Hård optakt, Knald hård holdejer.
Da bloggens redaktør var på anden arbejdsopgave, falder anmeldelsen af Marselisløbet på udlandsredaktionens skuldre. Lad mig sige det med det samme, vi savnede dig Uggi!! Løbet savnede dig!!
Nå men Marselisløbet er Århusområdets motionsløbsafslutning, en form for århusiansk VM. Det er 3 gang jeg er med og efter 2 gode placeringer på 50 km ruten de sidste par år, havde jeg faktisk mest lyst til at cykle den igen, det kunne være en god tradition og jeg elsker ruten. Det ville faktisk også have passet min krop fint, for jeg kørte Det østjyske bakkeløb med feber og bræktur, og for 2 uger siden fik jeg at vide at, jeg har 2 brækkede ryghvirvler. Men da jeg fremlagde mine tanker for Uggi fik jeg meget koldt at vide ”enten garanterer du at du vinder 50 km… eller også stiller du op på 100 km og kører sammen med os andre” Tak for en holdejer… ER MUSS!!! Nå, men efter 2 ugers HÅRD interval MTB træning blandet med lidt lettere trilleture på raceren, så følte jeg mig faktisk klar til 100 km.
Ny opdeling
Som noget nyt havde marselisløbet i år lavet en ekstra start gruppe i form af en ”elite 100 km” med deltagelse af Team Ridley – Briancon, Team Mash og Team Frederikshøj. Vi havde således ikke på den ”almindelige” 100 km selskab med disse ryttere, om det så er godt eller skidt, ja den diskussion er jeg for længst træt af at høre og læse om (jeg er komplet neutral og bare glad for at køre på min cykel…. En form for funktionær). Dog skal der siges tillykke til Martin Mortensen (ja den Martin Mortensen) som løb med sejren på i Elite feltet, MASH sagde inden løbet at de ville vinde, og det må man sige de levede op til… det forlyder i øvrigt at Team Ridley Briancon næste år stiller med følgende holdopstilling.
“Team BB Marselis 2014”
Matti Brechel
Anders Lund
Lars Bak
Lasse Norman
Mads Würtz
Sebastian Lander
Brian Vandborg
Thomas Bank Egebirk
Hektisk start
Tilbage på den almindelige 100 km rute, her mødte jeg for første gang mine to AltomCykling.dk holdkammerater, Michael og Claus. Efter kort snak gik starten, der var virkelig mange tilskuere, masterbil og det hele, det føltes rigtigt godt! Efter et par hundrede meter langs vandet drejer man hurtigt op af Odder bakken, efter min mening satte masterbilen her en alt for lav hastighed det første stykke blev kørt med sølle 22-23 km/t og der blev ikke trykket meget over 26km/t resten af vejen op. Det førte til lidt harmonikakørsel og farlige situationer. Desværre betød det også at feltet var alt for stort de første 20-35 km, og derved opstod der flere farlige situationer.
Allerede lidt efter Mårslet rev en gruppe på ca 30-35 mand fri i sidevinden, selv kunne jeg ikke gøre meget da jeg blev fanget bag et par der ikke helt kunne styre cyklen i vinden. Først da vi når til udkanten ad Odder får jeg set mig lidt om i feltet og finder ud af at Michael og jeg er med i det der så er anden gruppe. Vi får kort snakket og holder os faktisk sammen resten af løbet. Desværre har vi mistet Claus i nærheden af Mårslet, han er blevet fanget et par pladser bag os, hvor et par hatte laver en bås på ham. Øv øv.
Tak til Tandem
Som nævnt var vinden lidt af en faktor i dag, faktisk var der kun et ganske lille stykke med rigtig medvind, ellers havde vi faktisk vinden lige i smasken, eller ind fra siden. Det stykke vi havde medvind, ja der havde jeg gevaldig glæde af 2 gutter på en MTB tandem, de lå og kørte 66 km/t og jeg sad i læ af dem, jeg ved ikke hvem de er, men hvis nogen læsere kender dem må de meget gerne sende et stort tak her fra, det var fandme respekt!! Altomcykling er fan af jer!!
