætte dem på “landsholdet” – og dermed stadig have de bedste danske talenter med til start i PDR.

Den gik ikke, og det har skuffet en rytter som Kamp så meget at hans far (I feltets kommentarfelt) offentligt har meldt ud af Kamp gerne vil ud af sin kontrakt med CWK. Han vil gerne køre på landsholdet, og er godt træt af ikke at få lov. Det forstår jeg sådan set godt, men jeg forstår intet af at Hembo og Kamps far diskuterer det offentligt på Feltet.dk.

Desværre er den slags sager i min optik med til at svække Hembo og hans muligheder for at få sit hold udtaget til Post Danmark Rundt, der er bare for meget ballade. Omvendt, som jeg beskriver ovenfor, så kan jeg godt forstå Hembo´s frustration. For hvad skal han gøre – så er der trods alt heller ikke flere danske talenter at vælge i mellem, og alle ved jo godt, at de fleste pt. helst vil til CULT, og herefter et af de andre hold… på popularitetslisten ligger CWK nok i bunden af hvad rytterne gerne vil, hvis de selv kunne vælge.

Alligevel har Hembo, efter sidste år at have fået at vide at han havde for lidt fokus på danske talenter, formået at tiltrække nogle rigtigt store danske talenter til sit hold, og de har endda gjort det ret godt til løbene, dog ikke helt så godt som på de hold der er blevet inviteret.

Man kan med rette spørge – har Danmark virkelig kun plads til 3 kontinentalhold? For når DCU vælger at vrage to, så ved de jo godt at det gør ondt på dem i forhold til deres sponsorer. Ud af 5 kontinental hold i DK  vil der vil jo være nogen der er de bedste.

Spørgsmålet er ikke, om det var indenfor reglerne at CWK ikke blev inviteret, for det er det utvivlsomt, spørgsmålet er om man indenfor reglerne KUNNE have invitereret dem, og om man vitterligt kan sige at deres niveau er så lavt, at de ikke hører til i Post Danmark Rundt.

Mit svar er nej – CWK ville ikke være pinligt dårligt til Post Danmark Rundt (og heller ikke Designa) – derfor burde de være blevet inviteret, og det er en fejl de ikke er blevet det. At Hembo takler det ved at blive åbenlyst sur, det kan man synes om hvad man vil, han har et hold der efter  min bedste overbevisning godt kunne blive udtaget, så jeg kan egentlig godt forstå han er bitter.

Uggi Kaldan // Redaktør, AltomCykling.dk