Endelig søndag og klar til cykelløb i det nordjyske. Klokken er 6.00 da uret ringer, og jeg springer nærmest ud af sengen – er så klar til at gi den en skalle. Løbet starter kl. 10.00, men jeg kan godt lide at gå og snuse lidt, og få en sludder med ligesindet før løbet, så jeg tager for det meste tidligt afsted.
Af: Henrik Valdemar Nielsen
Morgenmanden bliver indtaget, og bilen pakket. Vejret ser egentlig ok ud, og overvejer stadig om det vil blive for koldt til korte rør. Nå, en lille køretur på 116 km i bil venter forude.
Mens jeg sidder i bilen, og hører god musik, tænker jeg på hvad jeg skal forvente af dagens cykeltur. Håber på, at jeg kan komme under de 3 timer på de 102 km, og måske køre i top 30.

Vel ankommet begynder jeg at pakke cykel og tøj ud af bilen – der er stadig over en time til start. Snakker lidt med Lars Møller fra Snejbjerg Cykelmotion. Snejbjerg er den by jeg bor i lige uden for Herning. Han fortæller at han er den eneste fra Snejbjerg som skal cykle rute på de 102, imens en 3-4 stykker fra Snejbjerg Cykelmotion kører ruten på 76 km.
De ligger i sommerhus ca. 40 km fra Thisted, og han har som den eneste cyklet hertil – og skal cykle hjem igen, når løbet er slut. Fandme sejt synes jeg. Møder også min tidligere kollega (Peter Vestergaard) fra Team Motionsfeltet.dk, som dagen forinden har været til licensløb i Hjørring. Han kørte vist en 5 plads hjem i H50, og er en habil rytter som ikke syner af meget, men som kører helt fantastisk opad.
Klar til start, i medvind er vi alle proffer…
162 forventningsfulde mænd og kvinder står klar til start på 102 km, som ud af byen bliver anført af masterbil og en politibil til at stoppe trafikken i lyskrydsene – det er sgu klasse. Der fik motionisten/undertegnede lige følelsen af, hvordan det er at være pro-rytter. Det skulle dog hurtig blive pillet af mig igen.
En kilometer ude af byen bliver løbet givet frit, og så skal jeg da love for at folk gir den gas. Tror at vi de næste 10 km ligger med en gennemsnitsfart på omkring de 55-60 kmt, så udskilningen er i gang. Jeg hænger lidt på som det tynde øl – dog uden at være særlig hæmmet af den høje fart endnu. Kan se min ven Peter ligger lidt længere fremme i feltet, som vel tæller 40 mand på det her tidspunkt. Jeg kører frisk til, for at komme op på siden af ham. Det skal lige nævnes at vi de først 15 km havde kraftig medvind.
15 km kørt i et rasende tempo, og så kommer den – modvinden! Hold nu kæft det bliver hårdt det her, når jeg lige at tænke, før end jeg kan se at spidsen af feltet er kørt – ca. 20-25 mand. Jeg prøver at gi den en skalle, men det er håbløst i stiv kuling, og lader mig falde tilbage til resterne af feltet. Ved at der forude venter 30 km med hård hård hård vind før vi når Klitmøller, og derefter venter så lige endnu 25 km med hård mod/sidevind – lige noget for dig Jeppe Tolbøll ;)
Ender i en ok gruppe, hvor halvdelen gider at arbejde…
De 30 km mod Klitmøller bliver kørt i et adstadigt tempo, og vi er vel 5-7 mand som er gode til at skifte, imens de resterende 10 mand sidder og lurepasser lidt – det pisser mig sgu lidt af. Vi har stadig øjenkontakt med dem fra førerfeltet, men der bliver længere og længere imellem os.
