20.11.2021, Winter Rally Gravel

Vind 2 billetter til Adventure Cycling – Winter Rally 20. november

På AoC hylder vi nye initiativer, og vi har talt med Stefan fra Adventure Cycling, som arrangerer fede gravel events – året rundt. Det er megafedt! Mange løb og events er placeret fra april til oktober, men Adventure Cycling har udvidet kalenderen, så man kan få blodsmag, løbsoplevelser og løbsmotivation henover de mørke måneder. Allerede 20. november køres arrangementet Winter Rally.

Af: Søren Kuipers | Foto: Adventure Cycling

Motivation i den mørke tid

Tak for at bringe mig motivation. Adventure Cycling, som styres af Stefan Ernst og Mads Christensen, har valgt at deres events skal hylde den – fortsat voksende – trend, som gravel-cykling er. Personligt synes jeg det er megafedt. At have løb og events gennem det mørke efterår, og endnu mørkere vintermåneder, hilser jeg meget velkomment.

Stefan garanterer, at løbet byder på lidt af det hele, syre i benene, høj puls og mudder i ansigtet. Den danske vinter kan være lige så smuk, som den kan være barsk og brutal. Indtil videre har vi meget milde temperaturer, men i slut november kan vi forvente alt fra sne, slud, regn, blæst og sol – vi må se. Winter Rally hylder rytterens kamp mod elementerne.

Løbets set-up

Løbet afholdes i Gårslev lidt sydøst for Vejle, og der er fundet en rute på 45 lede km. “Ruten byder på masser af grus, skovstier, stykker med landevej og små stejle stigninger langs sydsiden af Vejle Fjord.” Det fede ved at deltage i et event så sent (eller tidligt) på sæsonen er, at man selv vælger om man vil køre 1 eller 2 omgange. Og min erfaring er, at uanset om du kører 2, 3 eller 4 timer i terrænet i efteråret på gravel, så er man mør, når man kommer i mål. Du kan undervejs beslutte, om du kører 45km eller 90km.

Budskabet fra arrangørerne er klart: Ruten er udfordrende, men alle kan være med, så forvent det værste og håb på det bedste!
Der er frisk kaffe og rundstykker inden løbet, og efter løbet loves der varm kaffe igen – samt varm suppe. Du skal selv medbringe hvad du skal bruge ude på ruten – både hvad angår drikke, energi og lappegrej, værktøj mm.
Jeg stiller selv til start og satser på at køre to runder med mindre jeg oplever defekter af sværere karakter. Redaktøren har jo netop landet en spritny Crux fra samarbejdspartner Specialized, så jeg håber at kunne lokke ham med derned. Jeg håber at se mange til en omgang beskidt Winter Rally.
Senest har Mads Christensen været med i pdocasten Bagerstop, som jeg selv lytter ivrigt til. Mads anbefaler at møde op til Winter Rally på 38-40mm sutter, en god portion tubelessvæske og masser af godt humør. Så sørger han for resten. I 2016 var jeg med på hans første eventyr en råkold (og pissevåd) oktober-lørdag. I marts i år deltog jeg ligeså i Adventure Cyclings Spring Classic. Mads har fortsat gode ruter, god forplejning og fokus på både konkurrence og social trivsel. Det fungerer bare, og jeg glæder mig virkelig til turen på søndag!