Frej er taget på jagt efter specielle cykeloplevelser. Sammen med 10 andre er kursen – inklusive alle Corona forholdsregler – sat mod Venedig, hvorfra turen går over Dolomitterne mod München. Turen på 600km er ikke skræmmende lang, men med 10-12.000 hm på 5 dage kommer benene alligevel på arbejde. De kommende dage skriver Frej dagbog fra turen, som fremfor alt handler om at prøve nye ruter og bjerge.  

Tekst og foto, Frej Elbæk

Dag 1: Afgang

Vækkeuret ringer, klokken er 03.55 søndag morgen, et hurtigt bad og så går turen ellers mod lufthavnen. Forude venter 5 dage på cyklen på en tur der skal tage mig, og 10 andre cykelentusiaster fra Venedig til München. 575km og 12.000 hm. Første og sidste dag på turen har ca. 1000hm så de midterste tre dage byder på ca 3000hm per dag i snit. Så selvom turen først og fremmest handler om, at nyde landskabet, så er det også for undertegnede en sjov udfordring at se, hvordan kontor kroppen reagerer på så mange højdemeter kontinuerligt uden ’hviledage’.

Dagens ”etape” tager os direkte fra lufthavnen i Venedig til Belluno over Praderadego passet, det er en opvarmningstur forud for de kommende særligt tre dages noget meget hårdføre ”etaper”. I forhold til andre gange hvor jeg har kørt i alperne, i forbindelse med eksempelvis La Marmotte. Så er det fedt, at turen vi er på ikke handler om, at ramme ’dagen’ en dag, men at vi over flere dage skal cykel og udfordre os selv samtidig med, at vi skal have tid til at hygge os. For det er jo faktisk det cykling handler om, selvom jeg indrømmet selv kan blive fanget af tidstagningsmanien og jagten efter personlige præstationer, der kan måles og vejes.

Og da vi i morges/formiddag stod i bar røv på parkeringspladsen foran lufthavnen og skiftede til cykeltøj, så fik jeg præcis følelsen af, at det her det bliver sjovt. Og blot en time efter ankomst til Venedig, så var vi på cyklerne og på vej. Det skal her siges, at havde det ikke været for min GPS, så tror jeg sgu ikke jeg havde fundet vej de første 30km, for det var en lidt snørklet tur ind og ud af industrikvarter og småbyer, men herefter så var ruten mere straigt forward gennem klassiske små italienske byer, langs vinmarker for til sidst at ramme foden af Praderadego stigningen, der består at godt 9km opkørsel med alt mellem 5% og 19%, så selvom toppen i 920 meters højde måske ikke syner af alverden, så kunne det godt mærkes i de endnu morgentrætte stænger. Asfalten var til gengæld helt forfærdelig og nedkørslen på den anden side tilsvarende stejl og barsk. Men det var fedt. Som i rigtig fedt. 20-22 grader, solskin og fokus på at komme sikkert ned og hen til den kolde hvidvin, der ventede i Belluno, der var målet for dagens etape efter 103 km og så er vi i gang.

I morgen begynder det så for alvor. 146km, 3500hm og over Passo Falzarego og Passo delle Erbe. Det skal i øvrigt siges, at vi er en blandet gruppe afsted, hvor alle kender nogen, men ingen kender alle (på forhånd). Der er en nuværende A-rytter med, der er en talentfuld junior på 14 år (med sin far) og så er der alle os andre almindelig MAMILs med enten begyndende grå hår eller fuld sølvræv, der bare godt kan lide og cykle, drikke et glas god rødvin og i det hele taget få en oplevelse i en cykelsæson, der har været præget af aflyste motionsløb og nedlukninger grundet corona.

p.s. Jeg havde gode ben i dag og masser af overskud. I morgen kan det være det er lige omvendt. For nu har vi bestilt 15 pizzaer fra det lokale pizzeria og en omgang af egnens egne ’druer’ i både hvid og rød udgave og så tager vi derfra ….. to be continued 😊