Forestil dig du sidder på din cykel rundt på den sædvanlige træningsrute – for mit vedkommende den velkendte og i øvrige smukke tur rundt om Arresø. Der er ingen mennesker omkring dig. Der er øde og langt til nærmeste civilisation. Du drømmer om hvad det egentlig er der driver dig, du sidder på cyklen og forestiller dig at der er noget du rigtigt meget gerne vil. Du er usikker på om der egentlig er nogen der hører eller ser dig. Du usikker på om der overhovedet er nogen som vil hjælpe dig. Rationelt tænker du ”nej det kan ikke lade sig gøre”. Men billedet oppe i dit hoved vil ikke slippe. Billedet af det tidspunkt, hvor du krydser målstregen i verdens hårdeste cykelløb – Race Across America (RAAM) – står som det smukkeste maleri på din indre nethinde.
Af: Claus Robl // Foto: Rasmus Falck – PicnicProduction
Det er her det starter
– det starter altid med en drøm
Men drømme bliver aldrig til virkelighed hvis ikke du tager ejerskab og gør dem til virkelighed. Victor Hugo sagde det så smukt og enkelt. ”undgå at drømme de små drømme, de fritager dig gejsten til at handle”.
321 mennesker har indtil videre gennemført verdens hårdeste cykelløb heri iblandt nu 10 danskere. Der har samlet set været 961 forsøg på at gennemføre RAAM. Hvad er det så der gør dette løb så svært? Hvordan er det så alligevel lykkedes mig at gennemføre? Jeg er 48 år gammel og har ikke nogen gloværdig fortid som cykelrytter. Men jeg har altid været glad for motion og jeg har dyrket mange forskellige sportsgrene, herunder ishockey, orienteringsløb, triatlon (har 2 ikke særligt prangende ironman på min konto).
Jeg er uddannet officer, men arbejder som leder i en boligorganisation i dag. Jeg er familiefar og har tre børn og en dejlig hustru. I mange år lå motionen nederst på prioritetslisten. Små børn, hus og job tog en stor del af tiden. Enkelte løbeture blev det til, men heller ikke mere. Først den dag da det gik galt skete der noget. Min ryg sagde på et tidspunkt, da jeg stod og baksede med en kæmpe læs brænde, et ordentligt knæk og en fin diskusprolaps i lænden havde indfundet sig.
Det blev en lang sej proces for at finde ud af hvad der var galt. Ryggen var slidt og der var “modicforandringer” som det hedder, i den nederste del af ryggen. Jeg kunne ikke finde nogen behandling der bare gav bare tålelig smertelindring. Indtil den dag i 2009, hvor jeg satte mig på en spinningcykel (eTenzor) og mærkede for første gang at her var der en lille smule fremskridt at spore.
Gå efter guldet
– det er ikke nødvendigvis noget der hænger om halsen
Så skete der noget også på motionssiden og jeg fandt ud af via de to gange Ironman, at løbe det skulle jeg ikke, men cyklingen det rykkede. Jeg fandt ud af at koblingen mellem smertelindring, motion og det mentale var en fantastisk kombination for mig.
Det ene løb tog det andet, La Marmotte, Tour de Mont Blanc, Race Across the Alps. Kender man de løb, så ved man også at det er ikke væddeløb i gængs forstand. De små korte hidsige løb, siger mig ganske simpelt ingenting. Men lang distance, stor udfordringer, kompleksitet og mental arbejde og udvikling, det er her guldet ligger for mig.
Så efter et fint løb i Race Across the Alps på 534 km og 14.500 højdemeter, så gik jeg og tænkte lidt over det og så var det at drømmen i mig ikke ville slippe, jeg kunne ikke slå det ultimative, det altoverskyggende, det vildeste race ud af hovedet. Det havde sat sig som en drøm et mål, en vision. 3000 miles på max. 12 døgn, Race Across America, eller i daglig tale bare RAAM.
Hvad er RAAM
– for at sige det kort, RAAM er ultracyling!
RAAM er et lille nørdet cykelløb fra vestkysten af USA til østkysten af USA. I gennemsnit på 4800 kilomter (3000 miles), i 2016 dog længere, faktisk løbets 5. længste siden første tur i 1982. Så turen i år blev på 4969 km og 51.000 højdemeter, RAAM køres som én lang enkeltstart. Du bestemmer selv pauser, mad m.m. blot du følger ruten og er i mål indenfor 288 timer (12 døgn).
