AOCs egen Søren Kuipers er taget til Schweitz for at deltage i, Haute-Route, Crans-Montana, et nyt ben i Haute-Route løbsserien der forsøger at give “almindelige motionister” en løbsoplevelse ud over det sædvanlige, og på samme – sikkerheds, forplejnings og organisations-niveau, som det de profesionelle oplever på World Touren. Læs Sørens optakt HER, og beretningen fra 1. etape HER.

Af Søren Kuipers

Italiensk medlidenhed med mine store køller…

Lad mig sige det med det samme. Endnu en dag til skrapbogen. Starten var rammesat kl 7.30 i et solbeskinnet Crans-Montana. Efter første etape blev vi inddelt i tre startgrupper. Jeg kom i første startgruppe med start kl. 7.30. Jens i gruppe 3 med start 7.50. Jeg var næstdårligste rytter i startgruppen (nummer 44), så jeg lurede lidt på om jeg kunne finde følgesvende. Det kunne jeg godt.

Menuen bestod af hovedret og dessert. Til hovedret skulle vi op til den store dæmning Barrage de Grande Dixence. Efter en neutraliseret start ned fra skisportsbyen og over Rhônefloden blev tiden startet vi ramte ramte først Col de Vex, som med det samme gik over i stigningen op mod dæmningen. Næsten 26km og godt og vel 1.700 højdemeter. Desserten blev serveret efter nedkørsel og tilbage gennem samme dal, og så op mod mål i Crans-Montana. 99km og knap 2.900 højdemeter i alt.

“Most important to be here”… 

Jeg overvejede hvorvidt jeg skulle køre gruppe 1 eller gruppe 2, men da der var indskrivning inden start gav det sig selv. Så jeg tog de gode ben på og linede op blandt de hurtige. Kort inden start lyder det på italiengelsk: ‘There is big meat in them!’ Jeg ser op og konstaterer, at en spinkel italiener hentyder til mine køller. ‘Yes, but they are strong’, svarer jeg kortfattet med et smil. ‘How much you weigh?’ Jeg vurderer, at der ikke er tale om bodyshaming: ‘87kg’. ‘Ah…7-8 sí?‘ Manden tror, at jeg svarer 78kg, så jeg må beklageligvis afvise, hvorefter han smiler – næsten kærligt – og siger: ‘Most important, is to be here.’

Ret hurtigt på første stigning teamer jeg op med Mr. Vinpusher, Michael, og hans rejsemakker, Jesper. De havde begge kørt nogle minutter bedre end mig dagen inden, så jeg ville hænge på så længe som muligt. Michael kører stærkt, og efter en 7-8km går han solo. Jesper og jeg sidder lidt sammen, men vi splittes også cirka halvvejs. Turen op til dæmningen er en fantastisk oplevelse. Vejen ender blindt på toppen, så der er nærmest ingen trafik. Vejen krydser en brusende flod igen og igen, og jo højere vi kommer op åbnes landskabet. Dæmningen tårner op med 5km tilbage, og med 500 højdemeter endnu bliver den sidste del kørt i absolut rødt felt. Toppen kommer i 2.111 meters højde. Wauw.

Som tidligere beskrevet, så er nedkørslerne neutraliseret. Alle som én. Det betyder selvfølgelig, at tonsere som jeg selv mangler lidt nedkørsel og flad vej til at vinde lidt tid, men overvejende er det bare rart. Der er ingen stress, og alle kan drikke, spise, få tøj på, nyde udsigterne, tage et billede osv. Det fungerer altså godt.

Efter en kort sidste tur i depot venter der 1.000 højdemeter på de sidste 15km. Temperaturen passerer 30 grader og sveden hagler af mig. Min puls galoperer derudaf, og jeg sidder alene på bjerget. Jesper startede lidt før Michael og jeg, og jeg må konstatere, at opstigningen i bunden af stigningen ikke er min favorit. Farvel til Michael. Jeg kører på pumperne, mine watt-tal falder en yderlifgere, da jeg rammer de sidste 4km. Her falder procenterne heldigvis ned mellem 4 og 7%, men ud af det blå kommer to lyseblå skygger. Jeg når lige at skimte navnene: Sergei og Constantin. For s… det er de to russere jeg plantede fredag på Ovrannaz. De går bare forbi, og jeg har intet modsvar. Mod toppen er jeg dog tæt på at lukke til Michael. Endnu engang vurderer Garmin min indsats. Den mener, at jeg har forbrændt 3.600 kalorier og der venter mig pt. 53 timers restitution.

Det har jeg ikke tid til. Til gengæld har Jesper allerede købt 3 iskolde øl inden min puls er under 160. Skål.

105 i puls, midt på bjerget… det er lidt for lidt!? 

Jens ankommer overraskende bleg hjem til lejligheden. Jeg er netop trådt indenfor efter massage og en lækker frokost. Det spiller bare hernede. ‘Jeg tror den sidste del af det Haute Route er lidt for hård ved mig. Jeg gik vidst over mine grænser i dag, for de sidste 5km slukkede lyset. Puls 105 Søren. 105!’ Jeg ryster på hovedet, og opmuntrer ham så godt jeg kan. Han kom jo i mål. Og ikke i nærheden af sidstepladsen, og i morgen er der kun ét bjerg. Det skal nok gå. ‘Tror du? Jamen jeg læste godt, at mottoet for Haute Route er Reach new heights. Det har jeg da gjort, så.’

Desuden beretter Jens om utallige lækre depoter. Hvor man kan få alt, hvad man har lyst til. Jens satsede i dag på at få indtaget lidt mere end i går. Det kom efter, at bestikket blev tabt under fredagens aftensmad pga. krampe i fingrene. Så vi blev enige om, at mad og drikke skal til.

‘Det var altså også en god idé, at inddele os i startgrupper efter niveau. Der var mange flere at følges med. Og det skaber en endnu bedre stemning, når der er ligesindede at måle sig med.’ Disse ord kom over læberne efter massage og en omgang god mad. Det hjælper altså på humøret. Og hvad angår søndagens enkeltstart. ‘Den napper jeg nemt. Det er jo kun ét bjerg, og jeg kommer jo med friske ben.’

Hvem der bare kan udtale det, når man er dobbelt så gammel som nu.

Optakt 3. etape: Bjergenkeltstart 

Hvordan reagerer kroppen på to løbsdage i træk for én på 75år? Og hvordan med én på 38år? Helt sikkert forskelligt. Uanset så er vi begge godt møre, men vi glæder os helt vildt til søndagens bjergenkeltstart. 

Ruteprofil – Sierre – Col de Crans-Montana

Col de Crans-Montana er udfordringen med start i dal-byen Sierre. 15,2km med 1.250 højdemeter til følge. Toppen kommer i 1.804 meters højde, og ud fra profilen ligner det at enkeltstarten kan deles op i to bidder.

Første del starter med flere korte ramper op igennem vinmarkerne. Disse veje bruges jo primært til landbrugsmaskiner og lignende, så det er en noget ujævn sag. De sidste 7km holder omkring 9,5% i snit – det er her det handler om at finde en god rytme, og gøre brug af pandekagen bagpå (34 tænder). 

Når enkeltstarten er veloverstået for os begge, drøner vi tilbage til lejligheden, klæder om og pakker alt grej ned, og så direkte videre med bil mod Danmark. Vi ser hvornår den sidste race rapport kommer. Forhåbentlig mandag.

Du kan se dagens bjergenkeltstart i profil her.

Alléz!