NielsFredborgCover
NielsFredborgCover

Optakt: Niels Fredborgs Æresløb, 26. juni 2015

Niels Fredborg begyndte på Aarhus Cyklebane i 1962, hvor han som kun 15-årig måtte have aldersdispensation. Da han skulle tage sin begynderprøve, satte han ny rekord. Allerede som 16-årig vandt Niels sit første Danmarksmesterskab i sprint for seniorer. Dette efter et sandt drama, og til stor glæde for 5.000 tilskuere på Aarhus Cyklebane.

Af: Michael Berling

Det skulle blive til yderligere 26 danske mesterskaber på banen, 3 Verdensmesterskaber samt 3 Olympiske medaljer. Hvilket gør Niels til ikke bare Aarhus Største idrætspersonlighed gennem tiderne, men også en af de største i dansk idræt med plads i DIF Hall of Fame.

Fredag d. 26. juni byder Aarhus Cyklebane alle velkommen til Æresløb for Niels Fredborg med start kl. 18.00. Niels’ force var de korte distancer, som sprint og 1.000 meter på tid, derfor bære aftenens program også præg af korte og eksplosive løb. I de forskellige klasser, fra Elite til B&U, konkurreres der om den endelige sejr i et omnium over 3 afdelinger.

Stærk elite klasse

Særligt Elite klassen giver anledning til spænding. Her er den dobbelte vinder Nichlas O. Pedersen, at finde på startlisten. Nichlas for kamp til stregen af landsholdsrytteren og VM deltagere Daniel Hartvig, samt Frederik Schwartz, Mads Rydicher, Jacob Mørkøv og Martin Frank fra København, det fynske stor talent Anders Lillendal samt de øvrige lokale ryttere med Team WeBike – C.K. Aarhus’ Eskil Vammen i spidsen.

Efter den sidste omniums afdeling, vil alle ryttere fra U11 til Elite, være at finde på banen på samme tid. Når alle rytterne dyster i et kort handikap over 1.000 meter, et såkaldt ”Sydney Handikap”. Sidste løb på programmet, er et parløb over 50 omgange. Et løb der, med 9 par til start, også indbyder til stor spænding, i det startlisten ikke giver et eller to klare favorit par.

Uden for de mange konkurrencer, har Aarhus Cyklebane et nyt og spændende løb på programmet. Faktisk så nyt at der er tale om en Danmarks Premiere, når der skal dystes om ”den længste omgang”. Hvis man aldrig har hørt om denne løbsform, kan man tjekke linket nedenfor fra Revolution Serien fra England – HER

Motionsrække hvor alle kan deltage, og det er muligt at leje en cykel!

Ud over de mange løb for licensryttere, følger folkene bag Aarhus Cyklebane op på det nye koncept, baneløb for motionister. Dvs. en klasse kun for motionister, ryttere uden licens, som man kender det fra diverse motionsløb på landevejen. Her får motionisten muligheden for at køre løb på den skrå cement, og i modsætning til de mange motionsløb på landevejene, skal man ikke tage hensyn til den øvrige trafik men kan udelukkede koncentrere sig om at køre på cykel.

Banechef Johannes Ollerup Sall siger:  ”Motionister dyster på banecyklerne som alle øvrige, så har man en banecykel er det bare at møde op og være med, der er altid plads til flere på cyklebanen, og er man ikke i besiddelse af en banecykel, er det muligt at leje en på cyklebanen!”

Det koster 10 kroner at leje en cykel for en aften, så det må siges at være en rimelig pris, det er først til mølle, og udlejningen åbner klokken 17, kom i god tid da antallet er begrænset. 

Præcis som hos eliten, køres der med et samlet resultat for aftenen i motionsklassen. Motionisterne vil konkurrere i forskellige banediscipliner, hvor de tre med flest indkørte point sidst på aftenen får sig en tur på podiet til præmieoverrækkelse.

For mere info:
www.aarhuscyklebane.dk