Frej er taget på jagt efter specielle cykeloplevelser. Sammen med 10 andre er kursen – inklusive alle Corona forholdsregler – sat mod Venedig, hvorfra turen går over Dolomitterne mod München. Turen på 600km er ikke skræmmende lang, men med 10-12.000 hm på 5 dage kommer benene alligevel på arbejde. De kommende dage skriver Frej dagbog fra turen, som fremfor alt handler om at prøve nye ruter og bjerge.
Tekst og foto, Frej Elbæk
Dag 2: Fra hyggelig prolog til benhård virkelighed.
Prologen blev overstået i fin form i går, og i dag startede turen over Dolomitterne så for alvor. Menuen stod på 3 stigninger, først Passo Falzarego 2100 moh og så Passo delle Erbe, der er led satan af en dobbelt stigning.
Vi boede den første nat på et super idyllisk hotel, og til trods for (hvilket dog er helt fair) at de er rimelig corona stikse, det er mundbind/maske all the time indoor, så havde vi en god første nat og rigtig fik god morgenmad, ikke mindst kaffen, den sidder altså i skabet her i Italien. Og så er der bare et eller andet over at vågne med udsigt til bjerge.
Der køres et catch and release koncept på turen. Hvilket vil sige, at der er to grupper, man vælger selv hvilken man vil være med i, og så forsøger 2. gruppe at indhente første inden toppen på første stigning. I dag fik første gruppe 45min forspring. Første mand på toppen af første bjerg tæller i øvrigt i den officielle bjergpoint konkurrence på turen, og det uanset hvilken gruppe man starter i. Giver en fin fornemmelse af at dyste uden at det er alt for seriøst og pointene fordeler sig ligeligt mellem de to grupper.
Dagen startede godt, med ca. 45-50 km let op ad gående landevej inden vi rammer foden af Passe Falzarego, en 14 km lang stigning med et samlet snit på 6% efterfulgt af en lille sidestigning på 1.5km. Jeg kørte med gruppe 2, der skulle forsøge at hente gruppe 1. Det samme gjorde Nils Bradberg, der venligt trak os til foden før han satte turbo på og forsvandt i horisonten. En forholdsvis lang, men også smuk stigning, med fede views over dalen og så lidt bjergtop råhed de sidste 200hm inden vi rundede toppen i 2200moh.
Efter toppen samlede vi op 10km nede af bjerget, efter vi i 3 forsøg fandt en restaurant der ville sælge os frokost. Enten er italienerne helt corona nedlukkede, eller også er det bare så meget off season at de ikke rigtigt orker, lidt svært at tolke.
Det lignede en overkommelig top… på papiret!!
Mens vi spiser kommer der et regnvejr forbi. Hvilke gør resten af dagens km lidt mere tricky. Godt nok holder regnen op før vi kører, men vejene er våde. Stigning nummer to, eller i virkeligheden nr. 2 og 3 er turen op over Passo delle Erbe. Først skal vi godt i bund, inden turen går op igen mod toppen i 2000 moh. De første 6km er hårde men ok, herefter kom der en lille nedkørsel inden de sidste 5.6km mod toppen. På ruteplanen lignede de sidste 5.6km ikke alverden. Men det skal jeg saftsusme love jer for at de var. Jeg når lige at sige til min gode ven Anders at: ”Hey husk at de sidste 5-6km ikke er så hårde” hvorefter stigningsprocenterne skifter til alt mellem 6% og 17% og i alt er de 5,6km 9,6% i gennemsnit.
På det her tidspunkt af dagen betød det, for mig, at køerne der græssede på markerne rent faktisk skiftede farve til lilla, mens vi forsatte op og videre overmod den Italienske del af Tyrol. Men virkelig en fed tur, og et godt eksempel på at de ”klassiske” lange stigninger ikke altid er det største oplevelser. Passo delle Erbe er virkelig fed og led og med vildt flot natur, med alt fra lamaer til høns, får og køer langs vejen. Og apropos lamaer, når man har blod smag i munden efter en 17% del af stigningen, så kan en lama glo så irriterende på dig, at jeg ikke vil udelukke at der kom et lille “Fuck dig Lama” over læberne :-)
Turen ned bød på tilsvarende hidsige ramper, krydret med passager over en masse små træbroer, hvor regnen havde gjort dem temmelig glatte, men ned kom vi, og så var det ellers bare om at komme de sidste 18km hen til vores Tyroler Hotel, der klemt inde mellem motorvejen over Brennerpasset og den gamle landevej, har budt på turens foreløbige kulinariske højdepunkt. Har til aften fået en enestående rødbede ravioli, efterfulgt at en konge schnitzel og god rødvin. Kæmpe optur, og det hele til Italienske priser. Ja tak.
I alt fik vi 155km i stængerne og 3300 hm på kontoen. Det kommer til at kunne mærkes i morgen, hvor etape 3 består af ca. samme antal hm dog blot fordelt over 100km.