Vind og overvejelser
Nu er undertegnede ikke verdens tungeste, og da vi ramte strækningen langs kysten var der bare PIV sidevind, ikke lige guf når man vejer 62 kg og er 185 høj… da jeg sad der overvejede seriøst om, det ville have været smart at fylde lidt sten i lommerne inden turen, bare for at være sikker på jeg ikke blæste i vandet. Det hjalp heller ikke meget at folk i gruppen, som var kørt ned til ca 15, sad og småskændes og at viftekørslen aldrig rigtig virkede.
Omkring en km penge før Aistrup Camping blev farten i gruppen dog sat lidt ned, jeg tror flere var nervøse for at der skulle komme angreb på Aistrup bakken. På vores lille teammøde inden start havde vi snakket om at der ville være modvind på netop den bakke, så vi skulle bare side på og afvente. Tilsyneladende havde andre det samme i tankerne så der blev kørt jævnt op ad. På bakken kunne vi faktisk se frontgruppen, og jeg vil tro vi har været 40 sek. efter dem. I et kort sekund overvejede jeg at lave springet, men droppede det.
Så luk dog den trafik tak..
Da vi kom ind i skoven ved vikingemuseet overvejede jeg at prøve lidt, med der var som altid kaos, de langsomme på 50 km ruten lå og spærrede i højre side og gerne 2 ved siden af hinanden og i modsatte vejbane, biler i lange baner, umuligt at komme afsted, i hvert fald på forsvarlig vis. Det er en ærgerlig afslutning på et ellers helt igennem velafmærket og reguleret rute. Det er mig faktisk helt ubegribeligt at den skov ikke er lukket af for trafik, det er 1 gang om året og det er altså ikke et lokalt lions club løb der kommer. Der er ca 1000 mennesker på både 100km og 50km. Det må kunne lade sig gøre, om ikke andet i de 1-2 timer hvor de hurtige grupper kommer.
Selv er jeg ikke den store sprinter, men i vores gruppe bliver jeg da 5’er så ikke helt tosset. Dog var det med en bitterhed over at jeg ikke kom med i frontgruppen, jeg følte mig faktisk rigtig godt kørende på dagen, og var kun presset i sidevinden, men ikke mere end at benene havde mere i sig.
Nu hvor vi er ved kritik af afslutningen, ja så vil jeg da gerne lige knytte en kommentar i mål slusen, den er blevet bedre de sidste 2 år, men jeg fatter faktisk ikke at målet skal være så langt henne. Det logiske i min verden ville være ca 100 meter efter Varna bakken før Odder bakken, og så kunne man trille af cykelstien hen til filtenborg plads, få sin kakaomælk og banan samt en snak om løbet. Det er bare en ide… kan være i andre har andre ideer som er bedre, lad os få en snak så vi kan få en mere sikker afslutning på så flot et løb.
Det skal for god ordens skyld nævnes at AltomCykling.dk endte som nr. 28, 32 og 159. Stor respekt til Claus der endte med atkøre solo fra Mårslet!! Det er altså noget af en bedrift i den vind.
Post race hygge
Nå man skal altid slutte positivt af, hvis den overordnede oplevelse har været positiv, så det vil jeg gøre. Marselisløbet er en velsmurt maskine og der er styr på 90% af tingene. Der er hammer fedt med et stort målområde, hvor folk han side og hygge såvel inde som ude. Vi i teamet satte os med en udleveret kakaomælk og fik en snak, og andre klubber/ motionshold gjorde det samme og hvis man på sådan en sensommerdag kaster blikket rundt og ser hvem der er med, så er det høj og lav, tyk og tynd, ung og gammel alle med det til fælles at vi elsker at cykle, det er tradition når det er bedst og det er derfor marselisløbet er det største. (i bedes huske at jeg til daglig bor i en anonym storby….. kan godt savne Danmark og vores hyggelige folkefærd… så undskyld den pladder nationalromantiske afslutning)
I morgen er jeg desværre draget til London, men her køres det allerede legendariske GS Velopresse gadeløb, glæd jer til reportage herfra, og på lørdag er der cykelløb i Skive, hvor AltomCykling også stiller til start. Søndag er der Postcup Finale i Hammel, hvor vi var mange der havde glædet os til Gran Fondo på den allerede legendariske DM rute fra 2012, det blev desværre ikke til noget i år, men det gør det næste år, det vil AltomCykling.dk i hvert fald gøre vores for at det gør!
Rigtig meget god cykling i sigte – vi ses på landevejen!