Thomas Bundgaard og Morten Abel kører til daglig hurtigt for Team Frederikshøj.  I dag starter de ud på 3. etape af Swissepic, hvor de hver dag beretter fra. Jeg har fulgt med på deres blog, og det er faktisk så fin underholdning, at det synes jeg også mine læsere skulle have fornøjelsen af! Herunder kan du læse de første par beretninger fra løbet – tag ind på Thomas Bundgaards blog og læs det hele HER

Kursen er sat mod SwissEpic!

Af: Thomas Bundgaard

Træning og forberedelse

Vi har gennem hele året trænet tæt sammen med fælles træner Daniel Foder, Velofit og begge har vi haft god fart på landevejscyklerne. Om det kan omsættes til noget god fart i de schweiziske alper vides endnu ikke, men en ting er sikkert; Vi får nok svært ved at holde Ninos, Sauser og Kulhavys hjul, når masterstarten bliver givet fri på 1. etape. Koden til et godt parløb, mener jeg personligt ligger i god kommunikation. Det er vigtig at have forventningsafstemt ambitionerne hjemmefra og på forhånd kende til makkerens styrker og svagheder. Abel og jeg har gennem året kørt laktattest, for at holde fingeren på pulsen og følge med i hinandens udvikling. Vi har begge styrke og svagheder, hvor vi med garanti kan hjælpe hinanden, og har gennem hele året forsøgt at arbejde med de områder hvor vi især har størst potentiale for forbedring.

Morten Abel har en utrolig evne til at kunne arbejde meget hårdt (producere mange watt) i 3-5min. Dvs. han er god at have ved hånden, når der skal lukkes huller eller sættes et angreb ind. Hvor meget vi for brug for dette under etapeløb, får vi at se, men mon ikke vi har gode chancer for at trække det længste strå hvis det komme til en spurt i finalen.

For mit eget vedkommende føler jeg mig stærkt kørende på stigningerne. Jeg får til opgave at kontrollere tempoet, når det går opad og passe på ikke at presse tempoet for meget ud i den røde zone.

Størstedelen af året har budt på mere væddeløb på landevejen end mountainbiken. Som jeg skrev i et tidligere blogindlæg, har dette for mig været et bevidst valg. Med titlen som far og selvstændig, ville jeg ikke kunne bruge samme tid på at teste XC-ruterne dage og weekender før raceday, som det oftest kræves for at være med fremme i XC-klassen. Marathon er lidt mere lige til (mindre teknisk) og landevejsruterne kræver som regel bare gode ben og et hoved der kan tænke klart i afgørende de faser. Særligt den taktiske dimension har været vanvittig udfordrende. Jeg er ofte blevet skivet i sidste og afgørende fase, fordi kræfterne er sluppet op, som følge af arrogante lange og halvstupide føringer.

Landevejsmentalitet

Jeg har efterhånden taget landevejsmentaliteten til mig J. Det er okay at ”lyve” lidt under cykelløb – man kan godt sige, man ikke kan tage en føring, selvom man faktisk godt kan. Eller drikke, spise, spænde skoen eller fiske efter noget i lommen, når det egentligt lidt er din tur til at føre. Det er hammer sjovt og er en del af gamet. Alle har som udgangspunkt pokerfjæset på og det kan gøre en rasende, når man udsættes for spillet og bliver snydt i finalen. Det gør det derfor ekstra dejligt at hoppe på mountainbiken og bare træde uden at tænke for meget taktisk. Her vinder den stærkeste rytter som regel, og ikke den smarteste J Ingen tvivl om at SwissEpic bliver et løb hvor den stærkeste duo uden tvivl løber med sejren – hvis de er nogenlunde forskånet for uheld, men jeg er sikker på vi også kommer til at drage fordel af de lange hårde pres, som landevejen har at tilbyde i forhold til XC-løbene. Vi får brug for udholdenhed og mental råstyrke, for at klare de ultra hårde etaper, som byder på 2800 hm i snit fordelt på ca. 70km.

Setuppet ser således ud:

*2x SWORKS Epic – vejer ind på lige under 10kg.
*Dækvalget er Renegade Control på baghjulet, Morten har FastTrak Control på forhjulet, hvor jeg har valgt den lidt mere risikable løsning med FastTrak SW. Jeg har gode erfaringer med lidt mere smidigt dæk på forhjulet, så håber det holder (X-ing fingers).
* Rotorklinger 34t, sat op med Sram XX1 kassette 10-42t

Følg med på livetracking – Team nr 17. TeamFrederikshøj
Eller hent app’en “Tractalis” på AppStore.

