AoC og Ridley-Briancon til Rapha Nocturne i KBH

Redaktøren stod til Xterra i Nordjylland da Carsten Læsø fra vores gode venner på Team Ridley-Brianon sendte en SMS. Han ville gerne køre Rapha Nocturne, men tilmeldingen var lukket… kunne AoC hjælpe? Det kunne vi!! Tak til Running26 der fik det til at ske! 

Af Carsten Læsø | Foto Martin Paldan / GribGrap media crew

Det var totalt uventet at det lykkedes at skaffe en billet, jeg stod egentlig i arbejdstøjet og igang med at renovere lejlighed og havde egentlig opgivet at komme afsted til løbet, men jeg havde sendt en SMS til Uggi fra AoC, måske kunne han hjælpe, men egentlig regnede jeg ikke med at det kunne lade sig gøre med kun et par timer til start.

Men så klokken er 17.50… PLING lød det fra telefonen, og det er Uggi der skriver… Carsten, du har en billet, fat cyklen og kom afsted… du skal tjekke ind inden kl. 18.00 da løbet starter præcis kl. 18.20, og så gik det ellers stærkt, jeg tror faktisk aldrig jeg er kommet ud af en keddeldragt så hurtigt og i cykeltøj… 3 minutter gætter jeg på det tog, cyklen ned på gaden og så afsted. Det blev en kort og intens opvarmning. Heldigvis bor jeg på Vesterbro, hvor løbet bliver afholdt, eller havde det nok været umuligt at nå. 

Ankom 17:58 til Øksnehallen, den gamle hal der oprindeligt blev bygget til at huse 1600 stykker kvæg, i dag huser den i stedet alle former for aktive mennesker under DGI paraplyen. Et stort rytterområde er sat op, med den mest professionelle indtjekning jeg har oplevet i motionsløb. Der er er styr på alt. Jeg får udleveret chip og to numre ligesom til licensløb. Så er scenen ligesom sat og det lugtede allerede af hård modstand.

På et hængende hår

Selvom jeg var presset på tid, grundet mit sene fremmøde, skulle jeg alligevel have min cykel igennem et lille cykeltjek inden jeg kunne komme til start. Alt var hektisk, og jeg kunne se feltet stod og fik racebreifing… Da jeg kommer igennem alt det administrative, er feltet sendt ud på de to opvarmningsrunder som var planlagt. Jeg fik lov at køre en enkel omgang inden vi skulle stå klar til start.

Grundet den hektiske start, startede jeg også bagerst. Forventningerne var i forvejen ikke høje, men  blev ikke højere ved at se mænd stå klar i helt tætsiddende areosuits og med trimmede ben. Alt mindede om licensløb. Derfor blev min beslutning hurtigt; dette handler mere om at mærke stemningen og have det sjovt, frem for at fokusere på resultatet.

Lidt racedata

37 deltagere
Start tid: 18.20
Længde: 25 min.
Rute: 900 m pr. Omgang.
Løb: Criterium.

– og action!

Startskud lyder og fra starten af bliver der presset på. Løbet er ikke som normale motionsløb eller gadeløb hjemme fra smilets by (Aarhus), hvor starten er rolig. Nej det er lige på og hårdt og ja så er det på brosten, så det med at rejse sig op og få kræften ført igennem, det kan man bare ikke på samme måde som på asfalt.

Jeg sidder med fronten på første omgang, men allerede i første sving på anden omgang bliver feltet splittet op på lang række, jeg begynder at falde tilbage. Ja ja… masser undskyldninger, men det gider man ikke høre om. Jeg er bare ikke stærk nok og sådan er det!.. Jeg vælger derfor at køre det jeg kan og der går ikke mange omgange (jeg har ikke lige tal på det, det går stærkt) før den førende rytter overhaler mig første gang. Engelsk herre Aled Jones, som inden løbet også deltog i løbet for foldecykler hvor han vandt, stærkt).

Jeg begynder at lære svingene at kende og finder hurtigt ud af, at de fleste sving kan tages uden at bremse alt for meget ned, dog er der et enkel sving som jeg aldrig bliver venner med og det er det såkaldte 90 grader brostens sving, som er det sidste reelle sving inden målstregen. Man kommer med høj fart ind på brosten og skal så samtidig dreje 90 grader. Den helt store udfordring er, at man skal træde det igang siddende på brosten og der skulle trædes watt, som jeg overhovedet ikke havde i kroppen efter en tur på bar fredag.

Efter 6 omgange kommer forfølgerne og overhaler mig og på 8 omgang begynder jeg at fornemme at hovedfeltet er ved at indhente mig. (I criterium er det sådan, at når man er overhalet med en omgang, så er det slut).. Jeg fik 10 omgange i benene og så blev jeg ellers trukket ud af løbet. (Grundet min manglende racebreif forstod jeg det ikke første gang, hvorfor jeg fik en ekstra tur og dermed lidt rod på resultat. Men det siger vi ikke til nogen ;-) ) .. Så ja det blev til 10 omgange (9 omgange) og ender på en 19 plads ud af de 37.

Fed atmosfære – mega godt arrangement.

Jeg var så heldig at have en masse venner fra Århus i byen der heppede på mig, primært fordi der er Ironman KMD Copenhagen søndag, hvor en masse Tritosser fra Århus deltager. Jeg valgte derfor at slå mig ned hos dem, hvor vi sammen nød atmosfæren og et par lækre øl, en burger og en is fra verdens bedste Hansen is.

Ud over mine venner var der masser af publikum hvilket er sjældent til motionscykelløb, så det var fedt, og så var det også en sjov og krævende rute – der dog er lidt krævende, både teknisk og psykisk, men kan køre meget hurtigere end man tror… men oversatser man, så gør det altså ondt at falde på brosten, så gode nerver er et plus.

Der var også mange andre fede tiltag, som f.eks. det nævnte løb for foldecykler, men også Cargo race, pendler race og kidsrace… alt sammen noget der var med til at skabe en fed stemning i KBH lørdag eftermiddag og aften!

Vil klart deltage igen, men vil så være forberedt og have trænet noget mere, for det er nødvendigt, næste år skal jeg ikke lappes af feltet har jeg besluttet ;-).