Familievirksomheden Bjarne Egedesø A/S, også kendt under brandnavnet “Bikersbest” er kendt som en af Danmarks største cykelgrossister. Grundlagt af farfar Rasmus Peder Egedesø i starten af 1935, og sikret en guldrandet forbindelse til Shimano, da sønnen Bjarne Egedesø, ekstremt forudseende rejser til Japan i 1976 og skaber kontakten til det Japanske firma, der senere skal vise sig at blive forretningens guldkalv.
Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
I 2019 står virksomheden på randen af konkurs
I en årrække går forretningen strygende, ikke cykelrelaterede forretningsben bliver barberet fra i slutningen af 1980erne, og forretningen vokser til over 30 ansatte i 2010, med en millionomsætning og ditto overskud. Kim Egedesø udtaler til Cykelportalen i 2010 at det ikke er svært at være cykelgrossist. På det tidspunkt har Egedesø eneforhandling på Shimano i Danmark.
Det ændrer sig dog omkring 2014, hvor Shimano beslutter at de selv vil ind og styre distributionen af deres produkter. Herefter kommer en overgangsperiode hvor Egedesø fortsætter med at fungere som distributør af Shimanos produkter, men hvor de dog får konkurrence, naturligvis fra Shimano selv, men også fra en række OEM forhandlere, der også fik adgang til at købe og videresælge Shimano produkter, på samme vilkår som dem Egedesø havde, på dette tidspunkt.
I 2016 slutter Shimano eventyret helt, og herfra går det kun én vej. Det er sværere at drive forretning i et marked hvor man ikke har monopol på et kæmpe produkt som Shimano, ligner det.
Nye folk inviteres ind i direktionen
Det kan hurtigt ses hvor ekstremt vigtigt et ben Shimano var for Egedesø A/S, i regnskaberne fra 2016 til 2019 er udviklingen ikke god for familievirksomheden i Odense. Underskuddet i de 4 år der følger er på massive 30 millioner kroner, egenkapitalen falder til -12 millioner.
Men i 2020 lykkedes det at få virksomhedens bank til at eftergive et lån på 15 millioner kroner, og samtidig tilsmiler heldet Bjarne Egedesø A/S, da får solgt en større lagerejendom i Tietgenbyen, til amerikanske Facebook, der skal bruge grunden til deres nye datacenter. Den internationale techgigant betalte 40 millioner kroner for ejendommen, og det har givetvis frigjort tiltrængt kapital, til virksomhedens drift.
Med konkursen afværget, hentede man en gammel kending i danske cykelkredse ind som Adm. direktør, nemlig Klaus Nielsen, der tidligere har arbejdet under Egedesø og formåede at bygge Cannondale op som brand, under Egedesø´s paraply, for senere at fortsætte med Cannondale udenom Egedesø, med Klaus fulgte også Christian Poulsen, som nogle sikkert vil huske som Head of Sales hos Virtu Cycling.
Planen har tilsyneladende været at Klaus skulle sikre at forretningen blev rettet op, nu når der var tilført noget tiltrængt kapital, man var kommet af med en tung gældspost, ligesom der var foretaget nogle sikkert ubehagelige, men nødvendige nedskrivninger, skulle virksomheden strømlines og så den kunne begynde at tjene penge igen, men aftalen har åbenbart også været at Klaus skulle købe sig ind i virksomheden på sigt, måske endda overtage den helt?, sådan fortolker jeg i hvert fald hans opslag på Facebook – men noget er åbenbart gået galt i den proces.
Farvel og tak!
Denne uge skete nemlig det bemærkelsesværdige, at både Klaus og Christian offentligt på Facebook, valgte at annoncere at de stopper hos Egedesø, og det efterlader naturligvis spørgsmålet, hvad pokker er der gået galt? Overdragelsen er i hvert fald gået i vasken, og Kim står dermed tilbage som ejer af virksomheden, og spørgsmålet er om han egentlig er klar til en overdragelse, eller om det måske bare ikke var de rigtige folk til overtagelsen? Vi ved det ikke.
Klaus Nielsen er selv ganske kortfattet omkring forløbet på sin Facebookside, hvor har skriver følgende. “Farvel til B. Egedesø A/S / Intercycle ApS. Jeg har valgt at opsige min stilling, da der ikke kunne nåes enighed om tidshorisonten på generationsskiftet i virksomhederne.”
Kim Egedesø beretter over telefonen, at det ikke er noget drama, der er tale om en aftale om en virksomhedsoverdragelse, som der desværre ikke kunne blive enighed omkring. Kim har ikke planer om selv at indtræde i direktionen, og regner altså med at der skal findes en ny administrerende direktør til virksomheden, der kan fortsætte den positive udvikling, som virksomheden er inde i.
En udvikling som han håber og regner med er fortsat ind i nuværende regnskabsår, men da regnskabet for 2021 ikke er offentliggjort, kan han naturligvis ikke udtale sig om dette. En fremtidig overdragelse ville han ikke tage stilling til nu.
Vi håber det bedste for den traditionsrige danske grossist.