Endelig når vi Klitmøller, og jeg tænker nu må det da blive lidt bedre med den forbandede vind, men nej. Vi er stadig ca. 15-17 mand i gruppen, og kontakten med gruppen foran er helt forsvundet. Jeg ligger mig lidt tilbage i gruppen – da jeg egentlig synes jeg har taget min tørn ind mod Klitmøller, og trænger sgu egentlig også til en puster. Vi kan nu øjne flere fra førerfeltet som falder fra og det giver mig fornyet håb om en “top” placering. Nu prøver du sgu gamle tænker jeg, og så giver jeg fuld gas – og i stiv sidevind er det en topfart på 33 kmt. Ikke særlig imponerende, men åbenbart nok til at få skabt et hul.
Jeg sidder nu alene de næste ca. 10 km og kan hele tiden se folk som er faldet fra førerfeltet. Det motiverer mig til at gi en ekstra skalle – dog med resterne af “min” gruppe lige hælene. Lige pludselig siger det bare bang, og der er nærmest som om jeg kører baglæns. Hold nu op med al den vind, og ikke nok med det – så er der sgu lige pludselig bakker i det nordjyske. Jeg står nærmest stille, og kan se resterne af gruppen kommer nærmere og nærmere. Jeg beslutter mig for at slå bak, og venter tålmodig på at de får mig hentet – i håbet om jeg kan sidde med til vinden vender.
Så kom medvinden! – og så var det var fuld gas til mål.
Endelig kommer vendepunktet – fra nu af er det dejlig medvind næsten hele vejen til mål. Vi mangler ca. 30 km. Gruppen består nu af ca. 20 mand. Nogen mere brugt end andre kan jeg fornemme, hvilket er helt forståeligt efter ca. 50-55 km i hård modvind. Jeg afventer lidt situationen de næste 10 km, som bliver kørt med omkring 40 km i snit.
Med 20 km tilbage er der en lille bakke, og da jeg er lille spirrevip på ca. 69 kg så er det måske min chance for at komme af sted. Jeg giver alt hvad jeg har, og det lykkedes til perfekt. Kører af sted som havde jeg døden lige i hælene. Først får jeg følgeskab af Jan Krossing fra Randers Cykelmotion og sidenhen Michael Grøn fra Cykel Motion Biersted og Mathias Bruun Christensen. Vi får et rigtig godt samarbejde stablet sammen, og bliver ved med at øge afstanden til de resterende fra gruppen. Tak for samarbejdet gutter – det var sgu godt kørt!
Vi når tilbage til Thisted, og man tror fandme det er løgn – men de sidste 2 km skal gennemføres i stiv kuling. Vi drejer ind på opløbsstrækningen – der bliver lurepasset en smule, og så bliver der åbnet for spurten. Det er lige ved at gå galt, da vi nærmest skal køre en omgang på en tætpakket parkeringsplads, og med omgang, mener jeg en runde som i ordet rund – med skarpe 180 graders sving, det var måske lige friskt nok? Ender med at tá 2 pladsen i spurten. Godt tilfreds med dagens forløb, og dejligt at blive blæst igennem.
Løbet er slut, jeg ender hæderligt som nummer 36!
Der skal lyde en kæmpe tak til arrangørerne af dette motionsløb. Der er masser af stemning både før og efter løbet, og go forplejning , selvom det kunne være at fortrække at der evt. var en pølse/øl/vand med i købet af startnummer. Og det siger jeg selvfølgelig kun fordi jeg havde glemt kontanter, og var møg sulten efter løbet. Der er også mulighed for at få gjort lidt nødindkøb, hvis nu man lige står og mangler en slange, pumpe, gels eller måske en ekstra trøje til at holde varme.
Selve ruten er fed, og især flagofficials skal ha en KÆMPE tak for at lede os den rigtige vej, og holde trafikken tilbage ved vejbane overskæringer. Eneste minus jeg har til ruten – er opløbsstrækningen, det må kunne gøres bedre. Det var ikke så galt for mit vedkommende, da vi kun var 4 til at køre om det. Men havde man nu eksempelvis været 30-40 mand, så tak skæbne.
Jeg kommer i hvert fald igen, men vil gerne bestille lidt mindre vind til næste år.
Tak for i år THY.
Artiklen vil blive opdateret med billeder, så snart der kommer nogen online fra arrangøren.