Optakt – Unsupported Grinder

Desværre kan jeg (Uggi) ikke selv deltage i Unsupported Grinder, både fordi jeg netop er blevet opereret, men også fordi en sten i min hånd er gået ret meget ud over årets træning, så jeg er simpelthen ikke i form. Det er der heldigvis et par af mine gode venner der, og de skal begge to køre løbet. Her er deres forventninger. 

Jens Sonnichsen kører Lanterne Rouge

Unsupported Grinder. Et nyt 300km grusløb km skabt med inspiration af store løb inklusiv gravel’s største monument; Unbound Gravel (tidligere Dirty Kanza). Der er flere årsager til at løbet trækker i mig, dels er det skabt af Mads Kristensen, tidligere world tour rytter, der har været en af skaberne af “Gravel Cykling Denmark“, fællesskabet, der via Facebook har været med til at sprede det gode budskab omkring gravel cykling de sidste tre år, dels er det med start og mål i min nye hjemby Vejle og med to finishes ved netop Unbound, så skulle jeg naturligvis også prøve kræfter med dette nye danske gravelløb.

I skrivende stund her fredag eftermiddag er mit gear check ved at være på plads med oplægning af dels mit kit, dels hvad jeg skal have med i de tre løb, forstås sådan, at min mentale strategi er en opdeling af løbet i de tre faser imellem hvert depot. Vejrudsigten siger 12-20. grader i løbet af dagen med byger, hvilket betyder, at min plan bliver tre flasker imellem hvert stop. Løbet byder på to fuld-service depoter ved hhv 80 og 225 km, plus et vand depot ved 160 km. Som navnet angiver giver er løbet unsupported, ligesom Unbound. Der må ikke modtages hjælp uden for support zonerne, dog gives der adgang til egne hjælpere i de to full-service depoter. Efter god erfaring fra Dirty Kanza med eget crew i support zonerne bliver dette min strategi.

Mit kit er mit standard go-to gravel kit. Diverse værktøj, én ekstra slange, plugs, CO2, håndpumpe, engangshandsker (til evt kæde rep og som handske liner ved ekstrem vejr), regnjakke, lommekniv, en lille kædeolie og nogle engangs servietter til kæderens. Forlygte, 2x baglygter, powerbank til backup af garmin og telefon. Ligeledes har jeg som standard på lange løb et e-blanket. Jeg bruger Tailwind som energi støttet af diverse GU energi produkter, waffles og gels samt elektrolytter, disse pakkes i mini ziplocks for nem adgang. I min crew box pakker jeg ekstra rense servietter til kæde, kædeolie, ekstra slange, extra plugs, en tør jersey, bibs og sokker, ibruprofen og panodil, ekstra powerbank, seks fyldte flasker, og ikke mindst et par Yankie bars.

Stay on the bike

Jeg har plads til tre flasker på cyklen, så fra start køres de fyldte. Fra depot et til vanddepot kører jeg med to flasker og en flaske ”koncentrat” der kan blandes op til tre flasker, således jeg kun skal iblande vand. Havde det været varmere havde jeg suppleret med en camelback, men jeg satser på at det ikke er nødvendigt. Generelt har jeg fokus på ikke at være afhængig af opbevaring i lommer, så vidt muligt. Slange, ekstra reservedele har jeg i en sadeltaske. Diverse energi produkter har jeg i en fueltank på overrøret. Jakke, værktøj som CO2 pumpe, multitool, plugs med videre er i mine elskede chuckbuckets på frempinden. Jeg havde overvejelser omkring valg af cykel; skulle jeg vælge mit go-long, flexible setup med min Salsa Cuttroath og 29” med 2,25” dæk eller fuldblods gravel raceren, min Moots Routt RSL, valget faldt på min Moots med Vittoria Terreno Zero, med det forholdsvis store antal km på ”ikke grus” håber jeg på, at det er det rigtige valg.

Min løbstrategi ville normalt dikteres af en target tid med så fast fokus på en gennemsnits tid som muligt, men da jeg har påtaget mig den officielle rolle, at køre ”Lanterne Rouge”, løbets sidste rytter for opsamling af feltet, sættes dette mål med cut-off minus én time. Strategien er normalt at bruge så meget tid på cyklen som muligt, og minimere tiden i depoter, der kan hurtigt spildes en masse tid, sådan bliver det også i morgen.

Udover 300 km udgaven med start kl 6:30 og cuttoff kl 23:00 køres der også en kortere ”Short and Sharp” på 130km, med start kl 9:00. Ligeledes er der også en bikepacking rute, der deler 300 km ruten i to med start fredag frokost og afslutning lørdag. Jeg fik i min frokostpause tid til afhentning af mit start nummer og fik hilst på backpackerne og sendt dem godt afsted. Denne del af løbet køres i år med kun fem deltagere, som guide på turen er Tobias Christensen, en af Danmarks mest erfarne backpackere. Følg Tobias under turen på hans instagram @tobi.rides

Løbet afholdes i forbindelse med Vejle Fjord Festival, godt set af arrangøren, da det gerne skulle give noget liv i mål-zonen. Inden, under og efter løbet. De gode gutter fra balsamforsjaelen.dk underholder med live podcast, der er et børne gravel løb og meget mere ud over de officielle Vejle Fjord Festival aktiviteter. – vi ses på gruset. Jens #vielskergravel

Følg Jens live på hans instagram side Nordic Gravel.

Ulrik Vadstrup Johannessen, Henrik, Henrik og Henrik

Efter en god sommerferie, vejer jeg måske 2-3 kg for meget. Jeg har selv en tro på at det hjælper mig på distancen – så har jeg mere at stå imod med ;-)
Jeg har kørt tæt på 7.000 km i år. Meget mere tror jeg ikke jeg kunne have logget, selvom jeg havde trænet specifikt og målrettet mod dette event.
Fornemmelsen er at jeg er OK forberedt på det punkt – altså bortset fra lidt dødvægt.

Jeg skal bo og cykle med Henrik, Henrik og Henrik. De 2 Henrik’er skal køre 300 km ruten med mig – Vi starter i hvert fald sammen. Den sidste Henrik tager 130km distancen. Mine rejsekumpaner kan nok begge holde en højere fart end jeg, og kommer også hurtigere over bakkerne. Vi må se om det giver mening at blive sammen – måske det udligner sig på distancen, 300km er LANGT!

Tanken er er starte lidt forsigtigt og at holde den omkring zone 2, men jeg kender også mig selv, når klaveret spiller… Jeg satser og håber på en gennemsnitsfart lidt over de 20 km/t – måske endda omkring 22-23, hvis jeg har en god dag. Jeg starter 6:30 og målzonen lukker kl 23:00, så der skal holdes ca.19 i timen, bare for at gennemføre indenfor tidsgrænsen, så der skal i hvert fald ikke nøles for længe i depoterne.

Vejrudsigten siger delvis skyet og 15-17 grader og 5-7 m/s vind.
Det er vel egentlig OK cykelvejr.
Vi ses i Vejle – Det bliver en fest !!