Den store pakkeliste…

Hvad har man EGENTLIG med når man skal køre 300 kilometers bjergløb på grus!? Det er ikke fordi jeg er vildt erfaren i den slags eventyr, så jeg har ret mange forskellige ting med… Jeroboam 300, 5000 højdemeter, 300 kilometer på grus, på lørdag, its on! 

Af: Uggi Kaldan

Som lovet hermed en indledende pakkeliste til lørdagens udfordring i Norditalien, nærmere betegnet Bergamo, hvor vi skal et smut rundt om den smukke Iseo sø. Når jeg siger vi er det fordi jeg skal køre turen sammen med Peter Sandholdt, yes yes, ham ultra atleten. Det er fedt at have en god hjælperytter med! 

Jeg forventer at blogge dagligt fra Italien så I kan følge lidt med. Indtil videre står den på afgang i morgen tidlig klokken 06:30, og så er vi på campinpladsen hvor vi skal bo omkring klokken 14.00. Jeg har hele familien med, så det bliver en klasse tur. Familiehygge, skørt cykeleventyr, Giroafslutning i Bergamo Søndag, mere familiehygge! 

Der er 3 depoter – men ellers ingen service!

Ud over de 3 depoter vil 3T (der inviterer til løbet) ikke have noget at gøre med service – så man er på egen hånd. Løbet starter klokken 17 lørdag eftermiddag, og så kører man til omkring midnat hvor man så står på toppen af rutens højeste punkt, her er der også mulighed for at sove lidt. Ca. klokken 04:30 begynder lyset at titte frem igen, og så kan man begynde nedkørslen på de små grusveje, og så er det ellers ind til mål… det lyder sgu fedt, lad os håbe det bliver det! 

Nå men Peter og jeg vil gerne være på den sikre side, så derfor har vi omkring 10 gels med hver, 2 energibarer, nogle tabs, og lidt energi mix til flaskerne, der i dagens anledning er opgraderet til 2 x 800ml. Derudover – 2 pumper, dækjern, kædeled, multitool med kædeadskiller, CO2 patroner (de er kun på billedet for show – vi tager dem ikke med i flyveren, men køber dem i Italien). 2 slanger, hurtig lapper, ekstra smørelse til kæden, og first aid kit, samt lidt forskellige smertestillende piller, hvis det skulle gå helt galt. Nu ligner det tørvejr, men skulle det ændre sig til mulighed for regn kunne jeg finde på at medbringe et par ekstra bremseklodser til 3T exploroen også! 

3T exploro 2017 AltomCykling.dk
Derudover har vi selvfølgelig tøj med. Kort / kort, løse ben, løse ærmer, langærmet ekstra trøje, regnjakke, sko, skoovertræk, svedundertrøje, netundertrøje (vælger nok én af delene), handsker og halsedisse. 

Til sidst har vi nogle lygter med – jeg har en 3000 lumen lygte og 2 rimeligt store batterier, på fuld knald har jeg til 8 timers lys, det mørkt i 6 timer, og vi skal ikke køre hele natten, så det BØR være rigeligt. 

Som GPS tester jeg en Wahoo Element Bolt der har indbygget kort – det er ikke perfekt, men enheden holder tilgengæld strøm i 17 timer! Peter kører med den navigationsmæssigt overlegne Garmin 1000, men batteritiden er ikke god, så den holder vi skærmen slukket på så længe så muligt. Derudover selvfølgelig telefoner, og så ville jeg havde haft en GPS / satallit tracker med, men jeg når nok desværre ikke at få den inden afgang (den lander i DK i morgen). Peter flyver først fredag, så måske kan han nå at få den med. Vi har selvfølgelig også en powerbank med, som backup. 

Jeg glæder mig! 

Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver så fedt, det ligner virkelig der er smukt dernede (se lige billedet herunder) og så er det jo kæmpe bonus at min kæreste har kunne tage fri, og vi har små børn der endnu ikke går i skole, så vi kan tage ud på et lille weekend eventyr sammen. 

Det bliver også sjovt at se giro afslutning i Bergamo – eller evt. en stigning inden hvis der er sådan én (har sgu ikke lige fået studeret rutekortet må jeg erkende). 

Det kan næsten kun blive en kæmpe oplevelse – glæder mig til at dele den med jer, og ikke mindst dele erfaringerne med gear, og om hvordan mine valg fungerede, i noget der er ret nyt for mig! 

Læs mere om løbet her: Jeroboam 300