I morgen stiller over 3000 cykelryttere fra hele verden til start til det såkaldte Gran Fondo-VM i Aalborg. Hans Plauborg har kvalificeret mig til at deltage, med en 4. plads i sin aldersgruppe ved kvalifikationsløbet i Vogeserne i maj. Men Hans kommer ikke til at stå klar i Aalborg søndag morgen. Han tør ikke. 

Af Hans Plauborg / freelance, foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Skal, skal ikke!?

For godt en uge siden vågnede jeg meget tidligt om morgenen og kunne ikke sove igen. Tankerne kørte i ring og endte med at handle om det forestående VM. Som jeg lå der og vendte og drejede mig i sengen begyndte jeg at forestille mig, at jeg var en af de soldater, vi ser i åbningsscenerne i Spielbergs ”Saving Private Ryan.” (Sø)syge af angst står de klar på spring i landgangsfartøjerne på Omaha Beach og afventer deres skæbne. Så snart fronten går ned bliver en masse soldater øjeblikkeligt mejet ned af tyske maskingeværer. Er det sådan det vil være at stå i startboksen i Aalborg? I en blanding af angst og bæven kombineret med forsøget på at hidse sig selv op til UCIs ”Slagtebænk Aalborg”?

I modsætning til soldaterne vil cykelrytterne gerne stå længst fremme, så hvor mange australiere, belgiere eller puerto ricanere skal man mon skubbe og kæmpe med bare for at komme langt frem i startboksen? I filmen ser soldaterne kammerater falde om til højre og venstre på stranden – skudt eller sprængt i stumper og stykker. Er det sådan det vil gå i Aalborg, når grupper på op mod 500 ærgerrige ryttere skal prøve at komme frem i feltet, inden vejene blive smalle uden for Aalborg? Med andre ord styrt til højre og venstre, for og bag. Et blodbad?

For nogle år siden oplevede jeg en massestart på flade veje i Gran Fondo New York fyldt med ”road furniture”, huller i vejene og pludselige indsnævringer i et felt bestående af ryttere med vidt forskellige evner, erfaringer og cykelkulturer fra hele verden. Respekten mellem rytterne, der aldrig ville komme til at se hinanden igen, var ikke stor, og lad os bare sige, at der var mange faldne ryttere i og omkring NY den dag. Tilgiv mig sammenligningen. Cykelløb er ikke krig, selvfølgelig ikke. Men det var altså mine tanker den nat, og jeg blev endnu mere urolig for hele situationen omkring løbet med det officielle navn UCI Gran Fondo World Championship 2024.

Hvad er der galt? Er det for let at kvalificere sig?

Jeg plejer ikke være en speciel nervøs type. Jeg har cyklet licensløb i mange år og kan godt lide spændingen og intensiteten, når der er lidt fare på færde. Jeg har kørt masser af gran fondo-løb i bjergene sydpå i store felter, har en ret god teknik og er ikke bange for at lade cyklen løbe 90 km/t nedad, hvis forholdene tillader det. Jeg opfatter mig kort sagt som en erfaren cykelrytter, der kan passe på mig selv, så hvad er der galt? Hvorfor er min risikovurdering af netop dette løb så anderledes? Hvorfor er jeg næsten skræmt fra at deltage? Det er en længere forklaring, der grundlæggende handler om, at sikkerheden og den sportslige værdi af gran fondo verdensmesterskabet ikke harmonerer med de ønsker og forventninger, som jeg mener, rytterne går ind til løbet med.

Lad os tage det åbenlyse først. Der er i år rekordmange deltagere i Aalborg. I flere aldersgrupper er der mellem 300-500 deltagere. Det er to til tre gange et Tour de France-felt. UCI og de tekniske arrangører i Aalborg Cykel Ring (AaCR) synes tilsyneladende det er fantastisk med deltagerrekord. Hvilken cykelfest…Jo flere, jo bedre…økonomien vokser..katjing, katjing… Jo jo, jeg kender følelserne og begejstringen. Jeg har selv siddet på den arrangerende side af et cykelløb masser af gange.

De fleste har kvalificeret sig i en lang række af kvalifikationsløb rundt om i verden, hvor man blot skulle blive blandt de 25 procent bedste i sin aldersgruppe. Det er dæleme inklusion, der er den danske folkeskole værdig! Men skal et verdensmesterskab være inkluderende? Nej, det skal da være ekskluderende. Meget ekskluderende. Det skal være svært at kvalificere sig til noget, man kalder et verdensmesterskab. De 10 procent bedste fra kvalifikationsløbene havde været ekskluderende.

11% wildcards, hvad retfærdiggør så mange er med på en “fribillet”?

Som om det ikke var nok, har UCI tildelt en lang række wildcards. Faktisk er 11 procent af de over 3000 deltagere ved landevejsløbet med via et wildcard. Det er 300-400 ryttere. Hvem der præcist har fået de wildcards er svært at vide. Det forlyder, at det er de mange nationale mestre i hver alderskategori, men 300-400 af slagsen? Det er svært at se, at det styrker den sportslige værdi af arrangementet at tildele så mange wildcards uanset begrundelsen. Og det er vanskelig at undgå den tanke, at verdensmesterskabet og de mange kvalifikationsløb primært er en pengemaskine for primært UCI og sekundært de tekniske arrangører.

Ok. Hvordan foregår et cykelløb på flade veje med 300-500 ryttere i et felt, der bilder sig selv ind, at de kører om verdensmesterskabet? Et race om at blive masternes/seniorernes (siden hvornår er ryttere mellem 19-34 og 35-39 år i øvrigt blevet mastere??) svar på Mathieu van de Poel og hente guldet for enden af regnbuen? Hvordan kører de?

