Redaktøren med et par raske drenge på hjul © Foto: Ole Thisted
Redaktøren i den klassiske røde med et par raske drenge på hjul © Foto: Ole Thisted

Hvis man stikker snuden frem og kritiserer Aarhus Rundt 2013, så…

– skal man kunne tåle at blive drillet lidt når man stiller til start, og det blev redaktøren selvfølgelig! “Tør du nu også køre med feltet rundt i dag Uggi?” – ja for fanden, men I havde jo også lyttet til et par af kritikpunkterne, og Elite konceptet viste sig jo faktisk at være meget sjovere og fungere meget bedre, end det var blevet kommunikeret ud!  

Aarhus Rundt Elite, det blev sgu alligevel helt godt.

Et af de meste læste indlæg på AltomCykling.dk i Maj har været indlægget om CK Aarhus´ nye satsning, Aarhus Rundt Elite, som netop er blevet afviklet i søndags. Her stillede redaktøren naturligvis til start, velvidende at det ville blive en hård dag. Endnu engang havde jeg fået forvildet mig ud på 90 kilometers bakketræning med HP fra Cykelmagasinet om fredagen, og det var set i bakspejlet nok lidt for friskt Jeg begynder at mistænke HP for med vilje at lokke mig med ud på hårde træningsture inden løbene, så han kan køre fra mig… spøg til side. Realiteterne er sådan, at jeg bare ikke er i så god form, at jeg kan træne igennem om fredagen, og så yde maksimalt om søndagen. Jeg lærer nok aldrig rigtigt at holde igen, så løsningen er oplagt, mere træning!

Jeg gav mig selv 20% chance for at komme med elitefeltet rundt, med chancen for at overraske positivt, overraskelsen udeblev desværre. Til gengæld fungerede selve konceptet overraskende godt. Overraskende fordi det viste sig at blive noget anderledes end oprindeligt meldt ud. Det var fedt at flere at de ting AltomCykling.dk havde påpeget var blevet taget til efterretning, og det tegner virkelig godt, når konceptet gentages til Marselis løbet senere på sommeren.

Byskiltspurt som redaktøren alene deltog i, og efterfølgende “hård” føring…

– det er opskriften på hvordan man afskriver sig selv fra at komme med et elitefelt rundt om Aarhus. Efter fredagens overmod med HP kunne jeg godt mærke, at det ville blive hårdt at komme med rundt, så da vi ramte dagens første kategoriserede stigning, Gedding Bakken, tænkte jeg, fuck it, jeg kommer alligevel ikke med rundt i dag, så jeg har to muligheder. Sid med midt i feltet, indtil du stille og roligt bliver siet fra, eller giv den lidt gas, vis flaget og”dø” med cykelskoene på.

Jeg valgte selvfølgelig det rituelle selvmord, og gav den godt med gas op af Gedding bakken (hvor ingen andre gav den gas…) og kunne dermed overlegent snuppe skiltspurten nær toppen, foran adskillige licensryttere og andre bad asses… ja ja ok, de fleste i dagens felt havde smadret mig, hvis de var kørt med, men det gjorde de heldigvis ikke. Jeg er sikker på at flere har tænkt nogen i retning af det her.

Enten har redaktøren fra AltomCykling.dk underpræsteret hele sæsonen, og i dag får vi alle sammen baghjul – eller også dør den der smart ass lige om 10 minutter…

Eliteløbet blev kørt noget anderledes end annonceret, det håber jeg bliver tilfældet til Marselis også.

Sidste år klagede jeg lidt over den elendige måde starten til Aarhus Rundt var organiseret på, det var lavet om i år. Startrækkerne var udskiftet med et lige stræk, så man ikke skulle flette for at komme igang. Det var super, i år fungerede starten rigtigt godt. Aarhus Rundt opererer, ligesom så mange andre motionsløb, også med elektronisk tidstagning, det fungerer bare, og det er fedt at man kan se sine resultater online umiddelbart efter løbet. Startområdet ved Stautrup Hallen var indrettet med borde, bænke, en bod med mad og GRATIS pølser… det kan man vist ikke indvende noget imod, og så var vejret i øvrigt, udover at det blæste en del, noget nær perfekt.

