Retro DM Cykling Vejle 2016
Retro DM Cykling Vejle 2016

Uofficielt Retro-DM 2016 – Ca. 16 km master-start, 40,2 km loop.

Off-season / pre-season kan også bruges på at få skrevet de der beretninger man aldrig fik skrevet, ny freelancer på AoC er – Hasse Rømer – eller bare “ham der Hasse” – kører til dagligt som cykelbud i KBH og ellers lidt licens i årets Cykel Klub, Team Christiania, her er hans første beretning fra retro DM tidligere på året. 

Retro DM – lidt forsinket… :) 

Tekst: Ham der Hasse | Foto: Jeff Ravn

Efter megen personlig ærgelse, var jeg egentlig kommet til freds med, at jeg ikke skulle deltage ved Det Uofficielle Retro-DM omkring Brejning ved Vejle. Min cykel var blevet vejet og fundet for ung, hvorfor det selvfølgelig skabte store jubelscener i hjemmet, da jeg så at den kære Kasper Sørensen fra Molteni havde stillet sin cykel til rådighed, skulle nogen have lyst til at køre løbet på den. Cyklen, en gammel Eddy Merckx i den ikoniske orange farve, lød til at passe mig rigtig godt – og da Jonas ved et uheld fik en billet til løbet, og en cykel til låns fra GS Velopresse’ Andreas Svinth, havde TCA pludselig tre mand til start ved Retro-DM; Jens, Jonas og undertegnede.

Retro-DM blev arrangeret som en del af DGI Gran Fondo Munkebjerg, som med start og mål i Brejning tog rytterene på en nærmest to-delt rute rundt ved fjordens kyst, indlands mod Børkop  over Andkær-bakken, ned af Ibækvej og – naturligvis – over Munkebjerg, før en snørklet afslutning, kronet med Vandværksvej i Brejning – løbets opløbsbakke, en lille kilometer med 5,5 % i snit. Udover rytterene til Retro-DM havde TCA Formanden og Alberto på 80-km’eren, og tilbagevendte Dennis, der gennemførte 40-km’eren på trods af lige at være kommet tilbage fra et længere skadesforløb.

Jens havde stiftet bekendtskab med Moltenis nyerhvervelse; Mark Petersen, til GP Kroppedal hvor han var blevet overrasket over niveauet fra den bom-stærke Sjællænder, der nu kører på det Jyske storhold.  Det store samtale-emne i den graffiti-klædte campingvogn var selvfølgelig, hvordan man bedst fik ram på Molteni-esset, men Formanden lagde planen ned for os andre, og ingen var uenige – der skulle hugges fra første fløjt!

Masterstarten gik urytmisk, med lav fart og lugten af bremsegummi tydeligt til stede på nedkørslerne – og hårde accelerationer, der allerede bragte de hyggelige herrer bagerst i feltet i problemer så snart det gik opad. Efter et kort stop blev flokken samlet, og halvvejs oppe af opløbsbakken kørte masterbilen væk, og Undertegnede satte et hårdt tempo op mod startstregen – SÅ var vi ligesom igang!

Efter aftale med både Jørn Nielsen fra K-Werk og stærke Daniel Dallerup, forsøgte vi at komme væk allerede på de første kilometer. Men Mark Petersen tog tidligt ansvar, og viste at det ikke ville blive let at komme væk. Hvis det da overhovedet ville blive muligt. For på den nærmest vindstille dag var der ikke meget at komme efter på de første 20 km af ruten, hvorfor vi stadig var samlet 15 mand. På trods af en snitfart, som på de mindst 25 år gamle cykler havde været et licensløb værdigt.

Kort før Børkop fik Jørn Nielsen defekt, og det blev desværre det sidste vi så til ham for denne gang. Jørn havde ellers vist god form ved VP-enkeltstarten for blot to uger siden, og han var blandt storfavoritterne i H50-klassen – sammen med Moltenis Niels Bjørnsteen og Eigil Leegaard. I en rundkørsel var det til gengæld ved at gå alvorlig galt, da en vanvittig varevognschauffør nærmest splittede feltet i to. Jeg så overhovedet ikke hvad der skete, men fik fortalt at Moltenis Max Nielsen var tæt på at slå idioten til plukfisk – hvilket han nok havde fortjent.

Tilbage til cykelløbet, og på Andkær-bakken kort efter Børkop blev der rykket igennem. Denne gang var det Mark Petersen selv, der havde taget teten, og med sig på hjul havde han Jens og Daniel Dallerup. Jonas og jeg så på hinanden og nikkede i enighed, det var en fin sammensætning af udbruddet, og da både vi og Molteni havde vores kaptajner med, fik de lov at køre væk. Det efterlod sådeledes Niels Bjørnsteen, Jacob Ingemann Hansen og Eigil Leegaard (Molteni), Jeppe Thiemer (Puch), Morten Mejsen (Peugeot) og Jonas og Undertegnede fra TCA i forfølgergruppen, hvor ingen rigtig ville tage ansvar.

