Efter at have hjulpet Fuglsang til sølvmedalje i linjeløbet, gælder det onsdag enkeltstarten for Christopher Juul. AOC har mødt den danske rytter i Rio, hvor han fortæller om målsætning, æren ved at repræsentere Danmark, og hvorfor han ikke kunne finde på at tage en selfie med en af de helt store stjerner.
Af: Nicolai Lisberg
”- min målsætning er top 15”
Det er et stærkt decimeret felt, der stiller til start ved OLs enkeltstart, men en af de ryttere der er klar til at begive sig ud på den 54,56 kilometer lange rute er Christopher Juul. Og det selvom han ikke lægger skjul på, at han ikke er nogen enkeltstartspecialist.
”Forhåbentlig kan jeg gøre mig mere gældende end ved VM, hvor jeg nok måtte indse, at jeg ikke er den store specialist. Jeg skal helst have en træthed i kroppen og gerne være lidt mør, før jeg kører godt. Jeg tror, det var derfor, jeg kunne dominere ved DM i enkeltstart, fordi jeg havde kørt Giroen lige inden, og det er den følelse jeg håber, jeg har på onsdag,” lyder det fra Juul.
Det er ikke unormalt, at nogle af favoritterne til enkeltstarten holder lidt igen i linjeløbet, men den tankegang ligger fjernt for Juul, der brugte sig fuldt ud lørdag og længe sad med helt fremme.
Den 27-årige dansker håber i stedet, at de gode ben fra lørdag kan overføres til enkeltstarten,
”Forhåbentlig har jeg den her dieselmotor efter linjeløbet, så jeg bare kan tonse derudaf. Vi er ikke så mange med, så min målsætning er at køre i top 15, måske endda top 10.”
”- det vil ikke være passende at gå på sightseeing”
Christopher Juul ved godt, at han ikke kommer til at blande sig i medaljekampen, men alligevel føler han er vist pres på sine skuldre for at levere et stort resultat.
”Til Tour de France kører jeg for et hold, men nu er jeg til OL som dansker for at repræsentere Danmark, og det ligger et større pres på mig på en eller anden måde. Jeg bliver lige nødt til at knibe mig selv i armen nogle gange, for det er en kæmpe ære at være her og være en del af den danske sportselite.”
Den ydmyge indstilling er tydelig at mærke hos cykelrytteren. Mens flere atleter tager ud og ser de andre danskere i aktion, har Christopher Juul helt bevidst valgt kun at fokusere på sig selv, og der bliver heller ikke tid til sightseeing, da han forlader Rio kort tid efter enkeltstarten er overstået.
”Det vil være at underminere mig selv, hvis jeg tog ud og så nogle kampe eller turneringer inden min enkeltstart. Selvom der reelt set er tre dage fra linjeløbet til enkeltstarten, vil det ikke være passende eller leve op til det, som folk forventer. Jeg er udtaget for at køre enkeltstart og linjeløb – ikke for at rende rundt i Rio og tage billeder. Jeg er her som atlet,” lyder det fra Christopher Juul, der af samme årsag heller ikke var med til åbningsceremonien, da linjeløbet fandt sted dagen efter.
”Selvfølgelig ville det have været en stor oplevelse, og det er da ærgerligt at gå glip af, men jeg glæder mig bare over overhovedet at være med til OL. Hvad ville folk ikke også have tænkt, hvis vi stod der til åbningsceremonien, når vi skulle køre dagen efter? Det ville have været til grin.”
”- jeg skal ikke underminere mig selv”
Selvom han altså ikke har brugt tiden på at nærstudere den Ols mange fristelser, har Christopher Juul alligevel fået en idé om, hvad OL er for en størrelse.
”Det er overvældende og enormt spændende med så mange af verdens bedste atleter. Man kan ikke finde bedre atleter på kloden end lige her. Jeg bruger ikke særlig lang tid på at spise min mad, men jeg sidder rigtig lang tid i madsalen og iagttager folk, der går forbi. Folk fra små lande, man næsten have glemt eksisterede, store, små, tykke, tynde, gamle, unge. Der er det hele. Det er ret vildt at være en lille del af et meget stort cirkus. Cykelrytterne er næsten ligegyldige her.”
Hvordan reagerer du så, når du ser nogle af de store stjerner?
”Jeg bliver ikke starstruck, og det er jeg egentlig ret glad for. Jeg kunne ikke finde på at gå op og bede om en selfie med en af de store stjerner. Det vil nærmest være at underminere mig selv i OL-sammenhæng. Et eller andet sted er vi her jo alle på lige vilkår, og det synes jeg også er vigtigt at huske på.”
Enkeltstarten begynder og slutter i Pontal og kan følges fra klokken 15:00 dansk tid.