Idioter på cykel – fra Nordkapp til Gedser på 150 timer

Her på redaktionen kender vi godt Thure, vi har faktisk cyklet med ham tit, han er skide flink og ikke det mindste idiot. Det her projekt er dog totalt idiotisk, og fedt på samme tid. Godt det ikke er min røv, men held og lykke Thure, det bliver sgu sjovt at følge! 

PRESSEMEDDELSE

Vil cykle fra Nordkapp til Gedser på bare 150 timer.

2.500 kilometer på cykel. På 150 timer, svarende til 420 kilometer i sadlen per døgn, kun afbrudt af korte pauser til at spise og nappe en lur. Lyder det vanvittigt? Ikke desto mindre er det præcis, hvad Thure Kjær fra Vejle kaster sig ud i når han i morgen begynder turen fra Nordkapp til Gedser. Den lange tur bliver omdrejningspunkt for et formidlingsprojekt, der handler om at vise, hvad der driver ekstremsportsudøvere.

Jeg har dyrket ultrasport, siden jeg var 20 år gammel. Det har jeg gjort af lyst, og fordi jeg elsker at være ude i naturen. De seneste år er IronMan, ultramarathon og bjergløb nærmest blevet en folkesport, men jeg oplever, at få forstår hvordan noget, der er så hårdt og langt, kan være sjovt. Og hvorfor vi gider? Det bruger jeg min Nordkapp-tur til at vise.

Sådan fortæller den danske journalist og foredragsholder Thure Kjær, der i oktober måned 2015 blev kendt som ekstrem-Thure, da han løb 378 kilometer i sandet langs den danske vestkyst. Det tog ham 78 timer at løbe fra Hvide Sande til Skagen, og lørdag tager han igen hul på et ekstremt eventyr.

Den lange cykeltur, som starter lørdag den 10. September kl. 18.00, går fra Nordkapp skråt igennem Norge, et smut over Finland og så hele vejen igennem Sverige langs den botniske Bugt. Han krydser Øresund ved Helsingborg og cykler fra Helsingør via København inden det sidste stræk til Gedser.

Cykelturen er 2.500 kilometer lang, og går det som Thure Kjær vil, gennemfører han den på 150 timer. Det betyder, at han skal cykle mere end 400 kilometer om dagen og kun sove to til tre timer i døgnet. Lykkes det, bliver han den første til at cykle Skandinavien på langs så hurtigt – men det er ikke rekorden, der er i fokus, fortæller han:

Turen handler ikke om hvor hurtigt, jeg kan gennemføre eller om at slå en rekord. Den handler om, om jeg kan gennemføre. For jeg har aldrig cyklet så langt før – og jeg tror slet ikke, at man kan træne nok til at vide det med sikkerhed. Hvis jeg vidste, at jeg kunne gennemføre, var det jo ikke sjovt at tage afsted,” fortæller Thure Kjær.

Han har under hele turen følgeskab af to venner, som kører ruten i bil og sikrer at Facebook-siden Adventureraceren hver dag bliver opdateret med videoklip, billeder og historier på den lange tur.

Fakta om turen:

Startsted: Nordkapp, Norge.
Slut: Gedser, Danmark.
Distance: 2.500 kilometer
Starttidspunkt: Lørdag den 10. September kl. 18.00
Forventet sluttidspunkt: Fredag den 16. September kl. 18.00
Daglig distance: ca. 420 kilometer.
Planlagt søvn/hvile/dag: 2-3 timer.

Hvem er Thure:

Navn: Thure Fuhrmann Kjær
Alder: 39 år
Job: Tekstforfatter og foredragsholder.
Bopæl: Vejle.
Privat: Gift med Annamette Fuhrmann som han har børnene Kasper og Jeppe med.
Blå bog: Thure Kjær har krydset Indlandsisen på ski, vundet DM i adventure race to gange. I oktober 2015 løb han 379 kilometer langs Vestkysten, fra Hvide Sande til Gedser, på 78 timer.

Thure og Anette

Følg med:
Thures Facebook-side opdateres med billeder og video under hele turen: www.facebook.com/ultrahjerne
Live-tracking og kort findes på siden: www.readmore.dk

Kontaktinformation:
Thure Kjær kan under turen kontaktes på: +45 6167 1076 – eller gennem presseansvarlig Frej Elbæk Schjeldal på tlf. +45 30 91 72 01
Fotograf Jesper Halvorsen er med i følgebilen og kan ligeledes kan kontaktes på +45 5052 6307