De kører selvfølgelig som havde de Fanden i hælene. Også de folk der ikke har kinamands chance for at komme til at stå på et podie. Det er alle folk, hvis altovervejende identitet er cykelrytterens, og for hvem et VM er langt vigtigere end konen/manden – også selv om de ikke nødvendigvis slår hende som en af deltagerne i øvrigt er dømt for – nemlig Mario Cipollini, der blev suveræn TT-mester i alderskategorien 55-59 år.

Jeg mener, det sikkerhedsmæssigt er meget betænkeligt at lade 400-500 mand starte i et felt på veje, der godt nok er forholdsvis brede i begyndelsen men hurtigt snævrer ind. Ruten er flad, og der ser ikke ud til at være vind i morgen, så klumpen af ryttere vil være meget stor, temmelig længe i mange felter. Det skaber enorm stress, styrt og farlige situationer. I det kvalifikationsløb jeg kørte i Bresse i Alsace, var feltet også på adskillige hundrede mand, og starten gik sågar nedad på halvvåde veje. Men når starten går nedad eller vejen hurtigt stiger, bliver feltet lynhurtigt trukket ud og risikoen for (masse)styrt langt mindre. I Aalborg vil en del – forhåbentlig ikke mange – få ødelagt deres VM-løb, næsten inden det næsten begyndt.

Usportsligt tidsinterval

Felterne i Aalborg sendes af sted med blot 5 minutters interval. Det kan godt være, at UCIs chef for Gran Fondo-konceptet Erwin Vervecken (se interview med Henrik Jess-Jensen) mener, at det er rigelig tid til at få det forankørende felt væk fra startområdet og det næste felt klar til start. Jeg synes, det er et meget kort og usportsligt tidsinterval. En ting er, at ryttere fra flere felter uvægerligt bliver samlet i løbet af de godt 150 km. Det ved alle, der har kørt danske licensløb, er en meget uskøn og usportslig ting.

Folk, der bliver sat fra ét felt kan blive kørt frem igen, og man aner ikke rigtig, om man er i reel konkurrence med dem, man kan se omkring sig. Sådan var det i øvrigt også i kvalifikationsløbet i Bresse, hvor tre aldersgrupper blev slået sammen til én. Ergo vidste man ikke, om man var i reel konkurrence med ham, der lå foran, for det eneste der adskilte alderskategorierne var farven på nummeret – der kun sad foran på cyklen. Om man var blevet nummer 4 eller 40 vidste man reelt først, når man var i mål. Den slags er ikke konkurrencesportens ånd.

Et andet problem med det korte interval på 5 minutter er, hvis/når det sker et større styrt i starten af løbet i de store felter. Det kan sagtens risikere af få betydning for de ryttere fra andre felter der kommer bagfra, når ryttere ligger ud over asfalten og skal fjernes eller tilses af samaritter og læger.

Man forstår, at det handler om den praktiske afvikling: Hvis der fx var ti minutter mellem starterne, ville det være en endnu større logistisk udfordring af sikre ruten, fordi der ville være ryttere på ruten i længere tid. Arrangørerne vil gerne have ”klumperne” samlet. Sportsligt og sikkerhedsmæssigt for rytterne er det bare den helt forkerte beslutning. Og det er jo et VM og ikke bare et stort motionsløb, vel??

Bliver sikkerhed taget alvorligt?

Jeg er sikker på, at de frivillige i Aalborg Cykel-Ring og alle andre der er med som tekniske arrangører, har gjort hvad de kan for at sikre ruten bedst muligt (se interview med Henrik Jess-Jensen), og at samaritter, læger og skadestuer står klar til at hjælpe de faldne. Jeg havde dog ikke selv overvejet Henrik Jess-Jensen eneste egen bekymring omkring sikkerheden, nemlig forekomsten af mejetærskere på de små landeveje. Men det er altid godt at få nye billeder på nethinden, så nu ser jeg også adskillige landbrugsmaskiner for mig som en slags ”fjendens kampvogne”, der kan skabe kaos for de tapre ryttere på de nordjyske veje.

Profferne har de senere år stillet spørgsmål omkring sikkerheden i deres løb, og vi masterryttere og motionister, der kører løb under UCI-fanen, må naturligvis gøre det samme. Vi kan på ingen må forlange de forhold, som profferne kører under, men må selvsagt forlange, at sikkerheden tages dybt alvorligt, når der er tale om reelle konkurrenceløb. Det betyder fx at nedskalere feltstørrelserne efter forholdene.

Let at pege fingre

Det er uendelig let at pege fingre ad folk og organisationer, der skaber noget for andre. Jeg hader selv folk, der leder efter hår i suppen, og dem er der ved Gud mange af – også i cykelverdenen. Nogle gange er kritikken berettiget. Randers Bike Week i år var f.eks. hårrejsende ringe organiseret og fyldt med sikkerhedsbrister, der næsten førte til kø-kørsel af ambulancer. Det var en sportslig og sikkerhedsmæssig skandale, som man må håbe får konsekvenser for arrangøren.

Jeg tror og håber ikke at morgendagens løb ender i det totale kaos sportsligt og sikkerhedsmæssigt. Måske tager jeg helt fejl, og det meste går glat. Men jeg vil ikke løbe risikoen. Jeg tør ikke tage chancen. Kald mig bare en pivskid. Alt taget i betragtning betyder det VM ingenting for min identitet som mastercykelrytter på konkurrenceplan. Derfor bliver det en DNS i denne omgang.