AOCs egen Søren Kuipers er taget til Schweitz for at deltage i, Haute-Route, Crans-Montana, et nyt ben i Haute-Route løbsserien der forsøger at give “almindelige motionister” en løbsoplevelse ud over det sædvanlige, og på samme – sikkerheds, forplejnings og organisations-niveau, som det de profesionelle oplever på World Touren. Læs Sørens optakt HER, og beretningen fra 1. etape HER.

Af Søren Kuipers

Bonjour Col de Crans-Montana 1.808 moh.

Lad det være sagt med det samme: Vi gennemførte det tredages etapeløb med masser af godt humør, ømme ben, brune arme og kæmpe smil. Tænk sig at få så stor en bid af livet igen. Det var kærkommen, og tak for en mega fed forlænget weekend Haute Route.

Efter en god nats søvn natten til søndag og solid optankning af depoter vågnede vi med gode fornemmelser begge to. Jovist vi var trætte, men vi havde ikke haft kramper i snart 12 timer. Det måtte da være et godt tegn.

Race rapport fra 3. etape

Søndag morgen ruller vi de 17km ned til startområdet i Sierre, som er beliggende i cirka 540 meters højde knap 1.000 højdemeter lavere end race village. Her begynder dagens 15km bjergenkeltstart. 1.262 højdemeter skal forceres.

Søren beretter

De første 8km er sådan lidt blandede – de stiger vel i gennemsnit med 8%, men det virker meget ujævnt og jeg har svært ved at holde rytme. Jeg er både på stor klinge og nede at køre 36-30; det er meget forskelligt. Jeg holder kæden rimelig stram, men holder dog lidt igen – så meget man nu kan. Jeg har studeret profilen og ved, at de sidste godt 7,5km stiger med 9,5% i snit, hvoraf km 8-11 er allerværst.

Vi starter med intervaller af 20 sekunder efter vores position i det samlede klassement. Dvs. at jeg starter som nummer 40. Det til trods går der vel sagtens 8km før jeg bliver hentet bagfra, og jeg tænker lige, at jeg fyrer den af. Men i løbet af den næste kilometer bliver jeg overhalet tre gange. Jeg kæmper lidt med moralen, men holder fast i min strategi. Jeg kører benhårdt efter mine watt, og selvom det er på tredjedagen satser jeg på at kunne holde mine 330watt, som er min seneste FTP.

Måske er det simpelthen bare en god formtop jeg har ramt eller også er jeg bare heldig. Her på tredjedagen, får køllerne stadig tæsk, og da ruten stabiliserer sig omkring de 8% de sidste 3km slipper jeg de sidste kræfter løs. Jeg får indhentet tre eller fire, som er startet foran mig, og op mod den sidste kilometer kører jeg all out. Jeg afleverer en sidste liter sved på de schweiziske alpeveje.

1.03:20 siger tiden rent for 15,km stigning med 8,3% i snit. 325 watt i gennemsnit kunne jeg præstere. Jens kommer springende, klappende med medalje om halsen. Vi klarede den!

Glad og tilfreds ruller vi ned mod lejligheden i Crans-Montana, hvor der bliver pakket gear ned, gået i bad og ellers bare nyde, at nu skal kroppen få fred. Nå ja, vi skal jo også lige drøne hjem til Danmark igen.

36 ryttere kørte hurtigere end mig op ad Col de Crans-Montana, og jeg avancerer en sidste gang i det samlede klassement og slutter på en yderst tilfredsstillende 39. plads ud af de 155 startende ryttere.

Jens’ oplevelse

’Så fandt jeg sgu benene igen!’ Jens klapper mig på skulderen, da jeg er kommet i mål. Han stråler om kap med sin medale. ’Jeg kørte under 1.30.00 Søren. Det er 10km i timen i snit! Væk er lørdagens kramper, det blege, spørgende ansigt: Tror du jeg klarer den? Selvfølgelig klarede Jens den. I den samlede stilling avancerer Jens til en samlet position som nummer 138. På dagen bliver han 133. Han indhenter og overhaler 11 personer. Han holder de efterfølgende bag sig. 75 år og så budgetterer man kræfterne så præcist. Det er bare i orden.

På vej hjem i bilen spørger Jens mig: ’Da du foreslog det her Haute Route for mig, da spurgte jeg dig, om du troede jeg kunne klare det. – Og det kunne jeg. Og jeg klarede den oven i købet bedre end mange andre!’ Sådan en stolthed kender vi alle, når vi har vundet en skiltespurt, blevet nummer 14 til det lokale bakkeløb, og det er den samme barnlige stolthed, som jeg kan ane bag det skæve smil.

Jens blev nummer 8 i sin klasse. Men den hedder 60+. Der var mange med gråt og hvidt hår, måner, solide fuger og rynker i ansigtet, men der var ikke mange over 70år. Men det gør det ikke umuligt. ’Haute Route…står det egentlig for Hård Rute?’

Er Haute Route noget for dig?

Se det spørgsmål kan vi jo ikke svare på. Overhovedet. Men gennem beretningerne denne forlængede weekend fra Schweiz, har vi forsøgt at give et indtryk af hvordan hele arrangementet opleves. Både det rent organisatoriske, ruterne, serviceniveauet og det professionelle set-up. Så er det op til dig at vurdere, hvad du er til. Her på vej hjem fra Alpernes varme fristes vi selvfølgelig til at stille os selv spørgsmålene: Hvad var vores største oplevelse? Hvordan adskilte dette løbsarrangement sig fra noget vi tidligere har prøvet?

– Vi har svært ved at svare entydigt på det. Jens hæfter sig i særlig grad over de mange officials, den gode skiltning, alt forplejningen – før, under og efter løbet. Checkhæftet har ikke været meget fremme. Jeg selv er superoptaget af hele konceptet, hvor man kæmper i tre dage – i et ubeskriveligt inspirerende terræn. Vi er dog enige om, at Haute Route er noget særligt på grund af helheden. At færdes i et miljø der emmer så meget af cykling i flere dage i træk, det er virkelig noget særligt. Stemningen, afslappetheden, konkurrencen og kammeratskabet imellem ryttere, officials, hjælpere, marshals, massører og alle omkring arrangementet er virkelig unikt. At opleve en bjerglandsbys lille kirkespir være centrum for sådan en cykelweekend; det er hvad livet handler om.

Undervejs har jeg jo været i daglig kontakt med redaktøren, som får det hele sat op, rettet stavefejl og andre træthedsbrud. Èn ting er dog sikkert; skal jeg til Haute Route igen, så tror jeg det bliver med Uggi. Men det kræver altså træning…masser af træning.

Tak fordi du læste med og rigtig god sommer.