SwissEpic Prolog

Tilbage på hotellet

Så er vi tilbage på hotellet efter dagens prolog, og hvad var det så for en størrelse?!

Dagen startede stille og roligt kl. 7.30, efter 11 timersolid morfor under dynen, meget tiltrængt J Morgenmaden forløb stille og roligt til at starte med, men udviklede sig hurtigt til Roskilde Festival panik, da hotelmutter på ingen måde var klar til at brødføde en flok sultne cykelfolk. Heldigvis er vi gode til at bruge albuerne også i morgenmadskøen og fik hvad vi kunne spise, ja sågar overskud til at smule en lille madpakke med op på værelset til efter løbet. Derefter tilbage i seng, på med BANK kompressions-strømperne og så ellers vente, vente vente på det skulle bliver vores tur til at starte.

Jeg (Morten) var meget spændt på hvordan dagens bjerg skulle tackles! Mens vi spændte ventede på starten skulle komme nærmere, tikkede en sms ind fra løbsledelsen. Starten skubbet 40min!. Der røg den madpakke ide så.. Madpakken blev kørt ned, vi kom i tøjet og gjorde os klar til at rulle ud for at se på sagerne.

Coach Foder havde beordret hård opvarmning forud for prologen! 10 min fladt og derefter skiftevis tung og let kadence op i højderne. Under opvarmningen fik vi mulighed for at snakke lidt med Rockstjerner fra Team Specialized. Snakken gik på dækvalg, og Thomas fik medhold i at de lette FastTrak S-Works dæk, ifølge Suaser ville være det rette valg. Det skulle senere vise sig at være rigtigt, mere om det lige om lidt..

Tiden nærmede sig kl. 14.00. Den velkendte stemning af nervøsitet og glæden ved at skulle i gang, summede start/mål området. Thomas faldte i snak, som altid ;), med en gammel kollega fra Specialized, og jeg selv rullede lidt rundt og prøvede at få ro på ”mausen”. Lidt kom der dog ud af snakken – et godt foto og en serviceaftale med Specialized under løbet.

GO GO GO!!

Før jeg ved af det, står vi på rampen, 10, 9, 8,,, 2, 1, GO!!!! Af sted det går!
De første 1000m var mere eller mindre flade, dernæst kom dagens eneste stigning – 800hm i et hug. Det første stykke var, efter min smag, alt alt alt for stejl, men dog på asfalt. Vi pressede på, men den lidt tynde luft gjorde ikke meget godt for mig og det blev en balance mellem at holde trykket og stadig holde mig på cyklen. Thomas sad bagved med godt overskud, så der blev også tid til at få trænet lidt overkrop, læs; Thomas skubbede på lige så snart der var plads og overskud til det. Takker J Da vi ramte toppen havde vi hentet tre hold. Humøret var højt og den fik fuld gas på den flade sektion hen mod dagens downhill. Thomas tog føringen på møtrikken, med mig på hjul, og lige inden vi ramte nedkørslen med 120km/t, fik sneget et ”better safe than sorry” ud, hvilket Thomas råber ”ja ja” til. Så fuld fart med fuld kontrol.
Det første stykke byder på store oplagte sving, med kæmpe burms (kurver) i det åbne landskab, den sidste halvdel er noget mere teknisk, med bygget broer, drops samt noget high speed grus. Det er så her Thomas får ret mht. dækvalget, eller delvist ret. Jeg ryger lidt skævt ned i en skylderande hvorefter dækket ”bøvser” lidt luft ud fra forhjulet. Om det skyldes Control dækket er sådan set lige meget, men det sidste stykke blev lidt mere spændende end det egentligt burde være. Vi kom i mål i tiden 54.38min, hvilket rakte til en foreløbig 15. Plads. Det sikrer os hermed en start i boks 1 (Sammen med alle de andre UCI teams – J.)

Nu venter aftensmaden kl. 19.00 og så er det ellers bare i køjen. I morgen venter 95km med 3050hm, så i dag var vidst bare opvarmning – #fyforpyfferforenskefuld

Det var alt her fra #SwissEpic og #TeamFrederikshøj

Har du lyst til at læse mere så følg Thomas og Mortens eventyr HER.