Den her bog giver dig lyst: Rejselyst, Træningslyst, Cyklelyst… lyst, lyst, lyst!
Vi har fået tilsendt en bog. Den er god. De Høje Bjerge hedder den, og det er stort set også det den handler om. Der har dog også steget sig et par klassiske stigninger ind, der vel ikke rigtigt kan kaldes bjerge, men så er det godt at undertitlen på bogen er “Europas Største Stigninger.
Af: Uggi Kaldan
Bogen er skrevet af Daniel Friebe og Pete Goding, førstnævnte er kun lidt over 30 år gammel, og alligevel en institution indenfor cykelsporten. 10 gange har han som journalist dækket Tour de France indtil videre, det er meget godt gået i så ung en alder. Nu har han så skrevet den her bog, eller opslagsværk er måske en bedre betegnelse. Den er fuld af opskrifter, men ikke på mad, eller vejvisning til nærmeste vinslot. Her er opskrifter på hvor du skal opsøge din næste oplevelse på cyklen.
Den er kronologisk opbygget efter højden, på de bjerge den beskriver, 50 stk i alt. Starter med beskedne, men dog mytiske, Koppenberg (600 meter lang, 65 højdemeter) og slutter med monstret Pico de Veleta (43 kilometer lang, 2700 højdemeter).
Fakta er elegant sammenflettet med de store historier.
De største stigninger i Europa er jo ikke bare “de største” fordi de er høje eller stejle – flere af dem blev kendt / mytiske da Tour de France i sine spæde dage begyndte at eksperimentere med at sende ryttere på to hjul op over Frankrigs bjergpas. Højere og højere, hvor højt kunne man gå? Den historie forfølger “De Høje Bjerge”, dog uden det kammer over med patos, nøgternt men spændende beskrevet. Det samme er tilfældet med de klassiske Belgiske stigninger og så fremdeles.
Ud over en fin beskrivelse af selve stigningen, og området omkring (kan man sove, kan man spise?) – så bliver man også introduceret til historien om hvorfor netop denne stigning er værd at slide sig opad. Det er underholdende. Der er faktisk ikke én stigning i den bog, som jeg ikke kunne tænke mig at forsøge mig på. Om 10 år gad jeg godt have sat kryds ved dem alle, det er vel ikke umuligt?
Forsiden på bogen er måske det kedeligste i bogen, der ellers er præget af flotte billeder – det er selvfølgelig lidt uheldigt at de har valgt et “blegt”, ja nærmest solbleget forsidebillede – men lad dig ikke narre af udseendet, der gemmer sig en lille skat, bag det lidt kedelige ydre.
Indtil jeg selv kan komme afsted…
Vil jeg blot anbefale bogen, det er god læsning, og jeg vil tro de fleste cykelentusiaster – måske særligt dem der drømmer lidt om eventyr i udlandet, vil synes at dette er en fremragende bog. Her op til jul er det også en glimrende gave idé.
Feltet.dk sælger bogen til 349,95.
I Aarhus kan du smutte omkring Cycling Freak og hente et eksemplar til samme pris, men uden porto.
Udkommet på forlaget Turbine .