Man skal kvalificere sig til RAAM hvis man skal køre soloklassen, man kan også stille op som hold, enten 2, 4 og 8, her er kravet at mindst én af rytterne skal være i sadlen hele tiden, men man skal ikke kvalificere sig som i soloklassen. Kvalifikationskravet er 644 kilometer (400 miles) på 24 timer. Melfar24 er eneste løb i Danmark som er godkendt af RAAM organisationen som kvalifikationsløb.
RAAM ruten går igennem stort set alt terræn. Ekstrem varme i en næsten 1000 km lang ørken der starter 100 km fra start. Over Rocky Mountains med passage af Wolf Creek i 3300 meters højde. Det ekstremt flade Kansas med lige og meget lange veje. De rullende bakker i Missouri og den sidste og ekstremt udfordrende bjergkæde Appalacherne som passeres med over 4000 km i benene. Det er ultracyling i yderste potens.
Hvorfor er det så svært?
– små fejl bliver ganget op, for hver time der går.
I modsætning til et almindeligt cykelløb, Grejsdalsløbet, La Marmotte, hvor alting er indenfor rækkevidde, så er det anderledes for ultracykling, I ultracyling bliver selv små fejl man laver enten som rytter eller som team eller i en kombination, straffet. Det betyder at småting som du normalt ville “overleve” – med tiden bliver fatale i RAAM. Det er ekstremt vigtigt at være fokuseret og undgå fejl! En lille fejl på dag 2 kan få konsekvenser på dag 6.
Får man ikke taget fat om et begyndende siddesår tidligt, så vil det efter 2-4 døgn senere ”æde” dig op. Hvis ikke du spiser det rigtige mad og får drukket det du skal, vil det kunne betyde at du et døgn senere må udgå på grund af dehydrering eller diarre. Hvis ikke du får sovet det som din krop har minimum behov for, vil du miste for meget koncentration og det vil muligvis resultere i uheld og i værste fald ulykker. På den måde er det at cykle et RAAM, hele tiden en balance, du presser dig selv til det yderste, men skal alligevel bevare en form for kropslig balance.
Ørkenen
Et andet forhold er naturligvis det ekstreme terræn som rytteren skal igennem, Herunder omkring 1000 km i en 45 grader varm ørken. La Marmotte kan også være varm, men i en ørken er den store forskel luftfugtigheden. I ørkenen er luften knastør og stort set uden væskemolekyler. Hvordan reagerer din krop på den ekstreme udfordring? Ja det ved du ikke før du har været der.
Fysiologisk vil din krop hele tiden kæmpe for at holde din krops kernetemperatur på omkring de 37 grader. Så din krop er allerede inden du begynder at cykle i en form for stresstilstand. Det betyder at når du begynder at cykle, så vil din puls meget hurtigt og ret konstant være meget høj. Grænsen til overophedning vil være knivskarp. Det eneste du kan gøre er at sørge for at køle den ned.
Det lærte jeg under vores træningsophold i Borrego Springs forud for løbet. Her var vi i 8 dage. 8 dage som var rigtig godt givet ud. Træning i ekstrem varme, som vi målte til 53 grader. Vi arbejdede efterfølgende med niveauer i nedkøling. Ved meget hård varme, brugte vi våde og kolde klude om halsen, sprøjtede ærmer til med isvand, isterninger på håndled og mange pauser (ind i bilen og køl ned).
Bjergene
Jeg har i Europa cyklet over mange høje bjergpas, herunder Galibier, Stelvio, La Bonette, Tourmalet. Men aldrig over 3000 meters højde. Wolf Creek i 3200 meters højde var ekstremt. De sidste 400 højdemeter var lungerne ved at kravle ud ad kroppen. Det var rigtigt svært at skaffe ilt nok til de arbejdende muskler. Det er en vanvittig udfordring.
Mentalt er det dog overskueligt at arbejde mod en top, så har man ligesom et håndgribeligt mål, nogle gange kan man endda se mål, og om ikke andet kan man visualisere det, efter Wold Creek passet kommer der selvfølgelig også en nedkørsel, det kan være koldt, men en god mulighed for at rulle benene igennem.
Med andre ord, der er variation i bjergene, det er der ikke i Kansas!
