Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan
Andreas poserer med løbets sidste is © Foto Uggi kaldan // AltomCykling.dk

Hansens Cykelløb 2023 – ét af danmarks bedste!

Helt tilbage i 2016 var jeg inviteret med på én af de første rutetests med bagmændende bag Hansens Cykeløbet, det var i gravelcyklingens spæde ungdom i DK, og jeg havde faktisk ikke lige en gravelcykel på det tidspunkt, så jeg gennemførte ruten på min Cervelo S3, selv i lørdags, 8 år efter, mødte jeg et par gutter der var med på den tur, de kunne stadig huske at jeg sad fint med henover 40km grus på min fine aerocykel. Senere i 2016 deltog jeg i løbets første udgave, nu lykkedes det endelig at komme tilbage! 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk // Foto Uggi Kaldan & GripGrab Media Crew. 

Det var fremragende i 2016, i 2023 var det bedre!

Jeg nåede aldrig at skrive en artikel om min oplevelse i 2016, jeg går ud fra det skyldtes jeg lige var blevet far i månederne inden, men på min google konto fandt jeg da et par billeder fra turen dengang, både den indledende recon tur og selve løbet. Jeg kan kun sige løbet i 2016 var en åbenbaring, jeg var helt blæst bagover, både over de flotte depoter, men særligt af målzonen – det var jo som en lille festival. Det havde jeg ikke prøvet før, og det gav i den grad inspiration til Dirty Jutland som jeg allerede i 2016 var igang med at planlægge. Selvom jeg synes vi gør det godt til Dirty, og bedre år for år, så er det stadig Hansens der sætter pejlemærket, det var et godt løb i 2016, i 2023 var det ganske enkelt fænomenalt!

Hansens Cykelløb 2016 AltomCykling.dk

Ruten er blevet noget hårdere end sidst jeg deltog!

Bryllupsdag fredag betød sent i seng. Cykelløb i Lyngerup på Sjælland, når man bor i Aarhus, betød tidligt op! 3 timers søvn er ikke den bedste optakt til cykelløb, men jeg ville afsted, så det blev sådan. Masser af mennesker jeg kendte i målzonen, løftede energien fra start. Blev dog væk fra dem jeg havde aftalt at følges med, men pyt, så kørte jeg da bare solo. Benene føltes fine, og regnen der på vejrudsigten så ud til at skulle gøre løbet ekstra interessant, udeblev heldigvis de første mange timer.

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan
Hansens Cykelløb starter med en forholdsvist lang masterkørsel hen over Kronprinsesse Marys Bro, der er delvist afspærret til lejligheden. Jeg stod egentlig bagerst i det 800 mand store felt, men da jeg alligevel var endt solo benyttede jeg masterkørslen til at køre mig nogle 100 pladser frem, indtil jeg synes jeg var nået frem et sted blandt ryttere, der lignede de var på mit niveau, det viste sig at holde nogenlunde stik. Jeg endte løbet hvor jeg startede, nogenlunde midt i feltet, som nr. 340. Synes egentlig ikke jeg var blokeret nogen steder undervejs, så mon ikke resultatet meget godt afspejler træningsindsatsen, det der med at køre “race” er forbeholdt ryttere med større træningsmoral end jeg har lagt for dagen det forgange år, og det har jeg det helt fint med.

Uden at det på nogen måde skal læses som en kritik, synes jeg at ruten var hård, der var mange kilometer (let kørt) single track, og en god portion mindre stier, så man faldt i hvert fald ikke i søvn på cyklen. De sidste 20 kilometer havde jeg overhovedet ikke mere tilbage i tanken, jeg bandede lidt over et særligt udfordrende singletrack umiddelbart inden løbets sidste is-depot, men det var sgu nok bare trætheden der satte ind der, for når jeg tænker tilbage på det, var den eneste udfordring egentlig bare at jeg skulle af cyklen for at komme rundt om en træstub og så måtte jeg trække 50 meter, fordi det var svært at få cyklen igang opad en lille bakke, så var det vist heller ikke værre.

Hansesns Cykelløb 2023 - Photo by Martin Paldan | GripGrab

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Ruten er rigtig fed, men det er depoterne jeg husker bedst!

