Foto Uggi Kaldan

Christopher Juul Jensen samler ind til en god sag

I dag blev jeg i sidste øjeblik inviteret på en netværkstur, arrangeret af Christopher Juul Jensen, der samler ind til Trygfondens Familiehus ved Skejby Sygehus i Aarhus. Det er ikke tilfældigt at Christopher samler ind til Familiehuset, da han er barnebarn af Palle Juul-Jensen, der var medicinaldirektør, stærkt medvirkende til udviklingen af Skejby sygehus, og ikke mindst, ivrig cykelrytter. 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

En rørende dag på cyklen

Det var oprindeligt meningen at Chris Anker Sørensen også skulle have deltaget i dagens event, men det kunne jo ikke lade sig gøre. Det var derfor en tydeligt rørt Christoffer Juul der hyldede sin ven, og knap kunne finde ord, da han skulle fortælle, at han synes det var i Chris Ankers ånd at gennemføre indsamlingseventet, trods den tragiske hændelse i Belgien, for godt en uge siden. Der var vist ingen af dagens deltagere der ikke fik en lille klump i halsen, da Juul Jensen et par gange måtte rømme sig, og starte forfra på talen.

En anden fantastisk ambassadør for dansk cykling, var trådt til med kort varsel, nemlig Mads Würtz Schmidt, måske også for på en måde at hylde Chris Anker. Mads var direkte hjemvendt fra VM i Belgien i weekenden, og stillede op i sin flotte Danmarksmestertrikot. Både Juul og Würtz cyklede små ture med nogle af børnene fra familiehuset, inden netværksturen startede. Det gik altså lige i hjertet!

Foto Uggi Kaldan

Det er stort at se to prof-ryttere på den måde tage ud og give nogle børn en fed oplevelse, kæmpe ros og hatten af for to af danmarks absolut mest sympatiske cykeldrenge. Christoffer Juul Jensen og Mads Würtz Schmidt, for på denne måde at være med til at samle ind til en god sag.

I Familiehuset, som der samles ind til, får familier med syge børn et hjem, hvor de alle kan være samlet og samtidig have en tryghed i at være tæt på hospitalet. Familiehuset er en selvejende institution med ganske få ansatte, og et stort antal frivillige, som hjælper familierne i deres dagligdag. Hvert år bor der mere end 500 familier i huset fra hele landet. Siden huset åbnede, har der boet mere end 3000 familier i huset.

Foto Uggi Kaldan

Støt en god sag

Jeg kunne desværre ikke være med til Hammel Cykelklubs flotte hyldest til Chris Anker i weekenden, det var priviligeret at være med her i dag, hvor Juul og Würtz på flotteste vis ærede deres ven, med et minuts stilhed, inden vi tog ud på en fin cykeltur, det var en fin gestus. Chris Anker var kendt som en familiemand, der prioriterede familien og børnene højt, på den måde virkede det som helt rigtigt at gennemføre denne tur, til fordel for børn og familier, i de sværeste situationer.

Alle kan støtte Familiehuset, det gør man lige her, det kan AoC naturligvis kun opfordre til at man gør, alle bidrag hjælper. Skulle du, eller din virksomhed have lyst til at deltage i eventet næste år, kan du læse mere om hvordan man kan deltage, og samtidig give et bidrag lige her: Tour de Familihuset.

Foto Uggi Kaldan