Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti er i fuld gang! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne gik i Bolzano mandag den 24. juli. AoCs Søren Kuipers og dennes gode ven Jens på 77 år er afsted for at cykle det fem dages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.
Af Søren Kuipers & Jens Olesen // Foto: Giro delle Dolomiti
Jens’ betragtninger efter 1. etape:
“Fantastisk kørt Søren! Klarede du den også uden at klikke ud op mod Pampeago?” Sådan lyder det stolt fra den solide vestjyde. Jens beretter om en fantastisk start på dagen, hvor vi satte kursen ud af Bolzano mod Passo San Lugano. Den første lange stigning lå mellem 3 og 8% over cirka 20km, og da Jens’ pulsmåler stod af – ja så kørte han jo bare på fornemmelsen. Og den var ret god.
Efter den stigning veloverstået kom dagens første større regnvejr dog, hvilket gav mindre rystelser, som dog hurtigt gik over, da vi skulle op ad den timede sektion op til Alpe di Pampeago. “Jeg kørte supergodt Søren, men hvorfor var toppen 3 km længere oppe end der hvor tiden stoppede?” Vi ved det ikke, men til og med opstigningen i godt 2.000 meters højde var en god dag. Her var der kørt knap 60 km ud af etapens 88 km.
Jens ønsker ikke at give yderligere kommentarer om hvad der efterfølgende skete.
Sørens betragtninger efter 1. etape:
“Så kom vi da ligesom i gang, hva’ Jens?” Glade og udmattede ligger vi og strækker benene efter en første etape, som vi vil huske tilbage på med lidt blandede følelser. Der er gået en del timer siden målgang, og det er nok meget godt.
Som Jens havde jeg også en god startstigning, hvor jeg fik varmet mit knæ solidt op, og jeg følte mig ret godt kørende, men det større regnvejr ned fra Passo San Lugano fortalte desværre mere om hvad der var i vente. Og det var ikke for sarte sjæle.
På toppen af Alpe di Pampeago begyndte skyerne at trække sig sammen. Højden er 2.006 meter over havets overflade. Ret hurtigt begynde jeg at fryse, ligesom mange andre. Vi spørger om vi må køre ned, men får at vide, at vi alle skal køre ned samlet?? Samlet ender med at være i to kæmpe grupper (vi er omkring 350-400 ryttere i løbet). Regnvejret vælter ind over os. Der er vel 5 grader, slagregn og så venter der godt 1.700 meters nedstigning i grupper af +150 ryttere. Jeg gør det ALDRIG igen.
Jeg sender mine bedste hilsner til Carsten fra Canyon, som – jeg tidligere har skrevet – har stillet en fed cykel til min rådighed. Jeg har blandt andet brugt det meste af eftermiddagen på at finde en cykelpusher, få købt nye bremseklodser, skifte dem og forsøge at få cyklen til at køre solidt igen. For sevan der blev bremset og filet, når så mange skal ned på én gang. Ikke mere om det. Jeg har videregivet min kritik til løbsledelsen.
Desuden kan jeg berette at gearing 50-37 monteret med kassetten 10-33 12 speed Sram Red er helt perfekt – også når det stiger med 14%. Tak Carsten.
2. ETAPE: SELLA RONDA
25. juli – 3.445 m | 159,7 km |
Tidssektion: Selva Val Gardena – Passo Sella | 10,4km • 704m
En spektakulær dag venter forhåbentlig omkring Sella-massivet, hvor fire bjergtinder venter. Ser du Giro d’Italia vil du vide, at vi nu er i hjertet af dolomitterne. Enhver cykelrytter bør køre dette loop mindst én gang i deres liv. Begge veje rundt vil jeg mene. Jens og jeg har kørt mange af de fire stigninger ad flere omgange på forskellige ture. Alle opkørsler er hverken ekstremt lange eller ekstremt hårde, men alligevel gør de mange anstrengelser i over 2000 meters højde, at vi nok skal blive trætte. Dødtrætte. Læg så oveni en distance på næsten 160 km med godt 3.400 højdemeter til følge, så taler vi altså om en hård dag. Anstrengelserne ved opstigningerne til de fire ikoniske pas kompenseres med de sjove nedkørsler, mens øjnene beundrer de grønne enge og de majestætiske glitrende hvide bjerge.
Når ruten når Selva Val Gardena efter godt 50 km, starter den timede strækning op mod Passo Sella på godt og vel 10 km. Udsigten fra netop Passo Sella er én af de smukkeste jeg nogensinde har oplevet, og når man efterfølgende skal passere Passo Pordoi, Passo Campolongo og Passo Gardena, så er det i sandhed verdens bedste fødselsdagsgave. For jeg bliver 41 somre denne dag i Italien. Desværre ser det ud til at min ringe opførsel det seneste år smitter gevaldigt af på vejret – for vejrudsigten ser mildest talt elendig ud. Men vi håber det bedste.
Tilbage til ruten. Mellem Pordoi og Campolongo ligger der desuden en lille hyggelig by; Arraba hedder den. En by vi adskillelige gange har nydt både kaffe og cola tidligere, og her er der også depot i Giro delle Dolomiti. Det kan ikke være bedre. Når vi når toppen af dagens sidste stigning Passo Gardena mangler der næsten 60 km. Men de går nedad hele vejen, så det bliver en endeløs nedstigning mod Bolzano, hvor vi sikkert helt udmattede kommer i mål hen på eftermiddagen. Og vi kommer ikke til at køre ned i grupper som på førstedagen – uanset hvad race directeur måtte mene om den sag.
Læs nærmere om ruten her.