“Eliterne” blev sendt afsted ca.15 minutter inden det “almindelige” felt, og som annonceret havde vi en flok pacere med til at sætte tempo foran, det var Team Scaffco der havde fået den opgave. Den annoncerede snitfart på 40 km/t var de dog aldrig i nærheden af at sætte, nærmere 34 – 36 km/t i snit, og det var ikke meget de fik lov at sætte tempo i det hele taget. Faktisk blev deres rolle helt anderledes end annonceret. Hvor jeg havde fået indtryk af at der ville sidde en flok licenser foran og sætte et drabeligt tempo (det gjorde der så alligevel…. red.) så kørte Scaffco langt mere tilbageholdende, og et par ryttere tilbød endda redaktøren læ, og et “bump” op til feltet, da jeg blev sat noget så eftertrykkedeligt, på et ondt sidevindsstykke, efter dagens 2. kategoriserede stigning ved Haarvej.

Men her var showet forbi for mit vedkommende, og med Pøt Mølle som næste stigning, 15 kilometer efter, sagde jeg pænt nej tak, og fandt mit eget tempo. Herfra var det ellers bare at vente på at blive indhentet af det ordinære felt, der var ca.15 minutter bagefter. Det tog 45 jævnt kedelige kilometer inden det skete. Fin træning, men jeg må nok sande at Elitefeltet, som det var stykket sammen til Aarhus Rundt, var for sejt til mig. Jeg blev indhentet af de hurtigste på 123 kilometers ruten og kunne næsten sidde med dem hjem, køllerne var ved at være lidt brugte til sidst.

Coureur Classique Lausten bliver forsøgt psyket af Team Frederikshøj, det virkede ikke © Photo: AltomCykling.dk
Coureur Classique Lausten bliver forsøgt psyket af Team Frederikshøj, det virkede ikke © Photo: AltomCykling.dk

Team Boardman Briancon show!

Danmarks mest overkvalificerede motionshold viste igen at de ikke bare kan køre hurtigt, de kan også køre rigtigt cykelløb. Ca.10 minutter efter starten var gået, var de første to ryttere fra Boardman afsted sammen med en enkelt CK Aarhus rytter. Som så mange gange før lå resten af Boardman nu bare og ventede på at andre ville lave slæbet i feltet og hente de 3 i front. Alle kunne så regne ud, at når det skete så ville Boardman sende de næste 2 afsted. Derfor var der ikke meget vilje til at arbejde, og flere kiggede da også lidt på Team Scaffco, det var jo annonceret at de ville holde en snitfart omkring de 40 km/t… men her var der ingen hjælp at hente, de skulle ikke ud og arbejde for at hente udbruddet ind.

Team MASH sendte et par føringer afsted, men uden rigtig bund, derimod blev det Ren Kost der for alvor fik sat tempo i feltet, og så selvfølgelig redaktøren! (tro det eller lad være) Efter min fantastiske bakkespurt, øjnede jeg igen chancen for at vise flaget, da feltet begyndte at virke lidt modløse og rådvilde, så jeg satte mig frem, kom ned i bøjlerne og trykkede alt hvad jeg havde lært, velvidende at jeg efter dette ryk, ville være uden muligheder for at hænge på, hvis der blev lavet bare det mindste ryk bagefter… det blev der.

Jeg fik følgeskab af en Ren Kost rytter der nok ikke kendte mig, så han troede måske at redaktøren er af sådan kaliber at han ligefrem splitter et elitefelt med sine lange ryk, well… derimod blev vi overhalet af Team Frederikshøj, da energien forlod mine køller. De kunne nok godt kunne se, at når redaktøren fra AltomCykling.dk var fremme og tage føringer, så var tempoet for lavt!

