Rundt om Rold er lige om hjørnet, nærmere bestemt søndag d. 14 august. Her er tale om en nyklassikker inden for motionscykelløb, og det er bestemt ikke noget du må snyde dig selv eller dine venner – fra at deltage i.
Tekst: Henrik Valde Foto: Cykelmagasinet / Rundt om Rold
Løbet havde sin spæde fødsel i 2014, hvor vi kørte rundt om Rold i noget der minder om åbne sluser fra oven – mildt sagt, det stod ned i stænger. Mange stod af efter første runde, incl undertegnede – som var lidt af en tøs den dag, har siden fortrudt. Og det var derfor en nem beslutning, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at stille op i 2015.
Der var jo lige som noget der skulle revancheres, og denne gang ville det blive som deltager i holdkonkurrencen. Vildt fedt tiltag af CM, dog var vi kun 4 hold som gennemførte i – grundet lidt kludder ved starten, vi klagede dog ikke, for vi gik sgu hen og vandt! Det er der lavet om på i år, så kom og gi mig og mine kompagnoner kamp til stregen. Vi tog jo en fornem sejr sidste år, så vi er klar til en udfordring – fra dig og dine venner. 😉
Et super løb
– med styr på skilte, flagvagter og rute
Løbet bliver afholdt i de smukke omgivelser som er i og rundt om Rold. Højdepunktet på ruten er Rebildbakken op til mål, som endvidere fungerer som en del af den indlagte bakkespurt. Du kan vælge, at køre 1 omgang á 55 km eller 2 omgange, så du får 2 chancer for at vinde æren af at være Kongen af Rebildbakke. Så hvorfor ikke tá 2 omgange, og lige mærke benene efter første omgang – og så gi den fuld smadder på sidste opstigning mod mål!
Mange af de deltagende kommer for at køre ræs, og det skal der så absolut også være plads til, men det skal altså ikke afskrække den almindelige hygge motionist fra at deltage. Det her er et løb, hvor alle kan deltage – og vil få en go oplevelse. Ikke mindst fordi, at arrangøren har lavet en dejlig varieret rute, hvor man kommer til at prøve kræfter med noget af det bedste som vores lille land kan tilbyde.
Der er styr på anvisningerne, og der er flagposter samt race marshalls ude på ruten, så sikkerheden er i top. Med andre ord – kom og prøv kræfter med bakker, sidevind, nedkørsler og flade stræk.
Ses på landevejen.
Valde – AltomCykling.dk