Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti står for døren! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne går i Bolzano denne mandag den 24. juli. AoCs Søren Kuipers og hans gode ven Jens på 77 år er afsted for at cykle det femdages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.
Af Søren Kuipers & Jens Olesen // Foto: Giro delle Dolomiti
1. ETAPE: VAL DI FIEMME – PAMPEAGO
24. juli – 2.108 m | 87,9 km |
Tidssektion: Tesero – Alpe di Pampeago | 6,5km • 700m
Efter afgang tidlig lørdag eftermiddag, hvor vi kørte indtil midnat og tog en 4-5 timer på øjet i bilen, kom vi frem til vores hotel søndag middag. Vi pakkede ud og tog en meget kort rulletur. Med lidt forskellige problemer med bentøjet blev vi enige om at en 30 minutters benåbner måtte være nok. Kl. 17.00 mødte vi op i Bozano, hvor vi fik hentet startnummer, jersey, diverse småting-og-sager og en kold forfriskning. Efter den officielle racebriefing, hvor lige dele italiensk, tysk og engelsk blev blandet i en stor pærevælling spiste vi en masse lækre tyroler-tapas. Skønt.
Første løbsdag
Tidlig mandag morgen kl. 9.00 bliver vi sendt afsted fra Bolzano mod Laives i syd. Ad mindre veje med næsten ingen trafik stiger vejen med flere sving op mod Passo Lugano (grænsen mellem Alto Adige og Trentino). Tidligere har Jens og jeg holdt cola-stop netop her en varm julidag i 2018. Her er også indlagt et mindre depot. Stigningen er ikke så hård, og det er et altså et skønt terræn og vel noget af det tætteste man kan beskrive som rolling hills – omend the hill er en smule lang.
Derefter falder vejen fladt ned mod Cavalese. I det oprindelige program var det her den timede sektion skulle starte. Men stigningen op mod Passo Lavazè er sløjfet. Vi har dog ikke fået informationer om hvorfor. I stedet kører vi knap 5 km længere hen i dalen til Tesero, hvor den modbydelige Alpe di Pampeago venter. Jeg har tidligere kørt denne stigning, og det er en benknuser af karat. Den timede sektion er godt nok kun 6,5km, men til gengæld venter der godt og vel 700 højdemeter. Så er vi ligesom i gang med en stigning på mere end 10%.
Efter depotet på toppen går vejen ned til Egga, hvor der drejes til venstre videre ned i dalen tilbage mod Bolzano. En lang nedstigning til Bolzano venter og knap 88km og 2.100 højdemeter har dagen budt på.
Vi er klar!!
Læs nærmere om ruten her.