Jeg kom med nød og næppe op over stigningen efter min føring, og vi fik faktisk hentet de 3 i front, men på sidevindsstykket efter satte team BB sig frem, og satte ikke bare mig, men smadrede feltet i atomer. 4 ryttere fra Boardman kørte herefter sejren hjem og havde endda tid til et hurtigt depotstop. Det er svært at hamle op med et toptunet motionshold, der ikke bare kører stærkt, men også er taktisk overlegne. Tillykke med endnu en skalp Team BB.

Aarhus Rundt Elite fungerede, det almindelige løb blev præget af en dum fejl, men sådan noget sker.

Arrangørerne var desværre kommet til at placere et skilt forkert, hvilket betød at stort set alle kørte forkert omkring Jeksen, det var dog forholdsvist let at finde ind på ruten igen (det lykkedes redaktøren efter at have kigget på GPSen 5 minutters tid) – men selvfølgelig et stort irritationsmoment. Den slags uheld sker, og arrangørerne beklager meget! Der er ikke så meget at sige til det, andet en øv, men sådan noget kan selvfølgelig ske.

Vi mener også sagtens ruten flere steder kunne klare et par ekstra skilte, Aarhus Rundt var dog generelt godt skiltet. Redaktøren er notorisk dårlig til at orientere sig, og kan f.eks., hvis skiltet står 50 meter inden et kryds, nå at blive i tvivl om hvad skiltet viste. 2 skilte, et før og et i selve krydset, synes jeg er optimalt. Det betyder selvfølgelig næsten dobbelt så mange skilte, og dermed væsentligt mere arbejde. Det er jeg klar over ikke altid er muligt, men sådan ville den perfekte skiltning være i min verden.

Selve ruten er en af de allerbedste motionsløbsruter i DK. der er stor variation, så alle elementer af cyklingen bliver afprøvet. På trods af mange højdemeter, bliver man ikke tæsket fra den ene bakke til den anden, der er en fornuftig spredning mellem bakkerne, og så er opløbet tricky, hvilket er rigtigt godt i motionssammenhæng. Den lette stigning gør, at jeg har svært ved at forestille mig løbet nogensinde får en reel massespurt til slut, og der er rigeligt plads til 2 -3 ryttere der giver den gas. Det kan faktisk ikke være meget bedre!

AltomCykling.dk tager hatten af for at CK Aarhus forsøger et nyt koncept for motionister der vil køre ræs, og det fungerede virkelig overraskende godt. Det var en STOR positiv overraskelse at Team Scaffco ikke bare var tilstede for at sætte et drabeligt tempo i front, men også var opmærksomme på at hjælpe folk der hang lidt bagerst i feltet. Informationen omkring konceptet var mildelst talt elendig. Det har skabt spekulationer omkring hvor godt konceptet nu var, det er synd, så det håber vi virkelig der bliver rettet op på til Marselisløbet, hvor CK Aarhus heldigvis gentager, hvad vi her på bloggen vil kalde en lille succes!

Der er stadig plads til forbedringer, men det skal give plus på kontoen at arrangørerne forsøger noget nyt. Det er noget helt særligt at få lov at køre med Master, og MC der stopper trafikken, og sørger for at man som rytter, kun skal bekymre sig om at sidde på sin cykel og køre cykelløb. Hvis man sad med fremme på den almindelige 123 kilometers rute i søndags, eller i andre motionsløb på distancerne over 100 km, så kan vi kun anbefale, at man forsøger sig med Elite til Marselisløbet. Det kræver god form, men kan man følge med, så kan man virkelig få en oplevelse af rigtigt cykelløb! Jeg skal i træningslejr, for til Marselis VIL jeg med rundt!

Aarhus Rundt 2013 får 4 C´er, og rykker altså en enkelt karakter op fra sidste år. AltomCykling.dk håber på flere koncepter a´la Elite i fremtiden, men det må kunne gøres lidt billigere. Vi vil jo gerne køre 10 – 20 løb om året, det bliver dyrt hvis priserne er 360 kroner pr. gang…