En Forårsdag i Gudenådalen levede i langt højere grad op til sit navn i dag end sidste år, hvor felterne bl.a. fik glæde af en snebyge. I år var sneen erstattet af fint solskinsvejr, dog med en del vind. Således så man både ryttere i korte rør samt folk med både handsker, huer og skoovertræk. Sidstnævnte må have haft det overordentligt varmt på stigningen Daugbjergvej, der har vundet vej tilbage på rutekortet.
Af: Daniel Vestergaard Andersen | Foto: Lions Club Hvorslev
Stigningen på Daugbjergvej var dagens første udfordring og den dukkede op efter første sving, hvor rytterne blev præsenteret for en smal og lettere ujævn vej, der ca. halvvejs oppe gik over i cykelsti, hvorefter man kom ud på samme rundstrækning som sidste år, der var både godt skiltet, fejet i svingene og flagposter på de rigtige steder, så det kunne ikke blive meget bedre.
Team AOC fik placeret sig langt fremme i starten (som det ses på coverbilledet), i vores flotte nye uniformer, men relativt kort efter startskuddet besluttede vi, intuitivt, at fordele os i feltet, så flere kunne få glæde af de flotte farver!
Personligt lykkedes det mig at sidde at godt med op over stigningen, hvor der blev kørt kontrolleret op over. Generelt blev de første 2 af de i alt 4 omgange kørt meget kontrolleret, ført an af en temposættende gruppe ryttere fra Hammel CK, hvilket gjorde løbet lidt mere overskueligt end sidste års sidevindsræs (også fordi vinden vendte anderledes i år). Ude på 2. omgang slipper 3 ryttere væk i et veltimet angreb, og de få halvhjertede forsøg på at køre dem ind ender i ingenting og forreste mand kører hjem i dagens hurtigste tid, mens de to andre mere eller mindre lod sig falde tilbage på sidste omgang, idet de var en del af Hammelgruppen.
Nede i feltet, der var noget reduceret efter flere passager af Daugbjergvej, samt det efterfølgende stykke sidevindskørsel, begyndte vi at køre lidt ræs da vi kom ud på sidste omgang, bl.a. forsøgte undertegnede at ligge pres på i sidevinden efter Daugbjergvej. Jeg er ikke klar over om de andre bemærkede ’presset’, i hvert fald var det ingen der røg af.
Senere kom et par forsøg mere, hvoraf det andet var et kontrahug ca. 5 km fra mål, hvor jeg lige akkurat får sneget mig rutinerede Jacques Stilling fra RC 1910. Efter en meget udemokratisk fordeling af føringer (hvor Jacques tog langt det største slæb) på det sidste flade sidevindsstykke, blev vi begge slået i spurten (vist nok af den forsvarende vinder, John Papsø/Ripsø, Kjellerup CK?) om det, der viste sig at være 2. hurtigste tid.
Efter at have skiftet sidste år 25. plads ud med en placering som nr. 4 og, ikke mindst, en tid der var ca. 10 minutter bedre, er jeg for alvor begyndt at se frem til revanche i årets næste store personlige mål, Haderslev Næs Løbet d. 4/6.
Gudenådalen er et lille men super organiseret cykelløb. God skiltning til parkering, indskrivning og toiletter Borde og bænke i målområdet med mange siddepladser og fint opløb med speak og opmuntrende råb på vejen. Pænt med tilskuere rundt på strækningen og rigtig fin rute med masser af udfordringer.
Kan totalt anbefales, vi ses næste år!