WOW en flot dag på cykelbanen (igen) – den centrale grønne oase tager sig ganske magisk ud på sådan en sommeraften som i går. Sportsligt var det også et klassearrangement, omend jeg stadig savner lidt mere basis-information til os banecykling “newbies” – særligt hvad angår resultater og stilling fra speakeren under løbet, og måske et par infotavler omkring de forskellige discipliner der køres til eventet, jeg ved de findes på hjemmesiden, men stadigvæk.
Tekst og foto, Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
Sprint – banens wattmonstre!
Der er mange forskellige discipliner på banen, en klassisk banerytter mestrer de fleste af dem, men sprint kræver en helt særlig ryttertype, én med store lår, der kan træde en ordentlig mølle! Dem var der nogle stykker af fra øverste hylde i europa i går, og det er sgu fascinerende hvad de gutter kan træde af watt!!
Parløb (Madison) – dansen på banen
Parløb er banens elegante disciplin hvor taktik og teknik er afgørende elementer, rytterne skal være topkoncentrerede, men det kræver også overblik som publikummer af følge med. Rytterne kører i par og skiftes til at cykle med i løbet, rytteren der holder pause slår op i banen, og skal så time fart og placering, når der skal byttes, det sker ved at rytterne tager fat i hinanden, og på denne måde får sendt makkeren afsted med et puf, elegant når det lykkedes, katastrofalt hvis det fejler. Èt dårligt skift kan afgøre løbet.
Omnium – banens tikamp
Eller tvekamp, eller femkamp eller syvkamp, altså en konkurrence i flere discipliner. Danske Lasse Normann (billedet herunder) er en af verdens allerbedste all-round ryttere på cykelbanen, og dermed også en af de absolutte topryttere når det gælder Omnium.
Hyldestløb til danske banekoryfæer
Niels Fredborgs Æresløb er 2. afdeling ud af 5. hvor danske baneryttere med tilknytning til Aarhus Cyklebane hyldes, de 4 andre er Gert Frank, Gunnar Asmussen, Key Werner og Jørgen Leth. Det samlede program kan ses HER, jeg anbefaler kraftigt et besøg på Aarhus Cyklebane, det er en helt unik oplevelse.
BLÅ BOG:
Niels Christian Fredborg (født 28. oktober 1946 i Odder) er tidligere dansk cykelrytter fra Århus Bane Klub.
Niels Fredborg begyndte at køre på Århus Cykelbane i 1962, da han kun var 15 år, så han måtte have en aldersdispensation. Da han skulle tage sin begynderprøve, satte han ny rekord og allerede som 16-årig vandt han sit første Danmarksmesterskab i sprint for seniorer. Det skulle blive til yderligere 26 danske mesterskaber, der alle kom på banen, for han var primært banerytter, selv om det også blev til nogle sejre på landevejen.
Fredborg deltog ved fire Olympiske Lege og vandt medaljer tre gange. Først sølv i 1000 meter på tid i 1968, i 1972 guld i samme disciplin og til sidst bronze i 1976, Fredborg er endvidere tredobbelt verdensmester i 1000 meter på tid, i 1967, 1968 og 1970. Han blev i 1972 tildelt årets største danske idrætspræstation, for OL guldmedaljen, der det år var Danmarks eneste medalje ved OL.