Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti er i fuld gang! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne gik i Bolzano mandag den 24. juli. AoCs Søren Kuipers og dennes gode ven Jens på 77 år er afsted for at cykle det fem dages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.
Af Søren Kuipers // Foto: Søren Kuipers
Refleksioner i tilfældig rækkefølge
Klokken nærmer sig 23.00. Jeg ligger på hotelværelset, mens jeg kan høre regnen sile ned, se lyn ude over bjergene og af og til et tordenskrald i det fjerne. Jeg har én time tilbage af min 41 års fødselsdag – og hvilken én.
I går rettede jeg kritik af organiseringen af nedkørslerne. I dag var der styr på sagerne. Måske er det fordi jeg har fødselsdag? Måske er det fordi vejret var bedre? Eller måske er dagen i dag bare bedre. Fokus på alt det der går godt.
Kl. 7.00 sad vi og nød et morgenmåltid – også med evighedsregn på ruderne. Længselsfulde blikke mod tinderne, som vi ikke kunne se for en grå skymassse. Men det drev stille og roligt væk. Halvanden times tid senere rullede vi til starten, og afsted fra Bolzano mod Val Gardena, som skulle føre os op mod et cykelmekka – et mekka der går under navnet Sella Ronda. Stemningen var sublim, der blev kørt godt afsted i forskellige grupper, og alle havde følgesvende. 48 km kørt og 1.400-1.500 højdemeter i banken – det var opvarmningen. Vi kørte alle i pit og fik tanket solidt op. På ægte tyrolermanér har jeg fået en ny yndlingsdrik i dunken – halv vand og halv tyroler apfel-saft. Nutrition? Don’t know. Men det smager hammer godt.
Sella Ronda
Sella Ronda består af fire pas på godt og vel 55 km. Sella, Pordoi, Campolongo og Gardena. De sidste 9 km op mod Sella-passet var med tid, så vi gik dybt for at få en god tid – både Jens og jeg. Jens endte vidst i en all-out, så han beretter ikke så meget i dag, men jeg krydrer med lidt fra ham også. Jeg selv endte med at smide den på stor klinge de sidste 700 meter, så selv Chris Juul ville blive stolt.
Solen skinner. Plan B smider vi i skraldespanden. Hvad er plan B? Plan B er at køre hjem efter Passo Sella, hvis vejret virkelig bliver så ringe som lovet. Men solen skinner. Afsted det går. Hurtigt ned, og hurtigt op til Pordoi også. Benene er gode. Vejene er lukket for øvrig trafik, så vi har det hele for os selv. Jeg taler med et par flinke nordmænd, som godt nok synes det går en anelse hurtigt for én på min størrelse. Det er ikke første gang, jeg har fået det kompliment.
Ned fra Pordoi. Solen skinner. Arabba nåes. Fantastisk depotservice. Masser af flinke mennesker, sublim stemning og tiden flyver af sted. Jeg kan ikke se Jens noget sted. Nå, han er vel en voksen mand, så det skal nok gå. Både Sella og Pordoi har pashøjde i mere end 2.200 meters højde. Sikke en fødselsdag. Videre endnu. Denne gang op af den korte – men halvskarpe Passo Campolongo – jeg sidder med de hurtigste op over. Vi kører ikke om kap, men der bliver holdt et solidt tempo. Flow opnås. Toppen kommer pludseligt, og endnu hurtigere er vi i Corvara – for foden af dagens sidste stigning Passo Gardena i godt 2.100 meters højde. Jeg kører videre. Alt er går godt. Benene er fortsat gode, selvom vi efterhånden har passeret mere end 3.300 meters klatring på godt og vel 100km. Det er seriøst.
Et hurtigt måltid mad og så afsluttes fødselsdagscykelturen med en 50 km lang nedkørsel i regnvejr – men denne gang som jeg bedst kan lide det. Solo.
Hvad med Jens?
Jeg kommer for foden af “bakken” op til vores hotel. Klokken har passeret 18.00, og jeg mindes at bakken, som jeg kørte op af i går faktisk er 6 km med tilhørende 600 højdemeter. Benene er tomme. Jeg kigger på min telefon. “Skal jeg hente dig ved tovbanen? Kh Jens” – står der. Jeg ringer. Jens tager telefonen. “Vil du hente mig Jens?” 12 minutter senere står han der. Det gør han altid.
Jens nåede toppen af Sella i umanérlig god tid. Jens’ humør var i top. Benene spolede derudaf. Depoterne spiller. Og han er i sit es. Jens ved hvornår en leg er god, og hvornår en god leg skal fortsætte lidt endnu – men ikke for længe. Så Jens tog den modne beslutning at køre tilbage hvor han kom fra; ryge i depot og spise lidt frokost, og så ellers drøne de sidste 50 km ned i høj solskin. Han var endnu i et strålende humør, da han hentede mig. Jeg roser ham, fortæller at det er stærkt kørt og spørger hvor langt, hvor meget og så videre. “Jah…nu tog jeg jo også bakken op til hotellet, som du gjorde i går, da jeg tog gondolen.” Hatten af. 77 år. Dag 2 og 5 dage gået og stadig skarp.
Over den sene 4-retters fødselsdagsmenu – bestående af salat, lasagne, kalvefillet, ris, panna cotta – bemærker Jens, mellem et sip af den gode weiss-bier og et stykke lasagne: “Jeg har jo også et regnskab at gøre op i morgen…”
3. ETAPE: PASSO STELVIO
26. juli – 1.907 m | 57,2 km |
Tidssektion: Prato allo Stelvio – Passo Stelvio | 23,2km • 1.808
Cima Coppi venter. Dagen starter med en transfer fra Bolzano til Prato dello Stelvio, hvor en lille lokal forfriskning venter, inden vi starter den legendariske stigning op ad Stelvio-passet. Transferen kan gøres på cykel, i egen bil eller arrangeret bus. Vi vælger bilen. Nok for lethedens skyld, for med tirsdagens etape i benene, så behøves vi vidst ikke fylde flere kilometer på dagen.
Så snart vi forlader landsbyen Prato, befinder vi os på startlinjen til den timede sektion. I et moderat stigende terræn med en frodig flod langs vejen, når man byerne Gomagoi og Trafoi. Herfra begynder de 48 hårnålesving på den sydtyrolske side. Det er bestemt en af de mest eventyrlige veje i verden. Det er ikke for ingenting, at den kaldes “Dronningen af alpine veje”. Vejen blev bygget mellem 1820 og 1928 som en alternativ rute mellem Tyrol og Lombardiet, det daværende østrig-ungarske område. Det er endnu en stigning, som kan komme på bucketlisten. Cima Coppi venter i 2.740 meters højde.
Når vi først er på toppen af Stelvio, går turen ned mod Bormio, men allerede efter en tre-fire kilometer drejer vi til højre over Passo Umbrail Pass. Her er der depot inden vi begiver os ned mod S.Maria Münstair, på grænsen mellem Italien og Schweiz. På schweizisk territorium vender vi igen snuden mod Italien. Vi må hellere huske pas.
Læs nærmere om ruten her.