Landevejene
Kansas – efter de fascinerende bjerge i Rocky Mountains havner man efter mange km på i det helt flade Kansas. Det er mentalt hårdt at konstatere når man spørger teamet hvordan ruten er, at svaret lyder ”Vi skal ligeud i 300 km, og så kommer der et enkelt højresving” Kansas var set igennem mine cykelbriller, enormt kedeligt og mentalt voldsomt udfordrende. Det var det af flere årsager. Vi havde kørt i 4 døgn og trætheden var begyndt at melde sig. Løbets dagligdag var begyndt at blive rutine og der var stadig enormt langt til målstregen. Samtidig havde jeg et begyndende siddesår som vi kæmpede med at holde styr på.
Hvordan –
– kan det overhovedet lade sig gøre at gennemføre?
Meget ofte får jeg spørgsmålet og mange gange tænker jeg også selv, hvordan kan det lade sig gøre at cykle så langt. Svaret har jeg ikke helt endnu – men hvis man vil noget nok, så gør man det, med i RAAM har man som rytter skabt et enormt stort pres på egne skuldre. Det er forventninger om at gennemføre, om at nå målet. I mit tilfælde handler det om teamets forventninger. De var kommet med til USA, med en forventning (som jeg havde givet dem) om at komme hele vejen til mål. Det handler om forventninger fra sponsorerer. Sponsorer som havde inventeret penge i projektet. Forventninger fra alle de mennesker som fulgte med på sociale medier. Men også forventninger fra min egen familie, forberedelsen til et løb som RAAM trækker naturligvis nogle veksler på ens bedre halvdel når man er familiefar som jeg er, jeg var villig til at presse mig selv meget langt for at betale særligt min families “investering” i projektet tilbage.
Derfor blev jeg bare ved, derfor lå det aldrig i mig at give op. Så videre i Kansas, med fantastisk støtte fra teamet som godt kunne se der var behov for at ændre fokus, med formål at holde mig på cyklen. Hvordan gør man så det? Ja man fortæller og underholder og taler med rytteren om hvad der sker ude i verden. Husk at man som rytter er totalt koblet fra den omkringliggende verden. Den eneste forbindelse man har, går gennem den som sidder i den anden ende af samtaleanlægget som man har i øret.
Teamet fandt på forskellige quizzer som blev gennemført i alle mulige og umulige genrer. Sidst og med enorm værdi, var koblingen til alle de beskeder og kommentarer som kommer via medier som f.eks. Facebook. Det er livsbekræftende at få så mange opmuntringer og specielt fra mennesker som jeg ikke kender og som egentlig ikke interesserer sig for cykling, men som er blevet fanget af det her projekt. Det var fedt.
Rullende bakker
Videre gennem de opslidende og rullende bakker i Missouri, gennem USA og gennem bibelbæltet hvor kirker og guds ord præger byer og gadebilledet. Turen gennem Missouri var ganske opslidende og varmen var konstant på de 35 grader, og luftfugtigheden stigende. Hvad er rullende bakker? Ja det er grejsdalsløbet gange 5. Der skal jo nogle bakker og stigninger til for at samle 51.000 højdemeter op.
Vi havde en plan, en ganske god og gennemarbejdet plan for hvordan vi skulle få mig igennem løbet. Målet var 11 døgn så var der et døgns buffertid. Den plan var regnet ud fra rutens forskellige udfordringer (varme, bjerge, søvn, pauser) Den plan holdt vi stort set hele vejen. Men vi havde undervurderet en ting: Appalacherne. Den bjergkæde som ligger på tværs af ruten ca. 700 km fra mål. Vi havde naturligvis hørt om den, og indhentet noget viden. Men vores fokus havde ligget omkring ørkenen samt Rocky Mountains. Med 4000 km i benene og ved indgangen til Appalacherne, var der pludselig ikke meget saft tilbage i de gamle ben.
Appalacherne = #færdigeben
Jeg har aldrig på den måde oplevet at kroppen generelt er velfungerende men benene er fuldstændigt døde. Ved hver en lille pause, fik jeg ondt i benene specielt omkring knæene, simpelthen fordi de muskelmæssigt var smadrede. Det betød for at at vi var nødt til at revidere planen, tiden løb fra os med hastige skridt. Hvilke muligheder er der så? Ja man kan bede rytteren om at cykle hurtigere, umuligt! – eller man kan korte pauserne ned. Det blev løsningen. Min søvn som tidligere havde ligget på et 2-3 timers langt hvil imellem 01.00 og 05.00, blev annulleret (inddraget) og de sidste to døgn, blev gennemført kun ved hjælp af powernaps, hvor jeg lige kom af cyklen, og blev lagt ned med et tæppe over for at lukke øjnene i 15 min, op på cyklen igen.