Der var naturligvis flere hurtige gutter og ikke mindst damer til start, hurtigste dame, Kirstine Holt der stillede op for BenBen Cykler, gennemførte med imponerende +30km/t, ingen let sag på den rute og hun var blot 16 minutter efter dagens hurtigste mand, Tobias Mørch Kongstad der krydsede målstregen i tiden 4 timer og 34 minutter!! Begge holdt omkring 15 minutters pause, som jeg har forstået er minimum i rutens største depot, som man ankommer til efter 84 kilometer, de sprang nok fadøllen over…

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan
De to første depoter bød på en lækker Blip Blop sodavandsis ved 48 kilometer, den var tiltrængt, jeg havde fået for meget tøj på til starten af løbet, og var kogt pænt meget over da jeg nåede løbets første depot. Ved andet depot havde jeg fået smidt jakken og jeg nød solstangen de serverede der, selvom en flødeis unægteligt ikke er den bedste fordøje med høj puls, men Hansens Is smager bare fantastisk, og jeg skulle jo alligevel ikke køre race, faktisk anbefaler jeg slet ikke man løser billet til Hansens Cykelløb hvis målet er væddeløb, det er jo næsten synd at ræse forbi alt det kræs de præsenterer én for.

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

3. depot var et overflødighedshorn af lækkerier, en enkel pastasalat (faktisk glimrende ræs kalorier) – med tilhørende solstangs sodavand, en noget tung sag, men den smagte vildt godt, mere flødeis, denne gang dyppet i Holm og Friis chokolade samt en nøddeblanding, en seriøst tung sag, men jeg havde lovet mine piger derhjemme at smage ALLE is på vejen, så det skulle naturligvis prøves, derudover fyldte chokolader, barista kaffe… og ikke mindst fadøl… efter at have været igennem alle depotets fristelser var det en klar fejl at vælge en fadøl som en lille “digestive” at køre videre på. Det skete i 2016 og historien gentog sig 2023, jeg fyldte maven alt for meget, og de første 20km efter det store depot var (selvfortjent) rædderlige – hvem fanden finder på at servere så mange gode ting, med 64km hård gravel til mål, hold kæft det er godt tænkt. Røvhuller.

Hansens Cykelløb 2023 Photo by Martin Paldan | GripGrab

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Hansens Cykelløb 2023 Photo by Martin Paldan | GripGrab

Tag bare afsted alene, man finder altid en rutemakker

Det var selvfølgelig kedeligt jeg lige missede mine venner i startboksen, men omvendt, jeg har til dato aldrig oplevet at starte solo i et cykelløb, og ikke alligevel ende med at følges med én eller flere ryttere hjem. Et motionscykelløb finder altid sin rytme, særligt når det er over 100km på grus, på et tidspunkt ender man i sit marchtempo, og sjovt nok, så er der altid andre der er på samme niveau som én selv, således også i lørdags. Jeg endte med at følges, og køre lidt elastik (først den ene lidt foran, så den anden) de sidste 30 kilometerspenge, med et gut der hed Andreas. Det var skide hyggeligt, tak for snakken og følgeskabet!

Depot nummer fire var ved den flotte gårdbutik, desværre åbnede himlen sig netop som jeg kom ind i depotet, og der var ikke meget læ, så det blev en hurtig is og så videre, som nævnt tidligere var jeg lidt sur over rutens beskaffenhed inden dagens sidste depot, men heldigvis var Andreas klar med et smil og en lækker posering sammen med løbets sidste is, og et kæmpe smil, det løftede humøret, nu var der blot 20km til mål, hvor burger, milkshake ad libitum ventede!

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Hansens Cykelløb – hold kæft I gør det godt!!

Som en lille krølle på halen har gutterne ved ismejeriet bygget et lille pumptrack rundt om Mejeriet, som man naturligvis sendes ud på, netop som man tror man rammer målstregen, det er sjovt, og der er endda en stejl nedkørsel, hvor der sikkert er nogle ryttere der er faldet og har slået sig, (det er selvfølgelig ikke så sejt), men derfor var der også i år indført en “chicken run” – så kunne man jo selv vælge, jeg tog den stejle bakke, det gik, men elegant det var det vist ikke!

Herefter burgere, hvor der i år var en utroligt lang kø, folk jeg snakkede med sagde at serveringen sidste år bare kørte som smurt, så hvad køen skyldtes i år skal jeg ikke kunne sige, men da jeg selv er løbsarrangør ved jeg at lange køer ikke er noget man planlægger, de opstår som regel fordi noget er gået galt, så mon ikke også det var tilfældet her, jeg fik min burger efter 30 minutters kø, det var helt ok – særligt fordi burgeren… den var fantastisk, og milkshaken, og øllen… og ja hele løbet, var en kæmpe oplevelse, som en lille skønhedsplet til sidst ikke ændrer noget som helst ved.

Jeg kommer igen, og der kommer ikke til at gå 8 år!

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan

Hansesns Cykelløb 2023 Photo by Uggi Kaldan