Der findes alle forårsklassikerne for profferne, og så findes der et hjemligt løb der ligger lige under – GP Herning. Et fantastisk løb på grusvejene omkring Herning. For at gøre løbet ekstra irriterende bliver stierne harvet op, morgenen inden løbsstart – det skal jo ikke være for let vel…
Tekst og Foto: Uggi Kaldan
I 2016 var vi på plads på heden med kameraet, i år tager redaktørens kommende kone på polterabend, så jeg må desværre blive hjemme med ungerne, heldigvis er der livestreaming på Feltet.dk, så vi kan følge lidt med :)
Det ligner fantastisk vejr til eventyr i dag. Der er lovet byger – og så ligner det vinden vil være en strid satan… det gør det svært at kalde favoritter – men skal vi ikke bare gøre forsøget alligevel.
Team Virtu-Pro – tidligere Blue Water vandt sidste år med Mads Würtz og går helt sikkert efter sejren igen i år. Alexander Kamp og Rasmus Guldhammer har i hvert fald vist at de har formen på plads, med stærk kørsel i Frankrig for nylig. Da de sidste år kørte for Stölting var de stort set overladt til sig selv ude på ruten, hvilket ikke gør det let at vinde et løb som GP Herning. I år har de hele “Blue Water” maskinen i ryggen – det øger uden tvivl deres chancer for succes. Det er i hvert fald 100% sikkert at de går benhårdt efter at vinde i dag.
På heden kan holdene stille med næsten ligeså mange ryttere de lyst til, hvilket måske sportsligt er lidt kedeligt – men det er fedt for hold med stærk bredde, der vil have gode muligheder for at dominere løbet.
Det bringer os frem til vores favorit til at vinde – og det er en gammel kending – nemlig Troels Vinther fra Riwal. Han har ligesom Kamp og Guldhammer vist storform på det sidste (de 3 ryddede for nyligt podiet i Loir et Cher). Troels har været virkeligt godt kørende her i foråret, og det ligner han fortsætter på den bølge af fandenivoldskhed han også kørte med sidste år… den ligger lige til ham i dag.
Som outsider har vi Torkil Veyhe, der kørte helt fænomenalt for CK Aarhus Elite sidste år, så godt at han kom på en velfortjent kontrakt hos Coloquick, med lidt held, så sidder han med i finalen i dag, og så skal man ikke dømme ham ude!
God lørdag derude – og nyd cykelløbet!