I går blev der kørt gadeløb i Hadsten, en klassiker, hvor de danske helte fra Touren kommer hjem og “ruller” – på hvad der må betegnes som en led rundstrækning i Hadsten.
Af Uggi Kaldan AKA redaktøren | Foto Uggi Kaldan
Festen blev skudt igang med et motionsløb hvor ca.50 mænd og kvinder havde meldt sig til, redaktøren på AoC kørte naturligvis også med. Der er ikke rigtigt noget at skrive hjem om i den henseende. Det var hårdt. Brunsvigerne der var blevet konsumeret til børnefødselsdagen tidligere på dagen, viste sig ikke at være en fornuftig race diæt…
Mads Pedersen, Valgren og Bak til start
Mads Pedersen er kommet hjem efter at have kørt en mega flot Giro og havde i dagens anledning sin nye DM trikot på. Valgren og Bak kom hjem fra Touren, i den duel var det Valgren og Mads der så mest friske ud, Bak lignede en træt mand på bakken efter nogle omgange.
Mads Pedersen viste virkelig ære til sin nye titel og kørte super offensivt under hele løbet!
Det friske udlæg fra Danmarksmesteren mundede dog ikke ud i en sejr, i stedet blev det en stærk og snu Jonas Aaen fra Riwal der snuppede titlen til sidst. Det er nu ingen kæmpe sensation, Aaen har selv kørt på højeste niveau fra 2010 – 2013, så han ved godt hvordan man kører på cykel.
De danske kontihold er generelt på et højt niveau, og i starten af løbet var både Riwal og Coloquick gode til at udnytte at de havde flere ryttere til start. De blev brugt til at presse særligt Mads Pedersen til at lukke huller, herunder er Aaen dog også på arbejde.
Det var et super fedt løb i Hadsten og god hygge. Det lader heller ikke til at der var aftalt noget på forhånd, hvilket jo også er meget fedt – selvom det jo eller eller andet sted havde været sjovest hvis den nye Danmarksmester havde vundet. Men det er svært ene mand, og i går havde Mads Pedersen heller ikke Christopher Juul som luksus-hjælperytter… ;)
Skal man kritisere løbet lidt så var beslutningen om at lade Junior og B-feltet starten sammen med Eliten ikke god for løbets afvikling. Allerede efter få omgange betød det at der var trafik når de forreste begynde at lappe langsommere ryttere med en omgang.
På næstsidste omgang blev det decideret kritisk, da det betød at Mads Pedersen blev fanget i trafik på nedkørslen og derfor måtte lukke hul opad bakken. Han fik kontakt med frontgruppen inden spurten, men det havde været sjovere for løbet (og tilskuerne) hvis ruten var blevet tømt efter en time, så forreste 2 grupper kunne køre finale de sidste 5 omgange, uforstyrret.
Den nye dannebrogstrikot
Den tidligere danske mester, Allan Johansen, eller bare smeden, var naturligvis også et smut i Hadsten, hvor han lige skulle have et kig på den nye mesterskabs trikot!
Vi viste den allerede i går på vores FACEBOOK, her synes de fleste der kommenterer at trøjen er gået lidt for meget på kompromis med sponsorerne og ikke er særligt “mesterskabsagtig”.
Vi fik en snak med Mads inden løbet, og der havde åbenbart været en anden trøje i spil, der mere mindende om Alexander Kamps trøje fra sidste år, men det design ville UCI desværre ikke være med til – og så endte det altså med den trøje Mads havde på i går.
Jeg vil tillade mig at være enig med kritikerne og sige at det altså ikke er den flotteste DM-mester trikot nogensinde – det er ikke let at se, at det er et dansk flag han har der, på maven.
Som en læser skriver på AoC… det ligner egentlig bare en rød TREK jersey, og det har han desværre lidt ret i. Heldigvis resultaterne der tæller, og ikke hvilket noget tøj man kører i!