Indledningslob i Odder CK 2013
Nogle af dem der kørte hurtigere end redaktøren... det ligner heller ikke de snakker så meget synes jeg © Photo: Uggi Kaldan

Tæsket af ældre mænd og unge damer!

 

Redaktøren har IGEN sagt ja til at få tæsk

Dem der følger regelmæssigt med på bloggen har nok opdaget at redaktøren ikke er verdens bedste cykelrytter, men jeg er til gengæld ikke bange for at hoppe med på en frisk udfordring – sidst var jeg i Randers til Prestige Cup og det gik det ca. så godt, at jeg endte sidst… efter en U12 rytter og én ældre herre på metalramme…

Jeg havde faktisk lovet revanche, men familieliv med baby forhindrede desværre dette, næste år Randers!! – til gengæld så sprang jeg straks til, da jeg kunne få lov at trille en tur med licensrytterne til deres årlige “indledningsløb” – altså det løb der indleder sæsonen. Man kan ikke vinde point, men der er dog præmier til vinderne, og en sejr er vel en sejr… også i årets første løb.

Til indledningsløbet starter de enkelte klasser ikke hver for sig, men er delt i 3 grupper, først bliver de helt unge sendt afsted, så licensgruppe A, B og C og til sidst gruppen med redaktøren – Elitekvinder, D licens, U17 og H40, H50 og H60.  (H60 er dem over 60 år… og ja, de kører også hurtigt… fedt man kan blive ved så længe!).

Jeg snakker simpelthen for meget!

Det startede som det plejer – jeg faldt i snak med en eller anden hyggelig fætter, og kom derfor med som nummer sjok i feltet. Hvis der er nogen der ikke ved noget om cykelløb derude, så kan jeg fortælle, at med mindre du er favorit og gerne vil ligge og lure lidt / overraske,  eller er udstyret med køller der kan køre et felt op solo, så er det et DÅRLIGT udgangspunkt at starte sidst. Det bliver ikke bedre, når dine køreevner gør at elastikken bliver lang efter alle sving, fordi du er hamrende ringe til at holde nallerne fra dine bremser….

Efter en hård start hvor jeg fik brugt en helt masse unødig energi, endte jeg i 3.gruppe, efter feltet var blevet spredt godt ud, og her befandt jeg mig egentlig ok – jeg har ingen idé om jeg var i selskab med nogen fra D licens, som vel retteligt er der jeg hører til, hvis jeg overhovedet hører til i licens, men det gik faktisk ok.

Defekt og skade og det skal prøves igen!

Fornemmelsen var faktisk at jeg godt kunne holde hjem, tempoet gik lidt ud af min gruppe allerede på anden runde, men så skete der to ting, mit knæ begyndte at gøre ondt, og mine klamper på mine sko, som jeg lige havde haft af dagen før for at “servicere dem” – var åbenbart ikke strammet ordenligt, så mine sko havde pludselig 180 graders float… det er lidt irriterende at køre med – måske var det derfor mit knæ begyndte at gøre ondt?

Hoppede af efter 2 omgange, men lidt irriteret, for jeg ville sgu godt lige have bevist at jeg kunne holde med gruppen hjem, det var da trods alt kun 64 kilometer – overvejer nu seriøst, om ikke man skulle melde sig til licens og få afprøvet om fornemmelsen var rigtig.

Tak for en god oplevelse Odder Cykelklub – vi ses forhåbentlig til træning og et par motionsløb derude!