For en lille uge siden blev de 5 endelige deltagere til dette års Zwift Academy finale annonceret, der er en dansker imellem, og det er ikke småting der køres om. Det er drømmen der står på spil, chancen for en pro-kontrakt, på Alpecin-Fenix. Vi har taget en snak med den danske finalist, Mads Rahbek, rytter på det danske hold Team BHS – PL Beton Bornholm, om hvorfor han satsede på Zwift Academy.
Tekst og Foto Uggi Kaldan | AltomCykling.dk
I sportsverdenen er man tæt på gammel, når man er 26 år.
Jeg møder Mads hos Aarhusianske Velofit, hvor han kommer ned i sit teamtøj, klar til at tage et par billeder, og klar til at fortælle lidt om baggrunden for at han i år har valgt at satse på Zwift Academy. Jeg har tidligere mødt Mads til forskellige løb, men sikke en modenhed han udstråler her i 2021. Det påtaler han da også selv. Han er 26 år, og føler sig bedre end han nogensinde har været før.
Er det så formen eller det mentale der er blevet bedre, spørger jeg? Det er begge dele svarer Mads. Det hænger sammen, når man tror på det, så har man også mere power i benene. Og lad os bare få den del streget under med en fed sprittusch. Mads tror 100% sikkert på at han har en chance i finalen, selvom én af finalisterne, Australieren Sam Hill, i hvert fald på Zwift, har vist skræmmende styrke, med en 20 minutters test på 476 watt, eller 6.8w/kg.
Der er 3 australiere i finalen, af dette års Zwift Academy, og sidste års vinder var også fra Australien, nemlig Jay Vine, ham har nogle måske bemærket det sidste år, hvor han har kørt ganske fremragende i både Vueltaen og Tour of Turkey. Det skræmmer dog ikke Mads Rahbek, selvom han dog mener forklaringen på Australiernes dominans i denne konkurrence, ikke nødvendigvis skyldes et kæmpestort uudnyttet australsk cykelpotentiale, men måske nærmere skyldes at Zwift Academy ligger på et dårligt tidspunkt for Europæerne (sæsonen er lige slut), imens den først lige er startet, “down under”.
Det er dog ikke fordi Mads på nogen måde piver, eller lyder som om det er uretfærdigt, da han fortæller det, det er bare en nøgtern, mulig forklaring han giver, fordi jeg spørger til emnet. Mads vil meget hellere snakke om at Jay Vine har været en kæmpe inspiration. Vine er 25 år gammel, altså blot et år yngre end Rahbek, og Mads gør det klart, at når man først krydser U23 grænsen, og ikke har UCI sejre under bæltet, så er det altså svært at tage skridtet væk fra den danske kontinentalscene, og ud i verden.
Cykling er ligesom fodbold en sport styret af agenter, og har du ikke et fedt palmares, så ses man som 26 årig allerede som “for gammel”, for gammel til at blive satset på, og til at der er tiltro til at man “har det der skal til”. Men der er naturligvis undtagelser, og én af de mest kendte er nok Primož Roglič, der ikke startede med at cykle før han var 23 år gammel. Mads har cyklet siden han var ung, men hvor andre, allerede som U19 og U23, viser styrken og modenheden, så har det taget lidt længere for Mads at nå til et punkt, hvor de to ting går op i en højere enhed. Nu er han klar.
Føler aldrig jeg har været bedre
En ikke ubetydelig del af sin gode udvikling, de seneste år, tilskriver Mads Rahbek, at han virkelig føler sig godt tilpas på sit nuværende hold, BHS-PL Beton Bornholm. Her har han fået mere ansvar og der regnes med ham som leder. En udvikling der allerede startede da Mads efter et par år hos Bjarne Riis´ Virtu Cirkus, vendte tilbage til Herning, på deres UCI hold, og ikke bare tankede selvtillid, men også fik ualmindelig flot ros med på vejen, da HS-PL Beton Bornholm valgte at signe ham som deres første rytter i 2019, og han dermed vendte tilbage til Kontinental niveau, efter et år i Herning.
Efter 3 år i trøjen hos BHS, drømmer Mads dog stadig om at tage springet videre ud i verden, men selvom han føler han har benene til at være med på pro-konti niveau, og måske også mere, så er det spring ikke let, når man ikke længere er talentfuld U23 rytter, men derimod “blot” en 26 årig dansk kontinentalrytter. Så hvad gør man så, når ambitionen er der, men mulighederne er få? Man griber ud efter de chancer der byder sig, og derfor meldte Mads sig lidt spontant til Zwift Academy dette efterår, for at give det en chance, ja for at give sig selv en chance, faktisk.
Uden at gå alt for meget i detaljer, så er Zwift Academy i sin kerne, en træningsmotivationsplatform, hvor alle kan melde sig til, og forsøge at bestå, på det niveau hvor de nu passer ind. Det er altså et slags træningsfællesskab, der sigter mod at alle der melder sig til, får et mål, og bliver motiverede til at blive bedre, ved at bestå de opgaver der stilles. Men der er også et anden del af Zwift Academy, en del hvor man kan kvalificere sig til at kæmpe om en pro-kontrakt.
Og i denne del har Mads har altså klaret sig så godt, at han nu er udvalgt, som første dansker nogensinde, blandt de 5 finalister, der i næste uge skal mødes med Alpecin-Fenix, til en træningslejr på Mallorca, hvor det afgøres hvem der ender med at løbe med en prof-kontrakt, for 2022. Det er eddermame spændende!!
Det er på GCNs YouTube kanal der kan følges med (jeg er lidt i tvivl om hvor meget man hører omkring selve udvælgelsen) – men vinderen annonceres, så vidt jeg er orienteret d.17. december!
GO MADS!!