Jacob Ingemann ville ha’ et samarbejde i gruppen, da det viste sig at Thiemer og Mejsen ikke var i stand til at holde de næste grupper bag os alene, men hverken Bjørnsteen eller Leegaard var villige til også at spæde til på det tidspunkt. Det kunne vi naturligvis ikke være tilfredse med, hvorfor jeg var den første til at angribe på de sidste meter af Andkær-bakken. Ingemann var dog fast besluttet på at holde ved, og jeg kom ingen steder. Til gengæld kom kontrahugget prompte fra Jonas, og denne gang var der ingen reaktion. Tempoet døde igen, og først hen over toppen på bakken kom Molteni-drengene frem, Det Orange Ekspresstog rullede efter Jonas.

Retro DM Cykling Vejle 2016

Hen mod den teknisk svære og MEGET glatte nedkørsel på Ibækvej sætte Niels Bjørnsteen en hård forcering ind, og han og Jacob Ingemann formåede at sætte både Morten Mejsen og Jeppe Thiemer af – begge kom dog op på strandstykket hen mod Munkebjerg. Og på Munkebjerg kom Jeppe Thiemer så frem og satte tempo. Det så hårdt ud for Jeppe, men føltes kontroleret for mig, det blev det ved med da Jacob Ingemann overtog ca halvvejs oppe. Selv på det stejleste stykke, med hele 16 %, følte jeg mig fint kørende, og da vejen så småt begyndte at flade ud, kunne jeg simpelthen ikke lade være; jeg rykkede resolut og hårdt fri fra spidsen af gruppen, og satte næsen efter at komme op til Jonas, som stadig lå alene ca. 20 sekunder foran.

Fanden tog pludselig ved Ingemann, som med en monster-føring lukkede hullet op til undertegnede til blot 25 meter. Jeg ventede på de to holdkammerater, og lagde mig ind på hjul mens de hentede Jonas. Kort efter var vi fire samlet, to gange to fra hvert hold, og samarbejdet begyndte derfor at køre rigtig godt. Desværre blev det mere og mere klart, at Jonas ikke havde det godt. Hele løbet havde han kæmpet med en cykel, hvor de midterste to tandhjul ikke ville have kæden liggende på sig, hvorfor han fik problemer med krampe mod slutningen af løbet. Foran var Jens først styrtet lige inden tunellen på Ibækvej, og da han med fire km tilbage styrtede for anden gang, ventede Mark Petersen ikke – og han kunne køre alene hjem og løfte armene i triumf.

På de sidste fem kilometer blev der jagtet, men ingen ville satse hele butikken, og selvom vi kort forinden havde kunnet se Daniel Dallerup ude foran, kom vi heller aldrig op – og så skulle der køres om fjerdepladsen, da vi ramte opløbsbakken. Bjørnsteen lagde sig i front, og førte med alt hvad han kunne trække. Lige inden det stejleste sted på bakken, kørte Ingemann frem og hævede. Men ligesom på Munkebjerg var undertegnede ikke til at ryste. Og med 150 meter igen satte jeg dødsstødet ind, og kørte ind på fjerdepladsen, foran Jacob Ingemann, Jonas og Niels Bjørnsteen, der fejrede en stor personlig triumf med sejr i H50-Klassen.

Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tak til Kasper Sørensen for at låne mig sin cykel, jeg ved godt min styrt-statestisk ikke er fantastik, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg tog det ekstra roligt på de fedtede veje! Også et stort tak til arrangørerne for at inkludere retro-klassen til arrangementet. Det er efterhånden blevet kutyme, at Vintage-folket hygger sig mægtigt hver gang muligheden byder sig – og derfor er det jo fantastisk, at der er nogen, der byder muligheden.

Retro-DM linieløb 2016 – Top 10:

1 Mark Petersen Squadra Molteni 1:52:11

2 Jens Christian Dich Team Christiania + 43

3 Daniel Dallerup RC 1910 + 1:26

4 Hasse Rømer Team Christiania + 1:48

5 Jacob I. Hansen Squadra Molteni + 1:50

6 Jonas Holm Team Christiania + 1:52

7 (1 H50) Niels Bjørnsteen Squadra Molteni + 2:01

8 (2 H50) Eigil Leegaard Squadra Molteni + 2:17

9 Morten Mejsen Peugeot Re-cycled + 2.20

10 Jeppe Thiemer Team Puch + 2:31

Tak for denne gang og denne sæson, vi ses i regnen, i sneen og i sluden derude! :)