Det kan man ikke gøre i ret lang tid. Søvnmangel er en enormt aspekt i RAAM, her mærkede jeg det for alvor. Jeg var næsten konstant træt, på nær de to timer efter et powernap. Det er mærkbart så stor indflydelse det har på kroppens ydeevne, ikke mindst koncentration, overblik og fokusering, som bliver enormt påvirket af manglen på søvn.
Appalache bjergene var uden tvivl det hårdeste element på hele turen for mig. Stadig 1000 km hjem, mentalt træt, kroppen er brugt, benene er væk. Garmin siger 10.892 højdemeter. på de sidste to døgn, det er virkeligt hårdt!
De sidste kilomter
Turen ind mod målet i Annapolis, kan jeg næsten ikke beskrive. Hvordan er det at mærke og opleve ganske langsomt faktisk, at det man har fokuseret på, trænet til, arbejdet på i over 1 ½ år langsomt men sikkert er ved at realisere sig? Det er ikke nogen nem opgave, men jeg gjorde mig stor umage med at mærke det, at give mig selv lov til at føle det, på trods af vi ind mod målstregen skulle køre lidt ræs, for at sikre en samlet 8. plads.
Der ligger en “timingline” nogle km udenfor Annapolis, hvor tiden formelt set stoppes og der lægges 26 min oveni ens tid. Dette er fordi de sidste km ind mod selv finishline er paradekørsel. Så et kort stop ved timingline. Rent tøj på, de rigtige strømper og rene sko og så ellers nyde turen ned gennem Annapolis, hen mod selve stregen, hvor det jeg havde kørt efter, det som hele vejen har holdt mig oppe, det som har fået mig til at leverer over 1 mio. pedalomgange – min elskede hustru. Hun stod og strålede ved målstregen og teamet og jeg trillede over målstregen.
MÅL!
– jeg er ikke sikker på jeg til fulde har forstået det endnu
320 mennesker har gennemført RAAM, knap 1000 mennesker har forsøgt. 10 danskere er lykkedes og jeg er megastolt over at være i det fornemme selskab. Det som man kalder the RAAM family . Jeg er sindssyg stolt over at have gennemført det som mange cyklister drømmer om, det som mange af den forsøger at arbejde efter, men som meget få i virkeligheden går ud og gennemfører.
Forudsætningerne for at gennemføre, er mange og dem har jeg forsøgt at skildre. Ultracyklingen er speciel og jeg er fascineret af at for at nå målene i den lille del af cykelsporten, så er man nødt til at kunne håndtere mange ting. Vi har på teamet haft et ord, en sætning som har været vores leveregel – #keeptheridergoing som kort fortalt handler om at uanset hvad der måtte ske, så er det eneste som det handler om, at holde rytteren i gang ellers taber man. Det være sig på alle parametre; sundhed, kost, grej, team, tidplan, søvn…
Mange i cykelsporten taler om at man skal være ”lirens” man skal se ordentlig ud på en cykel. Det er jeg enig i, når man cykler korte løb, der hvor vi ikke taler ultracykling. Jeg tilstræber at se rimeligt ”lirens ud” men se på mine cykler – de er på ingen måde lirens. Nej de er bikefittet hvor vi har været mange ting igennem, mange spacere og forskellige indstillinger som i en simulator ikke giver så meget mening, men som i ultracyklingen i samspillet med rytteren giver så rigtig meget mening.
RAAM finisher er ikke noget man bare lige bliver, i hvert fald ikke mig, det har krævet en ydmyg tilgang, rigtig meget fysisk træning, og endnu mere mental forberedelse. Den målrettethed har så også kastet en fantastisk oplevelse af sig og har bekræftet mig i, at tillader man sig selv at drømme stort, og handle på det, så kan alt lade sig gøre.
Næste store drøm er allerede ved at tage form, hvad er din drøm? – gå efter den!
Følg Claus Robl eller book ham til et foredrag:
www.facebook.com/Claus.Robl.RATA
www.raam.clausrobl.dk
clausrobl@yahoo.dk